fra arkivet

I årtier har jeg udtrykt mig i tekster og billeder. Mit arkiv består af metervis af notesbøger, spiralblokke og håndlavede bøger, malerier i stakke og tekster i kasser, på hylder og i computerens arkiver.

Arkivet er egentlig én stor artjournal. En logbog i mange dele.

I en årrække, hvor jeg var underdrejet på grund af en skade efter 2 hjernerystelser, som betød, at jeg var uden funktionsevne i forhold til arbejde og almindelige gøremål og dagligliv, da var det eneste jeg kunne at skrive og lave billeder, når kræfterne var til det.

Denne periode var samtidig en gennemgribende forandringsproces af mit liv, som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen om processen med at nå frem til vejen brolagt med glæde.

Denne proces beskrev jeg løbende gennem tekster og billeder udover mine daglige 3 håndskrevne morgensider.

I nogle år lavede jeg jævnligt collager i små blokke med spiralryg. Dobbeltcollager kaldte jeg dem, fordi de hang sammen to og to i et opslag. De var tilpas små til, at jeg havde kræfter og hoved til at lave dem jævnligt. Og i en periode på godt et år skrev jeg en række digte, der beskrev noget af det samme som collagerne. Digtene samlede jeg med overskriften “Bonsai-Tornerose”, der kan læses i sin helhed på min hjemmeside ilsearanti.dk. Bonsai-Tornerose kaldte jeg mig selv, fordi jeg levede et yderst beskåret og begrænset liv i den periode.

Det var en barsk periode, hvor ikke kun mit helbred og min funktionsevne men hele mit liv blev brudt ned og forandret. Og digtene og collagerne beskriver det barske men næsten altid med en underliggende kraft og tro på, at jeg ville komme igennem det. “En dag rejser jeg mig som Fugl Fønix af asken”, som jeg jævnligt sagde både til mig selv og min daværende mand.

Og jeg kom jo igennem det og rejste mig som Fugl Fønix af asken. Nedbrydningen tog 5 år og opbygningen næsten lige så længe. Jeg ser tilbage til disse år med taknemmelighed, for de var en gave, der førte frem til det liv, jeg lever i dag, og de har lært mig at have tillid til livet.

Jeg har lyst til at dele lidt af arkivet fra denne periode for at minde om, at selv, når livet opleves mest svært og ser allermørkest ud, så venter lyset bag mørket. Når man går igennem mørket og de bortgemte dybder i sig selv, så bringer man lyset med sig, og mørket bliver opløst og forsvinder med de indsigter, det bringer.

Et eksempel på beskrivelsen af det barske:

img069

På kanten af livet
 
På min vandring i ørknen snubler jeg
over bunker af mine efterladte drømme
mit fald åbner en dyb revne
i den sprukne jord
 
Jeg styrter ned i intethedens afgrund
og ender på bunden af det udslukte liv
før åbningen igen lukker sig
over mig
 
På bunden er udbredt ensomhed
og mørke
alting omkring mig visner
af mangel på lys
 
Mørket blænder mine øjne
til blindhed
og lukker mine ører med døvhed
mine sanser er fulde af jord
 
Jeg råber ud i tomheden:
Lad de lange bånd sætte mig fri
eller tag mig herfra
   
Som man råber i ørknen
får man svar

 

Uanset hvor barsk det var indimellem, og uanset jeg for en stund kunne miste modet, så blev jeg ved med at have en vished dybt i mig om, at jeg ville komme igennem og rejse mig igen. En vished om at der var en mening med det, selvom jeg ikke kunne få øje på den.

Eksempler på beskrivelsen af dette i dobbeltcollager med alvor, kraft og et glimt af humor:

img073img075img066img072

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s