notater fra stilheden …

Denne søndag er dedikeret til eftertanke, stilhed og fordybelse, og jeg har genoptaget at skrive “Notater fra stilheden”.

 

Om at bevare indadvendthedens fordybelse i et udadvendt liv

Tilbage i mit skriverum søger jeg ind i stilheden og fordybelsen. Jeg søger efter døren til inspirationens indre, kreative rum, hvor tekster, billeder og skulpturer venter uden for tid og rum.

Lige nu griber jeg pennen for at skrive mig ind gennem døren, som har stået på klem i nogen tid, uden at jeg åbnede den helt for at træde indenfor med pen i hånd.

Jeg er her nu.

Jeg møder op nu og stiller mig til rådighed, lader pennen bevæge sig hen over papiret som tegn på min ankomst og banken på døren.

Døren står altid åben. Inspirationens rum er altid parat, selvom det kan opleves lukket og låst.

Når jeg lader livet og verden stille sig foran og fylde min bevidsthed med tanker, ord og handlinger af jordisk og materiel art, så forsvinder forbindelsen tilsyneladende til det kreative inspirationsrum i mit indre, fordi jeg ubevidst har valgt at træde ud af det og ind i verden i stedet for.

Jeg ved, at det er sådan, og alligevel kan jeg viske det ud af min bevidsthed, så det næsten forsvinder i glemsel i verdens tummel, aktiviteter og forblændelse.

Jeg ved det og mærker det, som en følelse af at komme på afstand af mig selv og af at være faldet ud af fordybelsens hvile.

Sært som jeg kan blive ved med at lade dette ske, som om det er noget, der sker med mig helt uden min medvirken. Sådan fungerer det ubevidste, der rummer alt det, som jeg har gemt væk og slettet af bevidstheden. Det virker bag om ryggen på mig, som en hjælper jeg selv har instrueret til det og givet den instruks, at jeg aldrig må vide eller være bevidst om, hvad det foretager sig og styrer mig og mit liv med.

Et tema i mit liv har været troen på, at jeg skal klare mig selv, for der er ikke andre, der tager sig af mig. Et livstema, der bunder i adskillelsens tema. Under denne forestilling har gemt sig et dybere lag af forestilling om at skulle gøre mig fortjent til glæde og kærlighed. Under det igen var gemt et endnu dybere lag af ikke at være værdig til det, så uanset hvor meget jeg forsøgte at gøre mig fortjent, fik jeg alligevel ikke det, jeg ønskede mig.

Alt dette har været gemt væk og slettet af bevidstheden og har fra det ubevidste styret mig, mit liv og min forståelse af det. Og alt det har jeg arbejdet med at få frem i bevidstheden igen, så det kunne blive givet over og ophævet.

Dette handler ikke om psykologi.

Det handler om oplevelsen af at være menneske i verden adskilt fra sin Gud.

Det opleves som noget individuelt men er noget fælles, som kommer individuelt til udtryk og opleves på forskellige tilsyneladende individuelle måder. Vi tror og oplever, at vi er adskilte og forskellige, og indser ikke, at vi er en og den samme med den samme oplevelse af adskilthed.

Som menneske i verden oplever vi os som individuelle individer blandt milliarder af andre individer. Vi ser adskilte kroppe og forskellige arter og har kun lidt eller ingen forbindelse med den enhed, vi dybest set er. Denne tro på og oplevelse af adskilthed rummer for mange en tro, der rækker ud over det jordiske liv til at have eller være en adskilt og individuel sjæl.

Vi ser en verden af frygt, ensomhed og smerte, der spejler vores egen indre tilstand og tro på adskillelse. Vi tror og oplever, at det, vi oplever og føler, har ydre årsager og er afhængigt at ydre begivenheder og omstændigheder. Vi gør alt muligt for at dulme smerten eller for at finde en vej ud af den, samtidig med at vi har gemt så meget væk for os selv i det ubevidste.

I mange år søgte jeg efter vejen ud og dulmede smerten ved udadvendthed, aktiviteter og gennem andre. Først da jeg efter eget valg blev ”tvunget” til at gå indad og være stille og inaktiv, begyndte min vej at åbne sig for mig.

Nu, hvor jeg igen lever et mere udadvendt og aktivt liv er øvelsen for mig at bevare fokus på den indadvendte glædens vej og tage glæden, fordybelsen og freden med mig ud i mine møder med andre og med verden.

At øve mig i at bevare den indadvendte fordybelse også i udadvendte og ydre aktiviteter.

DSCN5016

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s