at vågne til lys og sommertid

I morges vågnede jeg ved 7-tiden i en tilstand af glæde og lykke.

Længe lå jeg i indre fordybelse og mærkede kærligheden til alt og alle, mærkede et dybtfølt ønske om at kunne sprede denne kærlighed ud til alle og ud over alt. Et dybtfølt ønske om at kunne opløse al oplevelse af tvivl og smerte og give glæden og kærligheden pladsen i alles sind i stedet.

Da jeg var klar til at stå op og begynde på min dag, viste klokken ved min seng, at tiden på dagen var 8. Jeg stod op til en overskyet verden, og da jeg kom nedenunder og kastede et blik på min mobiltelefon på vej til badeværelset, så jeg, at klokken på mobilen var 9. Det var blevet sommertid, uden at jeg havde været opmærksom på det, og min formiddag var blevet en time kortere på uret, end jeg havde regnet med.

Denne påskedag ønsker jeg at fejre livet, glæden og kærligheden. Det er hvad påsken handler om for mig. Opstandelse betyder at vågne op til livet, glæden og kærligheden, som det vi alle virkelig er. Det var, hvad opstandelsen skulle vise os. Vores bror gik foran og viste os sandheden, vejen og livet at følge. Hans budskab var og er stadig kærlighed!

Jeg fejrer denne dag med indre fordybelse og stilhed i en tilstand af glæde, fred og vished. Her er godt at være … på vejen.

I denne indre fordybelse og stilhed har jeg puslet lidt ved arbejdsbordet og skrevet dagens tekst til samlingen “Notater fra stilheden”.

Dagens sider i min art journal:

DSCN4553

Og dagens tekst i “Notater fra stilheden”:

At fare vild og blive væk fra sig selv

Nogen gange er det bare sådan, at jeg bliver væk fra mig selv og længes tilbage.

Nogen gange er det bare sådan, at jeg uden at være bevidst om det har givet slip på mig selv og er forsvundet ind i en blindgyde.

Nogen gange er det bare sådan, at glæden er blevet væk, og aleneheden føles tom og ensom.

Så er det, at jeg bliver bevidst om, at jeg er blevet væk fra mig selv, og at jeg har forvildet mig ind i en vildfarelse fyldt med uforstand og illusioner om alting.

Så er det, at jeg bliver bevidst om, at jeg har sluppet forbindelsen til mig selv og sandheden om mig og har forvildet mig ind i egoets mørke, smertefulde blindgyde, hvor glæden ikke findes.

Og så er det, at jeg ved, at jeg på et eller andet tidspunkt valgte at lytte til egoets stemme i stedet for sandhedens stemme i mig.

Der er to stemmer i mit indre.

Egoets højtråbende, uforstandige stemme, der taler fra frygt og mangel på kærlighed. Den eneste magt egoet har, er den jeg har givet den ved at lægge øre og opmærksomhed til dens stemme. Når jeg holder op med at lytte til den og trækker min tro på den tilbage, så mister den sin magt.

Den stille, vise stemme i mig, er Stemmen for Gud. Den taler fra sandheden og kærligheden. Den taler fra viden om, hvad jeg virkelig er. Den husker sandheden for mig, når jeg glemmer den.

Den stille, vise stemme leder mig ud af de vildfarelser, jeg har forvildet mig ind i, og den leder mig igennem og ud af frygtens og ensomhedens mørke, som jeg er blevet væk i.

Sandhedens stemme minder mig om kærligheden i mig og i alle andre. Den viser mig, hvad der er sandt. Den bringer fred og glæde i mit indre for hver fejltagelse jeg ser i øjnene og giver over til ophævelse.

Sandhedens stemme viser mig forskellen på sandt og falsk ved at pege på, hvordan de opleves i mig. Det falske bringer frygt, tvivl, sorg, uro eller vrede frem i mig. Det sande bringer glæde, kærlighed og fred frem i mig.

Jeg vågner op til lyset i mit sind, forståelsens og vishedens lys i en tilstand af glæde, fred og lykke. Og jeg mærker, at jeg er kommet tilbage og er landet i mig selv igen. Væk er al uro, ensomhed og længsel.

Jeg hviler i glæde og fred.

Jeg hviler i alenehedens fylde.

Jeg hviler i visheden om, hvad jeg og vi er.

Jeg hviler i bevidstheden om Guds kærlighed.

Dette indlæg blev udgivet i I det kreative værksted, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s