Efter en hyggelig aften med fællesspisning i Besser forsamlingshus med alt for megen mad, 3 retter til 100 kr., fællessang fra Højskolesangbogen med akkompagnement af Vagn, tidligere præst, Dorteas Knud Rasmussen fortælling om et møde med en isbjørn på Grønland og hyggeligt socialt samvær skal jeg i dag i gang med at male træværk på værelset.
En lille blokeret dør ind til et værelse ved siden af og så metervis af paneler, nogle gamle og bemalede, andre nyere endnu uden maling.
Værelset har 6 vægge og en lidt usædvanlig form, fordi en del af rummet en gang blev taget fra til trapperum, da overetagen blev lavet ca. 10 år før min tid. De to værelser i gavlen har begge lagt rum til trappen og har derfor hver sin skrå væg. Men værelset, der nu bliver gjort lyst og brugbart, har afgivet mest og har derfor en lang smal del og i bunden et bredere rum. Ikke det nemmeste at indrette. Men jeg har så mange rum i huset og god plads, så det betyder ingenting, faktisk er dette rum til gæsterum bare en luksus.
I aftes vendte jeg hjem til en mail med invitation til at være med i en vegetarisk madklub, der vil mødes hver 14. dag, og hvor hver person skal have en ret med. Det er lige mig! Siden jeg vendte tilbage i begyndelsen af november har jeg haft det i mig, at det ville være fint at være med i en madklub. Og nu bliver visionen manifesteret i verden og endda i vegetarisk form, hvilket passer mig fortrinligt, og den kommer til mig ligesom så meget andet.
Første gang er på søndag aften hos Anette, som jeg går til yoga hos. Jeg er spændt på at møde de andre og finde ud af, hvem de er, og hvor mange vi bliver.
Og på lørdag kommer Dortea og hjælper mig med loftet den sidste del, før værelset er færdigt til indretning og brug.
Hvor er jeg bare priviligeret, alt bliver mig givet …