økologisk og hjemmelavet

I disse dage er jeg gået i gang med at forberede noget mad til at tage med på bjergturen.

Hvis det overhovedet er muligt, vælger jeg altid at købe økologisk producerede varer og meget gerne også lokale varer.

Det første jeg er gået i gang med er hjemmelavet müsli. Man kan sagtens købe økologisk müsli, men jeg synes det ofte indeholder lidt for meget støvet havregryn til min smag. Derfor gik jeg i gang med at lave en større portion i en blanding af 5-kornsflager og speltflager med sesamfrø, mandler og hasselnødder ristet i ovnen, så det bliver sprødt. Da det var kommet ud af ovnen og kølet af, kom der mørke rosiner, hakkede abrikoser og noget så eksklusivt som tørrede morbær i.

040920133959040920133958040920133960050920133963050920133962Resultatet af det første forsøg med ristning i min ovn er, at næste portion skal ristes lidt mindre, men ellers smager og knaser det fint.

I morges, da jeg smagte müslien på min sædvanlige portion frisk frugt med yoghurt, kom jeg til at tænke tilbage på mit tidligere liv, et liv med fokus på økologisk havebrug, mest mulig selvforsyning og hjemmegjort mad.

Min tidligere mand og jeg købte Kildegård, en gammel nedlagt firelænget gård med kæmpe have og eget vandværk med vand fra egen hellig kilde ved årsskiftet 1983/84. Her ville vi realisere vores drøm om det enkle liv, hvor vi selv producerede og lavede vores mad, hvilket også passede meget godt med vores stramme økonomi, da jeg stadig læste på universitetet. 

I årene derefter brugte vi megen tid og mange kræfter på vores store økologiske have. Vi lavede vores vegetariske mad af alt godt fra haven, der også bugnede af alt, hvad man kan ønske sig af bær og frugt. Og de få ting, der manglede i haven, plantede vi selv. Vi havde både høns og får, dog kun en lille flok af hver. Kyllingerne spiste vores datter, og fårene leverede uld til mange trøjer til hele familien, og lam til salg til venner og bekendte.

Der var ikke noget, der hed ferie de første mange år, for haven skulle passes, bær og frugt skulle plukkes over hele sommeren og efteråret, der skulle laves saft, koges, syltes og fryses ned i store mængder, så der var til hele vinteren.

I en periode hentede vi mælk på en nærliggende gård, og vi lavede tykmælk og endda smør selv. Og müslien var selvfølgelig også hjemmelavet.

Vi totalrenoverede det gamle bindingsværksstuehus og lagde varmesystemet om fra oliefyr til alternativ energi.

Vi prøvede at manifestere og leve vores visioner om det enkle liv i harmoni med naturen.

Det var dengang …

I dag lever jeg et helt andet liv, men vælger stadig økologi, hvis det er muligt, fordi denne produktionsmåde rummer respekt og kærlighed, som jeg ser det. Når jeg skal spise æg eller kød, jeg er jo blevet kødspiser efter over 25 år som vegetar, så skal det være fra dyr, der har levet et godt liv.

Derfor støtter jeg også op om tankerne om mere økologi på Samsø og i det hele taget.

I dag har Dortea og jeg været på en lille tur til et par af øens økologiske producenter. Først besøgte vi Anette og Holger, der dyrker grønsager og har bier, køer og høns. Jeg fik blandt andet et par kyllinger med hjem til fryseren, æg og flydende honning til den næste portion müsli. Og Dortea og jeg bestilte et lam til deling til afhentning, når jeg vender tilbage fra bjergturen midt i oktober. Rart at kunne få lokalt produceret økologisk kød.

Nogle få kilometer derfra besøgte vi minimejeriet Samsø Mælk, hvor Bent Degn laver ost og smør. Det er øens eneste økologiske mælke- og osteproducent.

Herligt at kunne smage på osten for at finde ud af, hvilken man vil vælge, og Bent var meget gavmild med sine smagsprøver. Både smør og ost er solgule, det ses og smages, at køerne har gået på græs hele sommeren. Jeg må ærligt tilstå, at det faktisk er første gang, jeg har været i Bent Degns lille butik, trods mine snart 10 år på øen, faktisk er det først for nogle måneder siden, det gik op for mig, at den overhovedet eksisterer. Hvilket viser, at det er vigtigt at gøre sin produktion synlig, også for os der bor fast på øen.

Den megen fokus på økologi på Samsø det seneste års tid, har fået de få lokale producenter og deres varer til at træde mere synligt frem, og der bliver gjort en indsats for at gøre deres produkter tilgængelige, så vi lokale forbrugere kan finde dem og købe dem i boder.

Det er jo fjollet, at øens økologiske produkter bliver eksporteret ud af øen, så vi forbrugere må købe økologiske varer i brugsen produceret uden for øen eller i udlandet.

050920133970050920133971050920133972050920133973050920133976Efter indkøbsturen var det tid til afslapning og eftermiddagskaffe. Den indtog vi hos “Bageriet” i Ballen, hvor man kan sidde ude i solen lige ved kanten af havnen. Aaaah …..

050920133975

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s