notater mellem sensommer og efterår

At skrive er en del af min daglige praksis.

At skrive notater om småt og stort, om tanker, indsigter og udsigter.

At skrive morgensider, formiddagssider, eftermiddagssider eller aftensider eller både og.

At lade tanker flyde i en strøm gennem pennen og ned på papiret.

I dag har jeg skrevet de sidste sider i sommerens notesbog, meget passende her ved overgangen mellem sensommer og efterår.

DSCN2979

“De sidste sider i denne sommernotesbog.

De sidste sider af optegnelser af hverdagsliv og -tanker i en periode med rejser og væren hjemmefra en stor del af tiden.

Det er sensommer, og der er strejf af efterår i luften i dag. Det regner, lyset er afdæmpet, og temperaturen er faldet.

Det passer mig godt.

Jeg elsker sensommer og efterår, hvor året er kulmineret i lys og vækst, og foran venter hvile.

Jeg ser ind i en tid med rum til fordybelse og tid til eftertanke. En tid til at fokusere på gøremål indenfor. At arbejde i det kreative værksted, at skabe og udtrykke mig. At tænde lys og læse. At lade mig inspirere af andres skriverier og kreative udfoldelser. At gå ture i efterårsskoven og på heden, der dufter af nedfaldne blade, fugtighed, lyng og modne bær. At mærke stilheden efter sommerens eksplosion i farver, lys og grøde.

Efteråret er klar luft og klar himmel. Det er foranderlighedens glødende farver og forfald. Det er given slip og laden falde. Det er at gå ind og lukke døren bag sig og tænde for varmen. Det er dage, der bliver stadigt kortere og nætter, der breder sig på begge sider af døgnet. Det er arbejde i lysets skær, mens mørket samler sig uden for dets cirkel. Det er stjernenætter med udsigt til universets myriader af galakser og stjernehobe. Det er tid til eftertanke og fordybelse i stearinlysenes blafrende skær.

Og her er jeg så, midt i mit liv, på vejen brolagt med glæde, den stille vej tilbage til hukommelse og erkendelse af det, som altid har været sandt og tilstede, uanset hvor meget jeg har været optaget af og troet på noget andet.

Efteråret er modningens tid, modets tid til at give slip og lade sig falde ind i et tomt rum, hvor intetheden fyldes med svar, og hvor jeg holdes oppe og svævende af det, som ikke kan ses men kun kan erkendes og vides som fuldstændigt sandt, evigt og uforanderligt i kærlighedens omsluttende uendelighed.”

Dette indlæg blev udgivet i Dagens ord, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s