at bo i sommerlandet

I dag er det lørdag, og det betyder skiftedag i sommerhusene.

Da jeg flyttede ind i huset ved havet, fik jeg den dejligste, søde børnefamilie til nabo til den ene side og andre søde naboer på vores fælles lille blinde grusvej, der ligger tilbagetrukket i forhold til landsbyen og sommerhusområdet.

I årevis havde jeg glæden ved at se familiens to små piger vokse op. Mange gange kom de til min dør med gaver i form af friskbagt kage, nykogt saft, marmelade og andet, som pigerne syntes, de skulle dele med mig.

På et tidspunkt skete der forandringer i familien, og de flyttede til andre steder i landet. Og huset blev købt til feriehus af en anden børnefamilie, for sådan er det med landsbyerne på Samsø, her kan helårshuse også bruges til feriehuse, for så bliver de da brugt i stedet for at stå tomme.

Den nye børnefamilie har ikke tid til at komme så tit, som de troede, da de købte huset, i stedet bliver det nu lejet ud som feriehus gennem et af øens udlejningssteder. Det er et stort og moderne murstenshus med en del værelser og masser af plads, så der er plads til mange  mennesker i forhold til de fleste almindelige sommerhuse.

Og derfor har jeg fundet ud af, at der faktisk er en del danskere, der tager på ferie sammen. Flere familier og flere generationer sammen i samme hus. Og de nyder helt tydeligt at have tid sammen. I dag er to fyldte biler kørt herfra efter en fælles uges ferie.

Det giver en del ekstra liv og trafik på vores stille vej med et sådant fyldt feriehus, men ellers mærker vi ikke særlig meget til den voldsomme befolkningstilvækst her i højsæsonen. Bortset fra, når vi skal købe ind i Brugsen, hvor parkeringspladsen er fyldt og butikken ligeså, og når vi går tur til havet, så er der megen trafik, alle sommerhuse er beboede, der leges, råbes og spilles bold, og der er folk på alle veje og på stranden. Sådan er det at bo midt i sommerlandet.

Jeg glæder mig over at kunne trække mig tilbage til mit stille sted midt i al sommermylderet og aktiviteten på øen. Det er jo godt for os alle, at Samsø er et så populært feriemål. Vi har brug for turisterne, men derfor ser jeg nu alligevel frem til, at det igen bliver mere stille på øen.

DSCN5274

 

Dette indlæg blev udgivet i Samsø. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s