om ikke at kunne følge med tiden

I denne tid, hvor dagene bliver fortsat kortere og aftnerne længere og længere, så får jeg mere og mere svært ved at følge med tiden.

Dagslys til fordybelse og kreativt arbejde passer mig bedst. Og der skal jo også gåes tur, mens det er lyst og helst to gange, når man bor sammen med en hund.

Så jeg har svært ved at følge med tiden, altså den lyse tid, der bliver kortere og kortere.

0911201510596

Jeg er jo så priviligeret, at jeg kan leve i min egen rytme, frisat af verdens og vækkeurets krav om, at jeg skal stå op, før jeg er færdig med at sove. Ofte ligger jeg vågen i perioder om natten og kigger op i stjernehimlen over mit hoved, hvis det altså ikke er overskyet. Eller som i nat hvor regnen trommede dråbespil på vinduet og vækkede mig flere gange med sin pågående musik.

Da vi gik over til vintertid, stod jeg i følge uret op en time tidligere, nemlig når det var helt lyst, og lyset havde vækket mig, men nu hvor dagen begynder senere på uret, så vågner også jeg senere men stadig sammen med lyset. Jeg forudser, at det snart bliver så korte dage, at jeg næsten ikke når at vågne, før dagen igen er slut, og jeg kun har nået formiddagen.

I går tænkte jeg, at det måtte jeg jo bare lave om på. Så efter at jeg havde lavet en stor portion bagte grøntsager til mig selv til to dage og havde spist dagens portion, så gik jeg ovenpå til arbejdsrummet og tændte godt med lys omkring arbejdsbordet. Jeg satte mig ned og fik lavet den sidste bog færdig, samlet for- og bagside med de foldede sider imellem og syet dem sammen med copticbinding i sort vokset tråd.

DSCN3705

Så måske handler det bare om, at jeg skal beslutte mig for at have et aktivt vinterliv i lampens skær, eller rettere mange lampers skær og vænne mig til at arbejde uden udsyn med mørket omkring lysets cirkel.

Bogen med de 84 sider og gyldent mønster på omslaget og kanterne, der blev færdig i går, begynder at åbne for, hvilket indhold den skal rumme. En masse tekster. Både digte og prosatekster som jeg har skrevet de sidste par år. En overvejende tekstbog med nogle billeder indimellem.

DSCN3710

Bogens titel kunne blive “Efter faldet” og en indledende tekst kunne være:

Efter faldet

vågner hun

og vender tilbage

til sig selv

på vejen hjem

Og nu må jeg hellere komme ud at gå tur til havet med Tilda, inden tiden igen er løbet fra mig.

Senere …

Gåturen nåede jeg i god tid, mens lyset stadig var der. Solen var forsvundet bag et tæt, gråt skydække, der dæmpede lyset.

På vejen ud til havet kom to ravne flyvende henover mig, mens de snakkede med hinanden i luften. Ude ved havet fik jeg øje på to marsvin, som fiskede tæt på land. Jeg stod stille og kiggede godt efter, for når der er fralandsvind og krapbølger som i dag, kan det være svært at skelne mellem finner og bølgekanter. Men jo, det var rigtig nok, det var to marsvin, som blev ved med at dukke op det samme sted, tegn på at de fiskede.

Det er begyndt at skumre, så måske skulle jeg gå ovenpå og kigge lidt på de tekster, der skal i bogen …

 

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv, I det kreative værksted, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s