brønden

DSCN1730

 

Den tømte brønd

Hun sidder ved sin brønd, udmattet og tømt for kræfter med den sidste kop vand i hænderne.

Brønden er tømt til sidste dråbe.

I årevis har hun trukket vand op og givet af det uden, at der løb nyt vand til.

Hun sidder ved sin tømte brønd og ved, at tiden er kommet til at få brønden fyldt, men hun kan ikke finde ud af hvordan.

Nede på bunden af den tomme brønd er der noget, der glimter.

Det er en sten indsmurt i mudder.

Hun tager en slurk vand af koppen og skyller stenen i resten af vandet.

Hun sidder i fordybelsens stilhed med stenen i hånden, lytter til den indre vise stemme, der peger på og viser hende, hvordan brønden blev tømt.

Hun har givet og givet og givet af vandet og glemt at give til sig selv.

Hun ser, at hun har troet, at hun skal gøre sig fortjent til at få kærlighed, både fra mennesker og fra Gud, endog ved at give det til andre, som indebar, at hun satte sig selv, sine værdier og sin glæde til side.

Hun ser, at forestillingen om, at hun skal gøre sig fortjent til kærlighed, har stoppet brønden til som mudder, så kærlighedens og glædens vand ikke kunne flyde ind til hende og ind i hendes brønd, der derfor blev tømt af hendes given vandet væk.

Hun indser, at hun har taget fejl i sin tilsidesættelse af sig selv.

Hun indser, at hun har taget fejl i at tro, at hun skal gøre sig fortjent til kærlighed.

Hun indser, at hun heri har glemt, hvad hun er.

At tro, at man skal gøre sig fortjent til kærlighed, er en tro på, at man skal give for at få kærlighed i stedet for, at man er kærlighed, og at kærlighed derfor er en umistelig og uudtømmelig kilde, der flyder uendeligt, fordi man giver af og deler det, man er. Ved at dele kærlighed og glæde, som det man begge er, så modtager man det, man er, samtidig med at man giver, og der bliver blot mere af det.

Hun ser det, hun havde glemt, at hun er kærlighed, og at kærligheden er at finde derinde.

At give sig selv kærlighed og glæde er at ære det, man er og rummer.

At give andre kærlighed og glæde er at ære andre og sig selv som det, vi er og rummer.

At dele kærlighed og glæde er at ære det, vi er og rummer.

Kærlighed og glæde er det, vi er, og ved at dele det, bliver der blot mere af det.

Kærlighedens brønd kan aldrig tømmes, den flyder fra en uudtømmelig og given kilde.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

2 svar til brønden

  1. 1annemarie siger:

    Ilse – så smukt og sandt – og godt
    Jeg elsker dig.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s