at sætte hjertefrø

En lørdag formiddag i begyndelsen af august, den 7. august helt præcist for 12 år siden, ankom jeg til huset ved havet første gang. Solen skinnede på det lille hvide hus med to etager, rødt tag og store brunrammede vinduer i stueetagen. Da jeg trådte ind i haven, blev jeg modtaget af blomstrende lyserøde høstanemoner i hjørnet inde ved huset.

Faktisk var det slet ikke huset ved havet endnu, det var et dødsbo efter kommandørinden, der havde haft huset som sit sommerhus i over 20 år, men nu var hun altså død 80 år gammel, og huset skulle sælges.

Vi kiggede indad vinduerne og så et hus, der bar præg af brug, og som var fyldt med gamle ting. Vi, fordi jeg var en del af et vi dengang.

Ejendomsmægleren ankom og låste os ind i huset og viste rundt. En trappe i entreen midt i huset førte op til overetagen, der viste sig at være helt ny og lige til at flytte ind i. Flere gange, mens ejendomsmægleren viste og fortalte i de lavloftede rum nedenunder, gik jeg op ad trappen og kiggede mig omkring i de fine lyse rum. Her var god plads. Her var godt at være. Her ville jeg trives, kunne jeg mærke.

I mange år havde jeg drømt om, at når jeg en gang skulle flytte fra gården og paradisets have, så ville jeg gerne flytte ind i et lille gammelt hus i to etager og have arbejdsrum ovenpå. Og når jeg drømte helt vildt, drømte jeg om, at dette hus lå i nærheden af havet, men det troede jeg slet ikke på var en mulighed. Faktisk havde jeg skrevet en roman om en kvinde, der boede i et sådant hus ude ved Vesterhavet, og som boede der for at skrive og male. Jeg skrev romanen, som jeg opfattede som en uopnåelig drøm.

Knap to måneder efter i begyndelsen af oktober flyttede vi ind i huset. Den dag jeg ankom, trådte jeg ud af bilen og lige ud i stilheden, en stilhed jeg aldrig før havde hørt eller mødt. Den var mild og omsluttede mig helt med ro.

Høstanemonerne var for længst afblomstret og stod med brune frøstande. Til gengæld var æbletræet fyldt med store, røde, velsmagende æbler. Haven duftede af efterår og æbler, og solen skinnede i flere måneder i træk, så jeg kunne sidde ude i haven og spise og drikke kaffe, selv da dagene blev meget korte.

Jeg flyttede ind i rummene ovenpå. Gavlværelset ud mod mosen blev mit værelse. Det store reposrum blev mit arbejdsrum, og det andet gavlværelse blev soveværelse.

Nedenunder var huset præget af at være et dødsbo. Tapetet var slidt og falmet, træværket og lofterne var malet i forskellige farver. Det var slidt og brugt og trængte til en kærlig hånd, ja gerne flere hænder. Men der var ikke hænder, der havde kræfter til at gøre det nødvendige, så der blev kun gjort lidt. Uanset elskede jeg dette sted og havets nærhed, og hver eneste dag, når jeg nåede ud til havet på min gåtur, var jeg fyldt med taknemmelighed og lykkefølelse.

Der var kun 7 minutters gang til havet og den dejligste, blide sandstrand mod øst. Og der var kun 15 minutters gang gennem skoven og over til havet mod vest med en strand med vildskab, bølger og store sten.

Halvandet år efter blev vi til jeg, og dødsboet blev langsomt transformeret til huset ved havet. Når der var kræfter til det, malede jeg en væg i underetagen cremehvid. Af og til fik jeg hjælp og kom et godt stykke videre, indtil jeg var nået det hele igennem, og underetagen blev lys og venlig, ligesom overetagen hele tiden havde været. I løbet af nogle år blev huset forbedret med nye hvide og sprossede vinduer og døre og malet Skagensgult. Og endelig var transformationen fuldbragt.

Jeg trivedes på dette sted. Jeg skrev en masse. Jeg malede. Jeg lavede skulpturer. Jeg udtrykte mig kunstnerisk på mange måder. Jeg  elskede stilheden. Jeg trivedes ved dette stille liv, vendte mere og mere indad, og efterhånden kom jeg til at elske at være alene med mig selv.

Hvert år blomstrede høstanemonerne. Hvert år afblomstrede de igen, når sommeren gik på hæld, og stod med deres brune frøstande. Hvert år blev æbletræet fyldt med store, røde, velsmagende æbler, når det var tid til at fejre jubilæum i huset ved havet.

For hvert år blev jeg mere og mere lykkelig for at bo her, og jeg trivedes præcist, som jeg havde set, jeg ville gøre, da jeg kom her første gang. Og jeg var dybt taknemmelig for dette sted, som var manifestationen af min mangeårige drøm blot i en langt bedre og rigere udgave, end jeg havde kunnet forestille mig.

Lige nu er æbletræet fyldt med røde æbler, mindre end de plejer. Træet er ved at være gammelt og har båret overdådigt i mange år. Høstanemonerne har bredt sig og står nu igen med brune frøstande. Mit værelse ovenpå i gavlen mod mosen, som nu er mit skriveværelse ved siden af arbejdsrummet, er netop blevet malet cremehvidt, så rummet er blevet helt lyst og klart.

Jeg trives i mit liv og er dybt taknemmelig over at være blevet givet dette sted at være i denne verden. Jeg er dybt taknemmelig for at være blev ledt hertil og ledt indad til vejen brolagt med glæde.

Og i dag i begyndelsen af oktober, hvor jeg er landet i kærlighedens favn i mit liv med mig selv og fejrer 12 års jubilæum i huset ved havet, opdager jeg, at en af høstanemonerne har åbnet sin kapsel og foldet sine frø ud som et hjerte.

TAK!