ledetråden gennem mit liv

280720133510

I går havde jeg en stille og indadvendt dag, hvor jeg tænkte tilbage gennem mit liv og så på, hvordan jeg allerede meget tidligt ønskede at bryde med konventionernes begrænsende rammer, samtidig med at være meget en meget regelret og pæn pige. Helt fra barn følte mig meget fremmed i verden med følelsen af ikke at høre til her og af at have svært ved at finde mig til rette her.

Som 19-årig meldte mig ud af Folkekirken, for der hørte jeg i hvert fald ikke til.

Mit første egentlige fællesskab fandt jeg som 26 årig sammen med en flok andre unge kvinder, da vi startede Esbjerg Kvindegruppe og blev rødstrømper. I dette fællesskab begyndte jeg at finde noget af mig selv i form af en indre styrke, der er uafhængig af omverdenen.

Med bæven og alligevel uden frygt for fyring kæmpede jeg både i ord og handling mod kønsdiskrimineringen på min arbejdsplads et revisionskontor i Esbjerg, selvom jeg på det tidspunkt var familiens forsøger, mens min mand tog sin uddannelse nr. 2 til socialpædagog.

Min daværende mand og jeg valgte at prioritere uddannelse og en enkel livsform fremfor penge, materielle goder og status i verden. Samtidig var vi gode til at give hinanden plads, mulighed og frihed for at gå efter og dyrke de interesser og værdier, vi hver især eller begge havde.

Da min mand var færdig med sin uddannelse, valgte jeg at stoppe med at arbejde og gå på HF, hvilket var noget ret nyt på det tidspunkt, og valgte derefter at gå på universitetet uden at have et konkret mål med det.

Vi ønskede at bryde med kernefamilien via et liv i fællesskab med andre, først et lille bofællesskab på 6 voksne og 1 barn og senere et stort kollektiv med 22 voksne og børn, hvor udgangspunktet var ønsket om et liv på landet i fællesskab med andre med en enkel og fælles husholdning og udnyttelse af stedets muligheder.

Efter at have opgivet af få et sådant fællesskab til at fungere valgte vi at finde vores eget sted, hvor vi kunne leve et enkelt liv med mest mulig selvforsyning. Vi prøvede at leve vore tanker, visioner og tro i praksis.

Hele livet har jeg undersøgt og studeret, hvad det vil sige at være menneske, og denne undersøgelse er blevet mere og mere bevidst og har løftet sit perspektiv mere og mere til at se oppefra. Og hele livet har jeg søgt efter det, som jeg manglede og længtes efter … at finde MIG SELV, den jeg ER bag fremtrædelsesformen, og at finde Gud. Det har været, hvad det hele har handlet om.

I tilbageblikket kan jeg også se, hvor klar den stille stemme har været gennem mit liv … også da jeg ikke var bevidst om den.

Allerede som purung havde jeg visioner af og vished om, at jeg skulle til København og møde min kommende mand. Og flere år før mødet med min mand havde jeg visioner af en datter med mørkt hår og brune øjne med navnet Nadja.

Jeg er blevet ledt til store skift gennem mit liv. Min flytning til København efter et 10 måneder langt ophold i Madrid kom i stand ved, at jeg som 21-årig helt usædvanligt blev ringet op og opfordret til at søge et job i København. Mit valg af fuldtids HF-studie og senere valg af danskstudiet skete begge via den stille stemme fra det ene sekund til det andet.

På lignende måde blev jeg efter afslutningen på min universitetsuddannelse spurgt af en AOF-kursusleder, om jeg ville tage uddannelsen til indvandrerlærer i dansk som andetsprog, et fagområde og jobområde, der var totalt ukendt for mig, og det blev døren til mit mangeårige faglige arbejde som underviser og senere som udvikler og pædagogisk konsulent på området.

Parallelt har jeg haft en drivkraft i mig til at udtrykke mig gennem billeder og tekst men uden at lade andre styre det via kurser eller uddannelse. Og da stort set alt andet forsvandt i nogle år efter to slag i hovedet, var dette det eneste, der var tilbage.

Den stille stemme og den jeg ER har talt til mig både i mit indre og gennem andre hele vejen igennem og ført mig til alle store skift, hvor jeg har samlet forskellige ting op og udviklet evner og talenter, som jeg gør brug af i dag.

Med en dyb indre bøn om “at blive ført til vejen brolagt med glæde” i august 1999, sagde jeg JA til at få accelereret denne søgen mangefold. Det førte til en næsten øjeblikkelig igangsætning af en omkalfatring af mit ydre liv med given slip på det meste, sådan at der kunne blive skabt plads til det nødvendige for at gøre/nå det, som jeg er kommet her for.

Og da jeg gav slip på mit mangeårige ægteskab som det sidste af det gamle liv, modtog jeg vejledning om og visioner af det liv og den proces, der ventede på mig længere fremme, det liv som jeg lever nu.

Jeg er nu på vejen brolagt med glæde, hvilket vil sige på vejen til Gud, og jeg bliver givet midlerne til at nå og få genoprettet bevidstheden om den jeg ER og dermed om forbindelsen til og enheden med Gud.

Hele vejen igennem har jeg fået så megen hjælp. Når bare jeg giver slip på at tro, at jeg ved noget som helst om, hvad der er bedst for mig og helheden, så kan jeg høre den stille stemme og bliver ledt og vejledt.

Livet har vist mig, at uanset hvad der sker, er der al mulig grund til at have tillid.

Jeg er dybt taknemmelig for, at det ER sådan.

Vejen brolagt med glæde

Jeg kom her

 til verden

for at finde vejen hjem

Jeg kom her

for at genkende alle

som mine brødre

Jeg kom her

for at huske sandheden

om hvem og hvad vi er

Jeg kom her

for at være sandt hjælpsom

og for at følges med mine brødre

Jeg kom her

for at erkende sandheden

om hvad Gud vil for mig og for os

Jeg kom her

for at sige ja

til vejen brolagt med glæde

den direkte vej hjem

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

3 svar til ledetråden gennem mit liv

  1. Kärlighed til dig. Det var lige den paamindelse jeg tränger til: giv slip, let go!

    • ilsearanti siger:

      Kære Lene!
      Jeg modtager med taknemmelighed din kommentar og den kærlighed, du sender til mig. Tusind tak. Vi mødes herved i kærligheden, hvor der ikke er forskel på at give og modtage.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s