forpligtelsens frihed på den indre rejse

Min indre rejse fortsætter, som den har gjort i mange år.

Nogen gange er der sten på vejen, der skal tages op og kigges nærmere på, så de kan opløse sig til støv, andre gange flyver jeg afsted med syvmileskridt. Og egentlig kan det være svært at vide, hvornår man dybest set tager syvmileskridt, for det kan være, man bevæger sig allermest, når det føles som om alting er gået i stå, fordi der ligger rigtig mange sten på vejen at kigge på.

Jeg har dedikeret mit liv til denne rejse, mit indre arbejde er mit egentlige arbejde.

Fornylig oplevede jeg endnu en gang at stå ved en skillevej, hvor der skulle slås en streg i sandet og vælges et andet og mere dedikeret fokus. Jeg traf det valg og har arbejdet intenst med det siden.

For et par aftner siden blev jeg indgivet ordet “Forpligtelse”. Forpligtelse, som en mulig handling.

Og jeg indså, at dette var, hvad jeg måtte gøre. Jeg måtte forpligte mig. Forpligte mig på at vælge og fastholde valget af glæden og kærligheden og at være i fred. Jeg har valgt dette mange gange for så at falde i og reagere på noget tilsyneladende uden for mig selv med noget andet. Mit valg har været ubestandigt, omend jeg har været mere og mere i glæde, fred og kærlighed.

Men nu fik jeg altså denne indgivelse, dette spørgsmål: Vil du forpligte dig? Både over for dig selv og over for Gud? Og jeg så, at en sådan forpligtelse ville være en hjælp på vejen til at fastholde mit fokus på den stille glædens vej hjem.

Jeg mærkede, at nu var det nu for mig at vælge at gå et niveau op ved at forpligte mig. Det ville være at give mig selv og at modtage en stor gave, for alle ens bestræbelser i den retning bliver forstærket mangefold, når man lader sig lede på vejen hjem.

I går morges vågnede jeg lidt over kl. 4 i dyb glæde, og jeg huskede spørgsmålet om forpligtelse fra om aftenen. Nu var tiden kommet, og jeg traf beslutningen og forpligtede mig helhjertet, så helhjertet som jeg evner det. Og jo mere jeg fokuserede og gik ind i forpligtelsen, jo større og dybere blev glæden, samtidig med at jeg mærkede en stor frihed, der er i denne forpligtelse, for den kan sætte mig fri af følelsernes foranderlighed. Og da mærkede jeg kærligheden stige op i bevidstheden og fylde mig helt ud som en indre og uudtømmelige strøm, der flyder indefra og ud for at blive delt og givet.

Kærligheden er derinde, den er evig, grænseløs og uendelig, den er tålmodig og forstående, og jo mere man giver sig selv og andre af den, jo stærkere er dens tilstedeværelsen i ens bevidsthed.

Kærlighedens port lukker udad, så kærligheden kan flyde indefra og ud. 

kærlighedens port

Det er min opgave at åbne porten på vid gab og lade kærligheden flyde ud til alle og enhver og at se og genkende kærligheden i alle.

Må kærligheden og glæden oplyse din dag.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om .... Bogmærk permalinket.

5 svar til forpligtelsens frihed på den indre rejse

  1. 1annemarie siger:

    ..og sådan er det.
    Tak.

  2. Ursula siger:

    Der lyder dejlight.
    Kære regnverjrshilsen
    Ursula

  3. Ursula siger:

    DET lyder dejlight!🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s