fællesskab versus alenehed – et notat

Fællesskab versus alenehed

Et fællesskab er karakteriseret ved et vi og os frem for et du og jeg.

I fællesskabet bringer hver især aspekter, evner og kvaliteter med ind i fællesskabet, man deler tanker, erfaringer, overvejelser og finder i fællesskab frem til handlinger og løsninger for fællesskabet. I fælleskabet giver den ene ikke til den anden, men giver til os, og der er ikke forskel på at give og modtage. Fællesskab handler om at sige ja.

Når man vælger at undlade at dele noget, man holder noget for sig selv, eller man gør noget for sig selv uden at dele det med den anden, så træder man ud af fællesskabet og laver adskillelse mellem sig selv og den anden. Ved at undlade at dele noget lader man den anden alene, ligesom man selv er alene med det man holder for sig selv, med sin beslutning om at være alene med det, og man er alene i den handling, man foretager sig herudfra. Begge parter oplever adskillelsen og aleneheden, der opstår heraf.

I denne verden og mest udpræget i den vestlige del af verden er individualisering udbredt og opfattes som noget naturligt. Man opfordres til at finde sig selv, til selvrealisering, at finde ud af, hvad man vil med sit liv, og at gå efter det. Man lærer at sætte grænser og sige nej. Man vurderer og handler ud fra, hvad jeg vil og ikke vil, og hvad jeg har lyst til og ikke lyst til. Man opfatter, at man skal ofre noget … sig selv … give afkald på noget, hvis man skal indgå i et fællesskab, hvor vi og os kommer før jeg og mig.

Mennesker ser ud på andre og ud på verden ud fra sig selv. De er optaget af sig selv og af alt det, der foregår i psyken i interaktion med andre og med verden. De er hele tiden optaget af, hvad de synes om og ikke synes om, ønsker og ikke ønsker. Andre mennesker ses som muligheder eller forhindringer for, at man kan opnå det man ønsker. Man bliver glad, når man får det, man forventer eller ønsker, eller man bliver ked af det eller vred, når det modsatte sker. Og man ser årsagen til sine følelser derude.

 

Selvoptagetheden og det derude er derinde, et eksempel

En smykkemager og en kunde laver en aftale i forbindelse med en opgave. Kunden skal komme tilbage, når og hvis han finder det smykke, som skal ændres. Kunden finder i første omgang ikke smykket og kommer tilbage for at meddele det men butikken er lukket. Et par dage efter kommer kunden tilbage og bliver mødt af en meget vred smykkemager, der siger, at hun havde ventet forgæves og til sidst havde lukket butikken. Hun giver udtryk for, at det var respektløst af kunden ikke komme tilbage med det samme, som de havde aftalt. Kunden giver udtryk for, at han havde opfattet det anderledes, at han kun ville komme tilbage, hvis han fandt smykket, men da hun fastholder sin vrede og forurettethed, giver kunden hende en uforbeholden undskyldning, som hun modtager.

Kunden henter nu smykket og kommer straks tilbage med det og tager misforståelsen op igen, da han ikke er et menneske, der behandler andre respektløst. Han prøver at gøre sin forståelse klar og vise, at der var en misforståelse mellem dem, men bliver afvist med, at nu har hun jo modtaget undskyldningen, så der er ingen grund til at rode mere rundt i det.

Hun er alene optaget af sin egen tilgang, der er at hun er blevet respektløst behandlet, og hun har modtaget en i hendes øjne passende uforbeholden undskyldning fra den skyldige person. Hvordan kunden opfatter situationen er hende ligegyldig. For kunden er det meget ubehageligt at blive betragtet som respektløs, når han netop prøver på at møde andre mennesker med respekt. Det er ikke muligt at opnå kontakt, og han må bøje sig og acceptere at lade hende beholde sin opfattelse og oplevelse.

Smykkemageren er alene optaget af sin egen oplevelse, sin egen tolkning af situationen og har lært at sige fra overfor noget, som hun opfatter som uacceptabelt fra andre. Hun ser en kunde, der er skyldig i respektløs behandling af hende, og hun modtager undskyldningen, som hun opfatter som helt rimelig, og så er der ikke mere at tale om for hende. Hvordan kunden har det med at blive dømt som respektløs, interesserer hende ikke, hun er slet ikke interesseret i den anden og vil ikke høre, hvad han kunne have at sige om situationen. Og det falder hende slet ikke ind, at hun kan have dømt en uskyldig for noget, som han ikke har gjort. Hun ser ikke, at det er hendes egen tolkning af situationen, hun ser derude hos kunden, og som hun reagerer på.

Når mennesker dømmer hinanden, adskiller de sig fra hinanden. Undskyldninger og tilgivelse forstås som en nådig handling af en uskyldig overfor en skyldig.

Læs andre notater “om at være menneske” på min hjemmeside: http://ilsearanti.dk/notater.htm 

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s