om nære relationer og livsvidner

I den senere tid har jeg tænkt over mine ønsker om og trang til at dele mine tanker og mit liv med andre og derigennem at have vidner til mit liv.

1502201610797

For mange år siden døde mine forældre med 2 måneders mellemrum, og de efterlod sig et tomrum i mit liv og en følelse af, at jeg på en måde svævede frit i luften. Det handlede om, at de som vidner til mit liv var forsvundet.

På samme måde opstod der et tomrum, da min mand og jeg blev skilt i 2005 efter 33 års samliv. Min bedste ven, livspartner og livsvidne gennem over halvdelen af mit liv forsvandt ud af mit liv.

Mennesker kommer og går i vores liv. Nogle følges vi med længe, andre kommer ind for en kort bemærkning for så at forsvinde igen. De forsvinder jo ikke virkeligt, for det, vi har delt, er der jo stadigvæk, og det bringer vi hver især med os videre på vejen gennem livet.

Efter mange års samliv og fællesskab har jeg nu levet mange år alene med mig selv forstået på den måde, at jeg bor alene, for alene er jeg jo ikke. Der er kommet nye mennesker og nye nære relationer, så jeg har stadig nære relationer i mit liv,  og der er stadig nogen i mit liv, som jeg deler mine tanker og mit liv med. Der er stadig vidner til mit liv, om end det er delt op på flere forskellige personer, der hver især dækker kortere perioder og forskellige dele af mit liv.

Fortroligheden og nærheden i mine nære relationer er forskellig. Det er forskelligt, hvilke tanker og oplevelser jeg deler med hvem. Fællesskab og fortrolighed i de nære relationer har forskellig form og forskelligt indhold afhængigt af, hvilken person eller hvilke personer der sammen med mig danner fællesskabet.

En nær veninde  her på Samsø har jeg nu fulgtes med i en årrække. Hun kom ind i mit liv efter min skilsmisse og kender mig således kun fra mit liv herefter, selvom vi naturligvis også har delt fortællinger om vore liv fra før, vi mødtes. Vi har et meget nært og fortroligt forhold til hinanden, og vi deler dybder, oplevelser, indsigter og erkendelser, som vi ikke deler med andre. Vores relation rummer et frirum, der er kendetegnet ved kærlighed, en fælles livsforståelse, en gensidig følelse af samhørighed og ved at være helt uden domme. Her kan vi dele selv ting, som vi har svært ved at acceptere hos os selv, fordi vi mødes i et rum, hvor vi ved, at den anden vil os det absolut bedste og kun ønsker at hjælpe til frisættelse fra vore egne begrænsninger. Vi er hinandens livsvidner på et dybt personligt plan. Det er en gave at have en eller flere af sådanne venner i sit liv.

Forskellige faser af mit liv har haft forskellige livsvidner. Jeg har altid haft nære venindeforhold ved siden af mit parforhold, men de fleste af disse forhold er blevet mindre nære over årene, fordi vore liv og omstændigheder har forandret sig og dermed har vores relation også forandret sig. 

Sådan som mit liv har formet sig, har jeg ikke længere nogen fortrolig og tæt på mig, der har fulgt mig det meste af mit liv. Jeg har ikke længere nogen livsvidner på det lange stræk af mit liv, og det kan godt opleves som et tomrum, at der ikke er nogen, der har kendt mig og fulgtes med mig hele vejen.

Når min tidligere mand, vores datter og jeg en gang imellem mødes, så lykkes det indimellem at mødes i det rum, hvor vi kender hinanden. Så kommer vi til at huske ting sammen og snakke om noget af det, som vi kun kan tale med hinanden om, fordi det er noget, vi har delt og levet sammen. Vi husker og glæder os over at dele tanker om noget af det, vi har haft sammen, og vi genkender os selv og hinanden i dette og genoplever for en stund vort fællesskab med hinanden. Vi er jo hinandens livsvidner til denne lange og vigtige del af vores liv.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s