kunstnerdates?

Som det vil være nogle af jer læsere bekendt, så har jeg for mange år siden arbejdet mig igennem Julia Camerons 12 ugers kursus i kreativitet “The Artists’ Way” i bogform. Herfra kommer inspirationen til at skrive 3 håndskrevne morgensider hver morgen.

I Julia Camerons kursus indgår også et andet redskab til at få forbindelse med kunstneren i sig selv og til inspiration, det er kunstnermøder eller kunstnerdates. En ugentlig aftale med sig selv, hvor man tager afsted og gør et eller andet alene. Og det skal netop være alene. Ikke noget at tage en veninde eller sin hund med.

Da jeg arbejdede med kurset sidst i 90’erne, faldt det hurtigt naturligt at skrive morgensider og lave de opgaver som hver uge bød på, men med kunstnermødet var det anderledes. Jeg glemte at lave aftaler med mig selv, og når jeg endelig holdt mig selv fast på det, føltes det nogen gang lidt akavet at være afsted alene. Jeg blev rastløs! I tilbageblikket kan jeg se, at jeg var langt mere udadvendt den gang og fokuseret på samvær og på at gøre ting sammen med andre og ikke vant til at være ret meget alene. Jeg havde ikke fundet ind i fordybelsens og alenehedens fryd og fylde, i hvertfald kun i glimt og i kort tid ad gangen.

I nogen tid har jeg tænkt på, om det ville være godt for mit arbejde at tage på sådanne bevidste dates med mig selv en gang imellem. Julia Cameron anbefaler, at man gør det en gang om ugen. En sådan date kan indeholde nærmest hvad som helst, når bare man gør det alene.

Som det også vil være nogle af jer læsere bekendt, så kan jeg skrive mig frem til vejledning fra min indre stille stemme. I dag bad jeg så om en sådan vejledning i forhold til dette spørgsmål.

 

Er der vejledning til mig i forhold til endnu mere at leve mit liv i et kreativt flow, hvor inspiration strømmer ind til mig?

Vil det være en god idé at lave aftaler med mig selv og kunstneren i mig?

 

Livet er glæde, og glæden er, hvad du skal fokusere på og søge. At leve i et kreativt flow af inspiration og udtryk kan være som indånding og udånding. Du ånder glæde ind og ånder glæde ud. Det er det flow, du vil have glæde af at leve i.

Tænk på, at alt hvad der bringer glæde i dit sind, fylder din kreative brønd med inspiration. For inspiration er flyden af liv, fryd og glæde ind i dit sind. Inspiration er forbindelse indad og vished om denne forbindelse. Inspiration er et frit rum uden tvivl og vurdering, et rum fyldt med glæde ved at give glæden udtryk i form, farve og sprog, billedsprog og skriftsprog.

Inspiration er glæden ved at dele.

Det, der flyder ind i dit sind og bevidsthed af kreativ fryd, bærer i sig kimen til at give udtryk og dele. Først når du giver det udtryk, har du helt taget imod det, som inspirationen giver dig og har stillet til rådighed for dig.

Du spørger til, om det vil være godt for dig at lave dates med dig selv og tage af sted alene på forskellige ture for at få inspiration.

Alt, hvad du gør for at fokusere på glæde, er godt og berigende for dig.

Tag gerne afsted og oplev fordybelsen og alenehedens fryd og fylde ud i verden.

Tag på en udstilling og vær helt tilstede og nærværende, som når du gør det sammen med en anden. Giv det, der møder dig, al din opmærksomhed i den indre fordybelse og dit hele nærvær. Nærværet er det væsentlige i mødet ude i verden, om det er i naturen, på en udstilling, en bytur hvor du ser på mennesker eller hvad som helst andet.

Den date, du aftaler med dig selv, er en aftale om totalt nærvær, fordybelse og fokus på glæde, uanset hvilken kulisse og hvilket indhold, omgivelserne giver.

At tage af sted alene giver netop rum for indadvendthed og fordybelse, uanset hvor du befinder dig, for du skal ikke forholde dig udad til andre i din fokusering.

Tag på date med din notesbog og pen og giv dig selv tid og rum undervejs til den fordybelse og indadvendthed, som skriftens rum giver. Skriv ude i verden, og lad inspirationen strømme ind til dig. Hav ingen forventninger, stil ingen krav til dig selv, men hav et åbent, ikkevurderende sind i nærvær, fokusering og fordybelse.

Giv dig selv fri til dette og tag imod, hvad det vil give dig.

Du elsker at være alene – hjemme og i naturen. Du vil også lære at mærke fryden ved aleneheden omgivet af mennesker.

Det er den indre oplevelse og erfaring, du skal gå efter ikke den ydre, den er kun en ramme. Det er erkendelser i stedet for sanselige oplevelser, disse ture kan give dig.

Gå ikke efter oplevelser på verdens overflade men alene efter det, som virkeligt betyder noget. At møde og kende dig selv i fordybelsens og indadvendthedens fryd og fylde, der er af ren indre karakter. Søg det vedvarende ved at gå forbi og hinsides overfladen og det foranderlige.

Lad glæden lede dig til inspiration, og lad glæden lede dig i arbejdet, udtrykket og formidlingen til andre.

Et af de steder, jeg et stykke tid har følt mig inspireret til at tage hen på en sådan date, er Kunstcentret Silkeborg Bad, som jeg holder meget af at besøge, både for deres skiftende interessante udstillinger, for skulpturparken og for den smukke natur, stedet er omgivet af.

DSCN0527

Her kan jeg se mig selv sidde og skrive i caféen og i parken og finde vej ind i fordybelsen uanset, hvor mange mennesker der er omkring mig.

Mens jeg lige nu sidder her ved computeren i stuen og skriver dette blogindlæg, har jeg udsigt til skoven. Og flere gange, mens jeg har skrevet, er to rådyr kommet løbende hen over grunden og ind mellem træerne. En buk efter en rå.

Solen skinner ned mellem træerne. Det er en stille dag her i skoven. Vennen i skoven er på arbejde ude i verden, og jeg nyder nogle timer i alenehedens fryd og fylde.

Må også din dag være lige tilpas og fyldig.

Dette indlæg blev udgivet i I det kreative værksted, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s