alenehedens pauser … notat fra stilheden

Dagens notat fra stilheden:

Alenehedens pauser

Alenehedens fylde er grundtonen i mit liv i huset ved havet.

Alenehedens fylde, der er karakteriseret ved indre nærvær, opmærksomhed, flyden og fylde.

Alenehed har intet med ensomhed at gøre, for der mangler intet i den. Den rummer alt og alt, hvad der skal være. Det er en tilstand af indadvendt fokusering og fordybelse, der flyder i en strøm af tanke, ord og handling. Som oftest skrevne ord, da der ikke er nogen andre fysisk til stede at udtrykke sig til i sprog. Det kan være en indre dialog og kommunikation med min indre stille stemme/stemmen for Gud i mig.

På de daglige gåture rundt i naturen bringer jeg aleneheden med mig, eller måske er det mere præcist at sige, at rummet for aleneheden skifter til naturen.

Nogen gang møder jeg nogen på gåturen, som jeg stopper op og taler lidt med, ofte med Tilda som årsagen, der åbner for kontakten, men det forandrer intet i aleneheden, fordi den netop er en indre tilstand og ikke en ydre omstændighed. På den måde ligner alenehed og ensomhed hinanden, de er begge sindstilstande uafhængige af ydre omstændigheder. De fleste kender til at opleve ensomhed midt mellem andre mennesker.

Pauserne i aleneheden opstår ved samvær med andre. Samvær, der fylder opmærksomheden og bryder ind i den flydende strøm.

Pauser opstår, når samvær bryder rytmen og indadvendtheden og trækker bevidstheden udad mod andres tanker og ord, andres liv, mod andre forståelser af verden, mod domme for og imod hændelser og omstændigheder, mod reaktioner og skiftende følelsesstemninger i andre og i mig selv, der opstår heraf.

Alenehedens fylde er en indre verden, der harmonerer med og udtrykker sig i den ydre verden.

Pauser opstår, når andre verdner bryder ind, og der opstår disharmoni. Aleneheden kan ikke rumme disharmoni men brydes af den, og den kan ændre sig til ensomhed og oplevelsen af at være faldet ud af mig selv midt i et samvær med andre.

Samvær bringer verdner sammen. Det kan ske helt ubesværet og harmonisk, og det kan fremkalde konflikt og afstand. Det første er som harmonisk, symfonisk musik, det andet giver skingre toner, der flænger og bryder roen og rytmen.

Aleneheden bringes med ind i det harmonisk, givende samvær, og pauserne giver ekstra klang deri. Mens konflikten bryder alting ned, og der skal tid, eftertanke og heling til for at vende tilbage til mig selv i alenehedens fylde igen.

Efter en længere pause af udadvendthed, aktiviteter og bringen verdner sammen føles aleneheden berigende, intens og svalende for en overfyldt bevidsthed. Alting falder til ro og på plads efter det pulserende, ydre liv i skiftende rytmer, harmoni og disharmoni.

Hvordan er det muligt kun at lade berigende pauser opstå?

Hvordan er det muligt at bevare den indadvendte fred og fordybelse og bringe den med ud i en skiftende og ofte kaotisk verden?

Jo mere funderet indadvendtheden og den indre fred er, jo mindre vil udadvendtheden bryde den.

At bevæge sig ud i verden som en ydre kulisse og at blive i tilstanden af fred og ro, indadrettet opmærksomhed og fokus rettet bagom kulissens overflade, det er, hvad øvelsen må gå ud på.

DSCN5285

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s