arbejde con amore … arbejde med kærlighed

Det er længe siden, jeg har kaldt mig selv noget. Altså identificeret mig via mine gøremål eller arbejde.

Det er længe siden, jeg indså, at jeg ikke er noget eller nogen i denne verden i forståelsen en profession, en uddannelse, en funktion.

Det, jeg er, er af indre karakter, og det kommer til udtryk igennem det, jeg siger, gør og udtrykker igennem kroppen, hvis altså jeg udtrykker det, jeg er og ikke det, som jeg tror, at andre gerne vil have, at jeg er, eller jeg fejlagtigt tror jeg er.

I vores kultur spørger vi et menneske, vi møder for første gang: “Hvad laver du så?” I betydningen hvilket arbejde har du. For vi identificerer os selv og andre igennem arbejde. Eller for de uheldige i fraværet af et arbejde. Vi er det, vi laver, det vi er uddannede til, det vi tjener penge på.

Inden for kunstverdenen er der en skelnen mellem de professionelle og rigtige kunstnere og så amatørerne. Man kan godt være autodidakt eller selvlært som kunstner, men man er kun kunstner, hvis man lever af sin kunst, og den er anerkendt af dem, der er givet magten til at vurdere, hvad der er kunst, og hvad der ikke er.

En amatør er en, der har en hobby, som han eller hun dyrker i sin fritid. Og ordet amatør har efterhånden fået en nedsættende betydning og bruges netop til at tale nedsættende om en persons kreative udfoldelser.

En amatør (af lat. amare, elske) betegner et menneske med lidenskabelig eller kærlighedsfuld tilgang til et område i livet – f.eks. et fag- eller kunstområde, som mest finder sted i fritiden og derfor er en hobby. På denne vis adskiller en amatør sig fra en professionel, eller en som sigter mod at blive professionel, der har til formål at leve af sin gerning.  https://da.wikipedia.org/wiki/Amat%C3%B8r

En amatør betegner et menneske med lidenskabelig eller kærlighedsfuld tilgang til et område i livet, f.eks. et fag- eller kunstområde. Ordet amatør kommer fra latin amare, der betyder at elske!

I den forstand er jeg amatør i ordets oprindelige og nuværende forstand. Jeg arbejder med mine ting af og med kærlighed, og jeg tjener ikke penge på det.

Mit arbejde og min opgave er at udtrykke mig i ord og billedudtryk og at dele det med andre. Mit arbejde er fyldt med glæde. Det er glædesfyldt at udtrykke mig, og det er glædesfyldt at dele det jeg har på hjerte, både her på bloggen og i mine forskellige værker.

Det er mit arbejde, fordi det er en opgave, som jeg er givet at løse. Det er min levevej, fordi det er min måde at være i livet på, blot uden penge involveret.

nature morte jan. 2012 007

Som jeg fortalte på bloggen i efteråret, fik jeg indgivet en idé til at holde Kunstbogcafé her i mit hus. Et alternativ til den traditionelle udstilling og en afslappet måde at åbne for at interesserede kan komme og se og fordybe sig i mine arbejder. Og for nylig blev jeg indgivet endnu en idé, nemlig at kombinere Kunstbogcaféen med hjemlån af mine værker. De kan lånes gratis i en måned.

DSCN3529

Da jeg annoncerede idéen med hjemlån på Facebook for nylig, kom der en del kommentarer om, at det er en rigtig god idé. En enkelt, der er professionel kunstner, understregede dog, at jeg skulle tage penge for det, og at jeg også skulle lave kontrakter med erstatningsansvar, hvis noget blev beskadiget eller bortkom.

Men sådan er det ikke i min verden. Jeg laver og deler mine ting con amore. Og jeg er så privilegeret, at jeg ikke skal forsøge at gøre det til en økonomisk levevej. Tværtimod er det min opgave at dele mine ting med andre. Det er en stor glæde for mig, hvis nogen ønsker at komme og se mine ting, og hvis nogen ønsker at låne en eller flere af mine ting med hjem. For mig er det udveksling af kærlighed og tillid. For selvfølgelig vil folk passe på de ting, de låner, og hvis der skulle ske noget med dem, så kan penge jo alligevel ikke erstatte det ødelagte eller bortkomne. Penge ville alene kunne levere nye materialer, men materialerne er jo kun en meget lille del af et værk.

Så jeg vil fortsætte med at arbejde med kærlighed. Og jeg vil fortsætte med at dele mit arbejde med andre med kærlighed.

Det skal være con amore, det skal være med kærlighed.

 

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s