skriverummet

DSCN3365

Skriverummet

Hun forlader det virtuelle skriverum, hvor de forsøger at være to, der taler sammen. Der er dømt pause.

Hun vender tilbage til det lyse skriverum, hvor hun skriver til sig selv. Hun mærker en trang til at lukke døren bag sig men lader være.

Hun vender tilbage til skriverummet, hvis vægge er funderet i rummelighed og accept, indsigt og udsyn.

Her er der plads. Her kan hun ytre sig. Her er der lydhørhed. For hun skriver ved at lytte indad.

I skriverummet er alt, hvad hun har brug for. Rummet er fyldt med redskaber, både de ydre og de indre. Her er pen og notesbog, her er tastatur på den gamle Triumph og på nutidens bærbare. Her er stilhed og rum til fordybelse. Det eneste hun skal gøre er at møde op, lytte og skrive det, hun hører. Ord for ord, sætning for sætning. Ubegrænset og ucensureret.

Her i skriverummet møder hun sig selv. Både den hun ser ud til at være i denne verden, og den hun er bag den. Hun lader alle masker og slør falde, mens hun former dem til ord. Hun lader lyset strømme ind i mørke, bortgemte hjørner. Hun åbner alle skuffer og skabe, hiver indholdet ud, puster støvet af og løfter det op i lyset, hvor det meste af det forsvinder som dug for solen. Det viser sig at være ingenting.

Hun bruger skriverummet til at rydde op og rydde ud i. Og hun bruger skriverummet til at samle skatte i. Virkelige skatte som tager de uvirkeliges plads. Hun sender skabe og chatoller til storskrald, efter at de er blevet tømt for verdens glitter og uforstand og lægger i stedet de nye indsigtsfulde skatte frit fremme, så lyset kan skinne igennem dem og fra dem.

Sollyset strømmer ind i skriverummet, hvor flere indsigter og erkendelser venter på at dukke op og blive skrevet frem. Udenfor er året ved at gå på hæld, og naturen skifter ham.

Lad alting være, som det er. Du kan ikke ændre, kun acceptere tingene, som de er. Du har end ikke overblik til at se, hvad tingene betyder, og hvilken mening de har. Vær med tomheden og accepter, at det ikke er dig, der kan give den indhold og betydning. Vær med tomheden, og lad den blive fyldt for dig. Først når al din uforstand er renset væk, kan sandheden vende tilbage og fylde tomrummet ud. Og da vil du vide, at sandheden er sand, og det har den altid været, uanset at du har troet på noget andet.

Giv slip og vær fri. Læg ikke bånd på dig selv eller andre. Vær med dig selv og gå indad til dit Selv. Der er fred og godt at være. Der er ro og sikkerhed. Der er vished og viden. Lad alting være, som det er og synes at være. Giv slip på at forstå og gå derind, hvor alt er umiddelbart forståeligt og klart.

Vær fri og flyd med strømmen tilbage til Kilden, som du forlod i tidernes morgen, da du blev væk og fremmed for dit Selv.

Hun løfter hænderne fra tasterne og ser ud på sollyset, der får birketræernes blade til at flamme gult midt i det grønne.

Alt er, som det skal være. Hun kan bare give slip og lade sig lede med strømmen tilbage til Kilden.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

2 svar til skriverummet

  1. 1annemarie siger:

    Det smukkeste du nogensinde har skrevet.
    Jeg elsker det. Og dig!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s