den verden, jeg lever i, er venlig … notat fra stilheden

Mens vi var hjemløse og legede turister i lokalområdet, øvede jeg mig i at skrive forskellige steder uden at lade mig forstyrre af det, der foregik omkring mig.

Vi fandt flere steder med borde og bænke, hvor vi kunne sidde i skyggen af høje træer, og hvor vi kunne sidde og skrive.

DSCN5370

Skriften brugte jeg som dør til at komme ind i fordybelsen, hvor jeg kunne få forbindelse til en tekst, der ventede på, at jeg skulle møde op med pen i hånden og tage imod.

 

Den verden, jeg lever i, er en venlig verden

Lad ordene strømme … ind i bevidstheden og ned på papiret. Lad ordene danne sammenhængende guirlander, der kan trække en tekst frem, som man trækker en fisk op af vandet, efter at den har lukket munden om snøren.

Kan jeg kaste en snøre ud via dette skriveri, ved at lade pennen glide hen over papiret, ord for ord, som en snøre, der bryder en vandflade og lader sig synke ned i dybet for at hente noget op?

Jeg griber pennen og lader ordene synke ind i bevidstheden og håber på forbindelse til et dybere plan, hvor noget venter på at blive hentet op via sprog på papir.

Papiret er fæstningspunktet i verden. Når ordene først er landet dér, er teksten blevet manifesteret i form, der fæstner den til verden.

Og hermed blev en ny associationskæde sat i gang. Associationer, der alle trækker på tilsyneladende virkelige fænomener i den verden, som teksten fæstnes i for at blive til en tekst via guirlander af ord, der i deres sammensætninger giver en betydning, som måske kan forstås af en anden, en læser.

 

Den verden, jeg lever i, er en venlig verden.

Er det et udsagn, der kan formidles og forstås af en anden?

Uanset, hvad der sker i den ydre verden eller ser ud til at ske i den ydre verden omkring mig – i det nære og i det mere fjerne – så er den verden, jeg lever i, venlig!

Er det overhovedet til at forstå for en anden, en læser eller en lytter?

Hvis jeg havde læst eller hørt dette udsagn for mange år siden, er jeg ikke sikker på, at jeg ville have forstået det, set fra nuet og dybden i nuets forståelsesperspektiv.

Hvor meget er det muligt at dele? Hvor megen forståelse er det muligt at dele via sproget?

Hvor meget er det muligt at kommunikere til andre gennem sproget?

Vi forstår både ord og indhold ud fra den verden, vi oplever at leve i. Og da det er vore oplevelser og opfattelser, der identificerer og former den verden, vi oplever som virkelighed, så lever vi alle i hver sin individuelle oplevede verden.

Den verden, jeg lever i, er en venlig verden, uanset hvad der sker i Damaskus, Bagdad, Paris, New York, Nice eller München.

Min verden er identificeret indefra og ud, og den er identificeret som venlig og kan ses sådan.

Alle verdner ses og opleves indefra. Uanset om det er begivenheder i Paris, München eller i Afghanistan, der synes at definere den verden, jeg og andre ser og oplever, så er identifikationen allerede foretaget indefra og ud. Umærkeligt og ubevidst har vi alle allerede valgt, hvad det er for en verden, vi ønsker at se og opfatte.

Det, vi vælger at tro på – om os selv og om andre – det vil vi se og opfatte i verden uden for os selv, som oplevet virkelighed.

 

Hvad er det for en verden, du oplever? Hvad er den styret af, og hvilken rolle giver den oplevelse dig?

Hvad ser du i verden omkring dig, og hvad fortæller det om dig? Ikke om de andre men om dig?

Alting handler om dig, uanset hvad du ser og oplever som virkelighed i verden uden for og omkring dig.

Alting handler om dig, og alting fortæller dig om dig! Så hvordan er det, du opfatter dig selv og verden? Er det en verden, du holder af at se på og være i? Eller ville du ønske, at den var anderledes?

Er du bevidst om, at du faktisk har et valg, og at du faktisk har valgt at se den verden, du oplever og opfatter?

Hvordan kan al den smerte og hjerteløshed, jeg ser og oplever i verden, være noget jeg selv har valgt, spørger du måske.

Derfor vil jeg bede dig seriøst at overveje, hvad du foretrækker. En verden, som du har indflydelse på og faktisk styrer med dine opfattelser, og som derfor kan forandres. Eller en verden, som styrer dig, som du er prisgivet og underlagt?

Hvilken verden foretrækker du? Tænk over det, og tænk over hvilke konsekvenser dit valg har for dig.

Hvad fortæller dit valg om dit syn på dig selv? Hvad fortæller dit valg, at du tror om dig selv – og dermed om verden?

Vær vis på, at du er tro mod dit eget valg i din oplevelse af dig selv og verden!

Dette indlæg blev udgivet i Rejseliv, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s