mellemtid med blanke sider

Regnen siler ned udenfor, og skydækket sluger en stor del af dagslyset.

Det er mellemtid med tomhed og blanke sider.

Jeg går lidt rundt om mig selv for at finde ud af, hvad det er, der nu skal manifesteres i fysisk form. Ofte har jeg sammenlignet denne tilstand med en hest, der uroligt står og skraber i jorden med forbenet, mens den venter på at skulle løbe. Jeg venter på klarhed og indre marchordre.

Denne rastløshed og venten på, at lyset og inspirationen dukker op af tomheden, fører mig frem og tilbage mellem forskellige gøremål. Jeg læser mine daglige sider og fordyber mig i deres budskaber. Jeg sætter mig ved arbejdsbordet og rydder det delvist for at få plads til et nyt arbejde … at lave omslaget og sammensyningen af den næste bog. Men hvad skal der være på omslaget, hvordan skal det se ud? Det skal jeg finde ud af, før siderne kan syes fast på ryggen.

090120145512

I en periode på 10 år skrev jeg dagligt i notesbøger med glittet, ulinieret papir. Jeg fyldte den ene bog efter den anden med daglige morgensider, tanker, vejledning, tegninger, collager. Dette var mit helle. Dette var min måde at nå og fastholde klarhed. Alle disse fyldte notesbøger  er pakket væk og ligger nu i en stor flyttekasse i mit udhus.

090120145516

I en årrække har det ikke givet mening for mig at skrive på denne måde. Jeg har udtrykt mig på mange andre måder og ad andre kanaler og har delt mange af mine tanker med andre i stedet for at holde dem for mig selv og gemme dem i metervis af store notesbøger.

Ved dette årsskifte rundede jeg en ny begyndelse. Og tanken om at skrive til mig selv, om at genoptage denne skrivepraksis er dukket op og blevet mere og mere nærværende i min bevidsthed. Jeg har overvejet at arbejde med artjournaling og skrive på den måde, men det begynder at blive klart, at jeg skal adskille mine collagebøger og mine private skriverier. Jeg skal igen have et privat rum at skrive i.

Den notesbog, som jeg gik i stå i for år tilbage, kan ikke skrives færdig. Den må forblive ufuldstændig med sine mange blanke sider. Når jeg bladrer i den, kan jeg se, at jeg flere gange over 3 år forgæves har forsøgt at genoptage skriveriet deri, og jeg kan læse, at det har været i perioder, der ligner den, jeg er i lige nu. Men jeg har to ubrugte notesbøger liggende fra den gang, jeg fyldte den ene bog efter den anden og derfor altid prøvede at have nye bøger på lager.

090120145517

På værelset ovenpå har min skriveplads stået ubrugt. Jeg har stort set ikke skrevet i hånden i årevis. Det mærkede jeg den anden dag, hvor jeg skrev et fødselsdagskort. Min skrivehånd er kommet helt ud af træning. Sær fornemmelse.

090120145520

Tiden er kommet.

Det er nu.

En ny begyndelse.

At skrive nu.

Ikke at skrive som den gang.

Men at skrive nu.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv, I det kreative værksted, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s