hverdagstaknemmelighed

Hverdagen er vendt tilbage, og jeg elsker hverdagen. Ikke at der er den store forskel på hverdage og andre dage i mit liv, for jeg er jo så privilegeret at have al tid til min egen rådighed.

Efter påskens turistmylder er der faldet lidt mere ro på omkring mig. Allerede i går var der blevet meget mere stille i brugsen, på vejene og ved sommerhusene, hvor der var blevet pakket sammen for at køre hjem til et andet sted og et andet liv.

I morges vågnede jeg op i en tilstand af fred og stille glæde over at være lige præcist her, hvor jeg oplever at være.

Det er tirsdag, og hver anden uge i vinterhalvåret og hver uge i sommerhalvåret kommer skraldemanden til mit hus og henter mit skrald og putter en ny papirspose i stativet. Dette besøg fylder mig med taknemmelighed over at bo i et samfund, hvor man giver hinanden den service og over, at der er mennesker, der bruger deres arbejdsliv på at give alle os andre denne hjælp. Det eneste, jeg skal gøre, er at betale min ejendomsskat.

Faktisk er mit liv jo fyldt med den slags service. Der er al mulig grund til at være taknemmelig for alt det, som andre giver mig i form af det arbejde, de leverer til min og alles gavn. Henne i min lokale brugs bliver jeg mødt med smil, genkendelse og venlighed. De arbejder hele året rundt på at skaffe varer hjem, som jeg kan cykle hen og hente.

I påsken var min datter og jeg i Ballen, hvor vi spiste frokost på SAK, en nyere god og velbesøgt restaurant, der netop havde åbnet igen for sæsonen. Kokken havde gjort sig megen umage, og vi blev betjent af en sød, glad og smilende ung tjener, der fyldte rummet med lys og glæde med sine hurtige, venlige replikker, hjælpsomhed og glade smil til gæsterne. Glæde udvider rummet og spreder sig som ringe i vandet, og den glæde, han spredte, løftede vores oplevelse, og vi tog den med videre resten af vores dag. Og jeg mærker den i mig stadig.

Uanset hvilken fremtrædelsesform vi kan se i en person foran os, og uanset hvilken funktion personen udfylder i sit arbejde i samfundet, så er der en bror inde bagved, som vi kan genkende, hvis vi ser efter kærligheden derinde og mærker det, som vi bliver givet. Når vi selv møder alle med smil og venlighed, så mærker vi den umiddelbare kontakt med andre, uanset om det er i brugsen, på en restaurant, i bussen, på kommunekontoret, på gaden eller hvor som helst. Med smilene, øjenkontakten og venligheden vi udveksler, lyser vi hinandens sind op, og lyset spreder sig.

Her i det lille samfund på Samsø hilser vi på hinanden, selvom vi ikke kender hinanden. Denne hilsen er en bekræftelse på det fællesskab vi deler, nemlig at bo på denne ø. Og vi deler på mange måder glæden og taknemmeligheden ved at bo her, som også kommer til udtryk i den idérigdom og virkeliggørelsen af nye idéer, der sprudler på øen.

Vi hilser, når vi kører forbi hinanden i bil, og når vi går forbi hinanden i naturen. Når turisterne kommer til øen, bringer mange af dem lukkethed og manglende øjenkontakt med sig. Men de, som kommer her jævnligt, hilser ligesom de lokale, for de oplever at være en del af øens fællesskab.

301020134735

Taknemmelighed er døren til glæde. Og jeg mærker, at den taknemmelighed, jeg oplever over skraldemandens service, fylder min dag med glæde lige fra morgenstunden.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv, Samsø, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s