havlængsel og bjerglængsel

I mange år længtes jeg efter havet.

Havet drog mig til sig, og jeg tilbragte alle mine ferier ved havet.

Jeg kunne stå og se ud over havet og længes efter at være en dråbe, der forsvandt i havet.

Jeg længtes efter at være ved havet og mærkede en kalden i mig, som fik mig til at drømme om at komme til at bo i nærheden af havet. En drøm der forekom netop som en drøm, en uopnåelig drøm.

Drømmen gik i opfyldelse på forunderlig vis, og jeg har nu i mange år levet i havets nærhed, ja omgivet af havet.

Efter nogle år i havets nærhed begyndte bjergene at kalde på mig. De norske fjelde kaldte mig til sig i lang tid. Igen på forunderlig vis kom en åbning og en løsning, og jeg svarede: jeg kommer!

De norske fjelde bød mig velkommen og kaldte tårer frem af mit indre. Foran deres stille storhed blev jeg stille og ordløs.

Efter flere møder med de norske fjelde, begyndte bjergene mod syd i alperne at kalde på mig. De højere, stejlere og mere spidse alper kaldte på mig og vakte en længsel til live i mig.

Mødet med alperne blev lige så overvældende som mødet med de norske fjelde. Overfor de grandiose alper blev jeg også stille og ordløs.

Efter flere møder med alperne forstummede min bjerglængsel.

Hvad var det for en længsel, der havde kaldt i mig? Havlængsel. Bjerglængsel.

Havet og bjergene repræsenterer det storladne, stilheden i storheden … for mig.

Jeg ser ud over havet, og uanset om det er stille eller har frådende bølger, så udtrykker det stilhed i storheden for mig. Og jeg mærker en spejlende genkendelse af mig selv i det.

Og uanset om det er de rundede norske fjelde eller de spidse alper, så udtrykker de storhed og stilhed i storheden for mig. Også her mærker jeg en spejlende genkendelse af mig selv i det.

Stilhed, storhed, ordløshed.

Længslen forstummede, da jeg begyndte at få bevidst kontakt med netop dette i mit eget indre. Jeg fandt ud af, at jeg ikke behøvede at rejse et andet sted hen, til det oceaniske hav eller til grandiose bjerge, for jeg kunne finde denne storhedens stilhed og ordløshed i mit eget indre.

Det var, hvad jeg havde længtes efter.

Det var, hvad der havde kaldt på mig.

Det var, hvad der havde kaldt i mig.

Norge 2008 093314301020134730

 

Dette indlæg blev udgivet i Rejseliv, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s