pausens tomhed eller stilhed

Efter lang tids indre og ydre aktivitet er der indtrådt en pause.

En lang, mangeårig indre rejse mod kærligheden og glæden, der har handlet om at få øje på, give slip på, give over og få ophævet alle de indre, ubevidste forhindringer og barrierer, jeg havde sat op i mit sind imod kærligheden, glæden og sandheden i mig, er tilendebragt.

Jeg er nået igennem. Jeg har erkendt og valgt glæden og kærlighed som sandheden, den eneste og absolutte sandhed.

Det er som at nå frem til mål efter et årelangt og krævende marathonløb i det indre. Jeg er nået igennem, jeg er nået frem og befinder mig nu i en fornemmelse af tomrum eller mellemrum. Jeg er nået igennem og frem, mere ved jeg ikke.

Sideløbende med den indre proces har jeg gennem alle årene skrevet og arbejdet med mine forskelligartede kunstværker og udtrykt min proces og mine indsigter undervejs deri. “Glædens Bønnebog” blev færdig stort set samtidig med, at jeg nåede igennem rejsen og nåede frem til kærligheden og glæden som det konstante i mit dybeste indre.

“Tusindfryds taske” venter på, at jeg når frem til at kunne udtrykke det der er, hvor jeg nu er. Men der er jeg ikke endnu, altså hvor jeg kan give mit indre udtryk i ord og billeder.

Lige nu befinder jeg mig i pausen efter at være nået frem. Jeg ser mig omkring og ser et ikke-sted, fordi alt det, jeg ser, ikke længere har den betydning, som jeg tidligere lagde på det. Det er en slags tomrum, fordi det er tømt for fortidens syn på mig selv, på verden og på, hvad den tilbyder af forståelsestilgange og at fylde tanke, tid og tomrum med.

I denne pause veksler jeg mellem korte oplevelser af tomhed og udstrakt stilhed.

Tomhed med en snert af rastløshed og kedsomhed kommer af en vanemæssig forestilling om, at jeg skal gøre noget, at der skal ske noget, at jeg skal udtrykke noget. Altså et ønske om noget andet, end det der er, fordi jeg så længe har været vant til intens aktivitet både på det indre og ydre plan. Måske  er det som marathonløberens spasmer i benene, der bare skal have musklerne strakt igennem og derefter skal hvile.

Stilheden er der, når jeg giver helt slip og bare er i væren og ved, at jeg ingenting skal gøre, at jeg ikke skal få noget til at ske, at jeg ikke skal eller kan udtrykke noget, fordi jeg endnu ikke kan udtrykke fra nuet, og at det er i orden at hvile og være stille.

I denne stilhed er hviler jeg i vished, taknemmelighed, kærlighed og glæde.

1502201610797

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s