en ø af stilhed

En ø af stilhed

Huset ved havet ligger som en ø af stilhed omgivet af et myldrende og pulserende sommerliv af mennesker, cykler, biler og hunde.

Jeg nyder at være lige her i denne ø af stilhed, hvor jeg lader verden blive udenfor som våde gummistøvler og træsko med kager af jord under sålerne.

Sommeren trækker folk hjemmefra og andre steder hen, hvor de står i kø i butikker for at købe godter til ferielivet, og hvor de samles i huse og på strande i små og større grupper, nogen steder som flokke af sultne sommerfugle på nedfaldsfrugt.

Højsæsonen flerdobler indbyggertallet, og den verden jeg plejer at leve i og bevæge mig rundt i forandrer karakter til noget, der ligner byliv af mennesker, der ikke har øjenkontakt eller hilser på hinanden men skaber en urørlighedszone om sig midt i menneskemængden. Her i min verden plejer vi at se hinanden i øjnene og hilse, når vi passerer hinanden på gåture.

Lige nu tømmer en sommersky sig for vand lige over huset og haven og vasketøjet, der hænger ude til tørre, men i stedet får endnu en ekstra skylning af blødt regnvand, mens skyerne går i opløsning og åbner for himlen og lader solen skinne igennem samtidig med, at regnen falder.

Om natten ligger jeg vågen og lytter til stilheden, der bærer min verden.

Det er mandag og begyndelsen på en ny uge. Det er også den første dag i en ny måned. Vi er lige nu på overgangen fra højsommer til sensommer. Sensommeren, der kommer med modning og høst, med farveskift fra grønt til gyldent til røde nuancer.

Sensommer og det kommende efterår. Min yndlingstid på året.

Der er stille her i huset. Det eneste, der høres er kattens lette snorken. Både hund og kat holder mig ved selskab heroppe i de kreative rum under taget.

Efter at have været i udadvendthed og ude i verden nogen tid er jeg ved at landet i fordybelse og indadvendthed, og her genfinder jeg tilstanden af glæde, som jeg tabte et sted derude.

Her i øen af stilhed genfinder jeg mit Selv, som jeg var kommet på afstand af, og jeg falder helt på plads i glæden.

Når oplevelsen af mangel eller savn opstår, er det tegn på, at jeg har givet slip på mit Selv og mit indre fokus og har forvildet mig ud i verdens forblændende overflade, der kan fylde bevidstheden til forglemmelse.

Jeg er landet i stilheden, der danner en ø omkring mig. Her er fred og ro. Her er jeg hjemme. Her er forbindelsen til indre fred og glæde.

Fra stilheden springer en kilde af inspiration og hvilen i vished.

Alt er som det skal være!

Fra fordybelsens indre kilde springer fontæner af ord og sætninger, billeder, former og farver.

Lad kilden springe.

Lad stilheden fylde rummet op.

Og midt i stilheden bryder musikken frem, og jeg danser rundt under himlen med glædens dansetrin.

DSCN5410

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s