flokke af hvaler

I nat så jeg hvaler.

Flokke af hvaler.

200120159776

Vi står på en vestvendt kyst og ser ud over havet.

Vi, for jeg er ikke alene, jeg er sammen med en, jeg kender, en jeg er vi med.

Vi står tavse ved siden af hinanden og ser ud over havet. Det er ikke nødvendigt at sige noget, vi er bare der sammen og ser sammen.

Pludselig får jeg øje på en sort rygfinne, der dukker op over vandet og forsvinder igen, så en mere og en mere.

– Se, siger jeg og peger. Se, der er hvaler.

Det viser sig at være en stor flok sorte hvaler, der svømmer mod nord lige ud for, hvor vi står.

Det er som om drømmen er i flere dele, måske tre dele, og hver del er som de andre, som en film der vises flere gange.

Vi står på en vestvendt kyst og ser ud over havet, vi er tavse, og efter nogen tid får jeg øje på en sort rygfinne og så flere, der dukker op over havet.

– Se, siger jeg og peger. Se, der er hvaler.

Den eneste forskel er flokkenes størrelse.

I den sidste del af drømmen dukker der tre hvaler op, og de svømmer som de andre mod nord.

– Se, siger jeg og peger. Se, der er hvaler.

Og i det samme drejer jeg hovedet og ser på ham ved siden af mig, ham som står på min højre side. Ham, der i mange år var min mand og livsledsager, og som jeg har kendt det meste af mit liv. Og jeg opdager til min forundring, at jeg er blevet næsten et hoved højere end ham.

– Jeg er blevet højere end dig, bemærker jeg lidt overrasket.

– Ja, svarer han, som om det er det mest naturlige i verden.

Som det vil være læsere af min blog bekendt, så jeg holder meget af at udtrykke mig i både ord og billeder, det er en måde for mig at være i livet på. Det sidste års tid eller mere, har jeg indimellem mærket det, jeg kalder “Skriften kalder”. En lyst til at skrive, en længsel efter at skrive, der dukker op i bevidstheden og gør opmærksom på sig selv.

Men hvad er det, jeg skal, kan eller vil skrive … om?

Det almindelige er, at man skriver om det, man oplever med sine sanser og følelser, eller hvis man skriver fiktion, hvad fiktive personer oplever med deres sanser og følelser. Man beskriver verden, som man ser og oplever den. Man beskriver personer og begivenheder omkring en eller omkring den fiktive person, og de relationer, der er mellem personerne.

Men når man som jeg ikke længere tillægger verden, sanserne, følelserne og personerne den samme betydning og sandhedsværdi som tidligere, hvor jeg oplevede og opfattede det hele som helt virkeligt, så er det, jeg overvejer, hvad jeg overhovedet kan og vil skrive om, som giver mening for mig selv.

Jeg er bevidst om, at jeg ser ind i verden med dens mennesker og begivenheder, ligesom når man ser ind i et billedet, en film eller ind på en scene, hvor kulissen, personerne og handlingen synes at forandre sig. Men samtidig er jeg bevidst om, at denne forandring kun er tilsyneladende, for dybest set er det altsammen det samme.

Ligesom i drømmen i nat, der havde flere dele, hvor alle delene indeholdt det samme, det var den samme kulisse, de samme personer og den samme oplevelse, der blev spillet/vist flere gange og med en absurd slutning.

Egentlig beskriver nattens drøm meget præcist, hvordan jeg ser og forstår denne fysiske verden, og hvad der ser ud til at foregå i den.

Og hvad er det så jeg kan skrive om … andet end netop dette?

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s