skriverier …

I denne tid tilbringer jeg en del tid med at skrive. Jeg ved endnu ikke, hvad det er jeg er i gang med.

At skrive er det, der er fokus på og inspiration til lige nu, og jeg møder op og tager imod.

Her kommer begyndelsen på en længere tekst, som jeg har skrevet på over nogle dage, og som måske – måske ikke er ved at være færdigskrevet. En tekst med tanker om livet og vejen tilbage til mig selv.

Disse to første afsnit kommer her:

Himlen er blå over huset, da jeg træder ud i den tidlige morgen. Græsset er vådt af dug og luften mild og lun. Her er helt stille. Ikke en vind rører sig.

Stilheden lægger sig omkring mig som en kåbe af mildhed og bestandighed. Jeg går rundt i haven og trækker stilheden og mildheden sammen om mig.

Her er godt at være. Her er fred og ro.

Nederst i haven hører jeg den svage rytmiske lyd af havet mod kysten. Lyden kommer fra vest og bevæger sig gennem den vindstille luft gennem skoven og helt ind i min have.

Det er endnu en vidunderlig morgen i huset ved havet, og jeg fyldes med taknemmelighedens glæde over at være på dette sted. At dette sted er mig givet som mit i denne verden at bo og opholde mig.

Jeg svøber stilhedens milde kåbe tættere om mig, da jeg går tilbage gennem det våde græs og ind i huset, fulgt af en morgenglad uldtot af en hund.

Vi går op ad trappen til første sal og ind i det lyse skriverum. Jeg sætter mig ned på sengen med hunden ved min side, lukker øjnene, slipper den ydre verden og lader mig synke ind i den indre.

Med stilhedens og taknemmelighedens blide kåbe om min bevidsthed flyder jeg sammen med den og bliver den. Der er ingen forskel på den og mig. Det er ikke noget ydre og indre.

Taknemmelighed, mildhed og stilhed er, hvad der er.

Taknemmelighed, mildhed og stilhed er, hvad jeg er.

I denne tilstand åbner jeg øjnene og vender tilbage til bevidstheden om den ydre verden. Jeg nusser uldtotten, der ligger og sover ved min side, inden jeg rejser mig og går over og sætter mig ved skrivebordet.

På bordet står en lille buket kaprifolier og ærteblomster. Nogle af blomsterbladene har løsnet sig og ligger på bordet omkring vasen.

Jeg tænder det hvide stearinlys og griber ud efter notesbogen. En stor, sort bog med stift bind og hvide, glittede, ulinierede sider. Netop denne type notesbøger, som jeg i årevis har fyldt med daglige notater, så bøgerne fylder flere hyldemeter.

Notesbogen har et sort silkebånd, der viser, hvor jeg er kommet til. Jeg slår op i bogen, sætter dato på den blanke side med et lille stempel og griber fyldepennen, der står i et bæger med penne med forskellig farvet blæk.

Lige nu skriver jeg denne tekst med en pen med lilla blæk i en anden notesbog.

Fyldepennen er hvid med blåt blæk. En Sheaffer fyldepen med bred pen, som jeg har skrevet med i årtier.

Denne type notesbog og denne fyldepen passer sammen for mig. Den brede pen glider let og ubesværet hen over det glittede hvide papir med en blød, blå skrift.

Sådan har jeg skrevet morgensider i mange, mange år. I perioder har jeg også tegnet og lavet collager i mine notesbøger, men for nogle år siden skilte jeg mine private notater fra de andre ydtryksformer, og tegninger, collager og billeder er flyttet over i håndlavede art journals og mixed mediabøger.

Min notesbog bliver nu kun brugt til morgensider og andre private notater skrevet med fyldepennen.

Andre tekster skriver jeg som nu i andre notesbøger og med andre penne eller direkte på computeren.

Denne sensommermorgen sætter jeg som altid fyldepennen til notesbogens hvide papir og skriver 3 håndskrevne morgensider. Indholdet kan være alt eller intet. Det kan være, hvad bevidstheden allerede er fyldt af. Det kan være at begynde, hvor jeg er ved at beskrive det, jeg ser, hører, fornemmer, tænker over denne konkrete morgenstund.

Når den 3. side er skrevet til ende, er dagen slået an som endnu en fokuseret og kreativ dag, som jeg er klar til at gå i gang med.

Jeg rejser mig og går nedenunder for at lave morgenmad og gå i gang med den nye dag med den lille glade uldtot lige i hælene.

***

Mit liv er som en bølgebevægelse af perioder med samvær og peroder med alenehed. En bevægelse, som bølger, der løfter og sænker sig. Som et åndedræt af indånding og udånding. Udadvendthed og indadvendthed – samvær og alenehed.

Når jeg ser tilbage på mit liv, er det som at se på flere forskellige liv i ét liv, en række af liv.

Halvdelen af mit lange liv var et liv i et ægteskab, der var fundamentet for alt andet i mit liv i de godt 32 år, ægteskabet varede. Det var et liv, hvor samvær fyldt meget, og hvor alenehed stort set ikke forekom. I alle disse år rummede jeg et savn og en længsel efter noget, jeg ikke vidste, hvad var.

Det er først de senere år, jeg er fundet ind i alenehedens fryd og fylde og fundet ud af, hvad det vil sige.

Det tog flere år at komme over hjertesorgen over at have måttet slippe det menneske og det samliv, der var mit livs omdrejningspunkt og at nå frem til at give mig selv og livet med mig selv denne plads i stedet.

I en årrække efter skilsmissen levede jeg videre i den samme forestilling om, at der skulle være en mand i mit liv til at give mig det, jeg savnede.

Men da der dukkede en ny mand op at være sammen med, blev det mere og mere tydeligt, at samværet og relationen ikke dulmede savnet og længslen, tværtimod næsten.

En anden person var ikke svaret. Og hvad var egentlig spørgsmålet?

Der skulle gå endnu nogle år, inden det blev helt klart, at det jeg savnede og længtes efter, var mig selv. Det var at nå helt ind og genkende og kende mig selv i dybden.

Svaret var alenehed!

Svaret var at give mig selv hovedrollen i mit eget liv.

Svaret var at tage livet tilbage og give det til mig selv.

Svaret var at give mig selv alt det, jeg havde savnet og ventet på, at en anden skulle give mig.

Svaret var at give mig selv tid og rum til at finde min egen livsrytme og glæden i den.

Hvordan kan vi være sammen med en anden eller med andre, hvis vi ikke kan være sammen med os selv?

I årevis i mit ægteskab længtes jeg efter at være alene og efter at have tid og rum til fordybelse samtidig med, at jeg var bange for at være alene og for at blive forladt.

Da jeg endelig blev alene og valgte at være alene, åbnede et helt nyt liv sig for mig. Det gik op for mig, at jeg er langt mere indadvendt, end jeg var klar over. Faktisk elsker jeg at være alene.

Det gik op for mig, at jeg nyder at være alene, endda i dagevis, og at jeg nyder mit eget selskab. Jeg hverken savner noget, mangler noget eller længes efter noget eller nogen, når jeg er i aleneheden, der er fyldt med glæde og indhold.

Mit liv og min tid er dedikeret til det, som giver mig glæde, nemlig at leve et liv med spirituel og kreativ fordybelse og fokus. Det er, hvad jeg har savnet og længtes efter i så mange år. Det kan et andet menneske ikke give mig. Det er min måde at være i livet og verden på for at være i overensstemmelse med den, jeg er.

***

Dette indlæg blev udgivet i Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s