livet er en søgen … notater fra stilheden

I julen begyndte jeg at skrive nogle håndskrevne tekster i en notesbog, som fik titlen “Notater fra stilheden”.

Tekster, som bliver skrevet ved at åbne op i sindet og lade ord og sætninger dukke op i bevidstheden og skrive dem ned ord for ord, sætning for sætning. Intuitiv skrivning, hurtigskrivning eller en slags stream of consciousness kaldes denne måde at skrive.

For år tilbage praktiserede jeg denne skriveform ofte, i perioder dagligt i mine morgensider. Men for 8 år siden skete der en ændring i mit liv, der fik mig til at give slip på denne skriveform samtidig med, at jeg slap de daglige morgensider.

Lysten til at skrive mere har banket mere og mere på gennem de sidste par år, og i julen, som jeg havde dedikeret til at være stille og alene og til at læse og skrive, genoptog jeg så denne skriveform at få noget skrevet. Og jeg kunne konstatere, at jeg bare skulle møde op, sætte mig ned og sætte pennen til papiret, så begyndte ordene at dukke op af sig selv. Jeg skal bare skrive ord for ord og sætning for sætning, som de dukker op i bevidstheden, uden at vide, hvad jeg skriver, og uden at vurdere det skrevne. Teksten kommer igennem mig og ud på papiret, når jeg blot træder til side og åbner mig for den.

 

Livet er en søgen

Livet er en søgen. Menneskelivet altså.

Livet er en søgen efter at finde sig selv.

Vi søger i alle mulige sammenhænge og relationer. Vi søger i andres blikke, ord og handlinger. I deres udtrykte kærlighed eller afstand.

Vi søger i alt, hvad der er muligt at undersøge i denne verden. Men vi opdager, at alt forandrer sig og aldrig er det samme.

Så søger vi os selv i forandringen og lader den definere os. Vi er ikke den samme i dag, som vi var i går. Vi er ikke den samme som før mødet med en anden, der formede os som flydende metal i en form af sten.

Vi søger fortsat videre, for dybt i os er der noget, der kalder. Vi mærker, at noget ikke stemmer og ikke hænger sammen. Vi søger og finder ud af, at vi ikke hænger sammen, og at det vi har hørt, det vi tror, det vi mærker fra dybden af vort indre ikke stemmer med hinanden.

Måske stopper vi op og mærker efter, mærker fraværet af overensstemmelse.

Måske stopper vi op og mærker smerten ved det fortsatte fravær af os selv

Måske lægger vi låg på smerten og kvæler kaldet i os ved at fortælle os selv med stor overbevisning, at der ikke er noget at søge efter, for alt, hvad der er at finde, er allerede fundet og defineret med alle tilgængelige sanser.

Jeg er, hvad jeg ser, hører, lugter, mærker og føler. Jeg er, hvad jeg føler. Det er alt, hvad der er at være, lille og ubetydelig som jeg er.

Og det tror jeg på meget længe, for alt, hvad jeg hører, ser og føler, bekræfter mig i det. Det er det, jeg lærer, det er det jeg bliver fortalt, det er sådan, jeg bliver set og forstået i den verden, der omgiver mig.

 

Jeg står foran et spejl.

Jeg står og ser ind i en verden af søgen i konflikter, frygt og sårbarhed.

Jeg ser ind i en verden, hvor der intet er at stole på, for intet er, hvad jeg troede, det var, fordi det hele tiden forandrer sig for til sidst at dø og forsvinde.

Jeg står foran spejlet og ser en lille skrøbelig og sårbar figur, og jeg mærker, at der er noget, der ikke stemmer.

Der er noget, der ikke stemmer.

Det hænger ikke sammen.

 

Noget i hende mærker, at det ikke hænger sammen.

 

Hvorfor dette skift mellem vi og jeg og hende?

Vi er i dette sammen, uanset om vi er bevidste om det og vil vide det eller ej.

 

Måske vil du gerne være din egen lykkes smed? Men er det egentlig værd at ønske? Hvornår er det lykkedes for dig at finde det, du har søgt efter som noget vedvarende og stabilt?

Jeg er den, der registrerer og mærker, den der observerer hende. For hende jeg ser i spejlet er nogen gange den, jeg oplever mig som, andre gange er hun en sær og uforståelig fremmed uden forbindelse og overensstemmelse med mig.

Spejlet er verdens overflade. Vi søger os selv i verden og på dens overflade. Vi skøjter afsted på en frossen flade af is, som gemmer alt i dybden.

Vi søger efter os selv med en evig længsel, der driver os afsted med sin evindelige kalden.

For der ér noget, vi længes efter.

For der ér noget, vi har glemt.

For der ér noget, vi har gemt væk under isens overflade og derefter slettet af vores bevidsthed og hukommelse.

Vi lever i en verden af is og søger efter varme. Vi søger varmen i mange midlertidige favne og havne.

Vi søger og dulmer vores længsel med verdens overfladiske glitter og frosne krystaller og løber afsted, væk fra os selv og det, vi længes og leder efter.

Vi ser i spejlet, ser den frosne flade under os og ser et forvrænget billede af os selv. Et billede vi tror på som sandheden om os selv.

 

Vil du blive i denne frosne verden?

Vil du opretholde din frygt for at huske varmen fra kærligheden i dig selv?

 

Du rummer det, du søger efter og har søgt efter hele livet og i liv efter liv efter liv, som du har oplevet at leve. Men det har bare været variationer over den samme skøjtedans.

Lad kærlighedens varme tø dig op og lad din indre sol vise dig en verden af glæde og overensstemmelse.

 

Tag min hånd min ven og lad os danse på livets grønne græs og blomstereng.

 

Sammen kan vi tø al verdens frosne is op. For der er ingen forskel på dig og mig.

Spejlet og den frosne flade var blot tilsyneladende. Med tillid til kærligheden i dit dybe indre vil al is forvandle sig til livgivende vand.

Lad os danse livets og kærlighedens dans. Du og jeg er én og den samme. Der var aldrig andre, og spejlbilledet var aldrig sandt.

 

Du er og har altid været elsket, beskyttet og værdsat. Det, du er, kan ikke dø eller forandre sig.

Du ér kærlighed.

Vær dig Selv.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s