lyset og hjertets gyldne skrin

Hjertets gyldne skrin

I det lukkede rum, hvor hun sover, står et chatol.

Det er ældgammelt, mørkt og fyldt med små skuffer. Det har altid været her i dette rum. Hun husker ikke, hvorfra det stammer, eller hvordan det er kommet her, hun husker blot, at det altid har været her i hendes rum.

En dag opdager hun, at når tvivl, frygt eller smerte opstår og forstyrrer hendes tunge søvn, så springer en skuffe op. Den springer op helt af sig selv.

I støvet i bunden af skuffen ligger en sten.

Med undren og frygt tager hun stenen op, holder fast om den og mærker dens kulde og tyngde i hånden. Mat, tung og uigennemsigtig er den.

Det er tvivlens, frygtens og smertens sten, der har lukket sig omkring sig selv. Lukket sig med glemslens matte, uigennemsigtige tyngde.

Hun åbner hånden, og lyset falder på stenen.

Til sin store forundring ser hun, at lyset trænger gennem den matte overflade og ind i stenens dybeste indre. Stenens matte, grå overflade falder af som slagger og viser et lysende, transparent indre.

Til sin forundring ser hun, at der ikke var noget at frygte.

Efter en tid med frygt for uro, smerte og tvivl og for at se, hvad skufferne gemmer, går det op for hende, at hver eneste sten bringer en gave med af lettelse og fred.

For hver en uro, frygt og smerte, der vækkes i hende, springer en skuffe op.

Og hver gang tager hun en tung sten op i hånden, kigger på den og løfter den op i lyset for at finde ud af, hvad den gemmer på.

Og for hver sten, hun holder op i lyset, bliver hendes hjerte lettere og frygten og uroen sjældnere.

Med tiden bliver hun næsten ivrig efter at se i en skuffes dyb og hive stenen op i lyset, når noget forstyrrer hendes indre lethed og fred og får skuffen til at åbne sig.

En dag vågner hun let om hjertet i glædens og kærlighedens åbenhed og ser, at chatollet er forsvundet. I stedet er der et gyldent, transparent skrin fyldt med lysende stene. Stenene er til hende at modtage, give og dele.

Og hun giver disse lysende sten til mennesker, der dukker op på hendes vej, og hun fortæller om stenene i skufferne, der forvandledes til lethed og fred. Hvert møde er en gave af lys og glæden ved at dele.

Det forunderlige er, ser hun, at for hvert møde og hver sten, hun giver, bliver skrinet blot større og større og stadig helt fuldt. Og hun forstår, at hver lysende sten kommer fra kærlighedens og glædens uudtømmelige kilde.

240520147344

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s