vejen tilbage til mig selv … fortsat

Det begynder at gå op for mig, at det jeg er i gang med at skrive, er tekster, der handler om vejen tilbage til mig selv. Og det går op for mig, at det har jeg faktisk skrevet om meget længe.

Bogen “Efter faldet”, der rummer tekster skrevet over 2 år fra december 2013, og som jeg færdiggjorde i januar i år, handler om det samme og er således måske første bind af bøger om vejen tilbage til mig selv.

Her kommer et par små afsnit mere af teksten, jeg begyndte at dele her i går:

Vejret er slået om, og en dyne af lavthængende skyer indhyller øen i dis og fugtigvarme.

Efter en periode med skarpt solskin føles det rart med en pause af blødt, gråligt lys.

Vi går ud til havet mod øst, hunden og jeg. Ud til lyngheden, der strækker sig langs kysten. Lyngen er stadig i blomst, men uden duft på denne varme, fugtige dag.

Øen er indhyllet i tågedis, og horisonten og småøerne derude i havet er forsvundet ud af syne. På en sær måde er min verden skrumpet ind af tågedisen og samtidig blevet ubegrænset, fordi den omliggende verden synes at være forsvundet.

Vi har stranden for os selv. Så langt øjet rækker mod nord og syd er en øde strand. Hunden løber glad og fri rundt og oplever sin verden gennem næsen. Og jeg nyder, at den ydre verden spejler roen og stilheden i mit indre.

Jeg vandrer langs et stille hav i et stemningsbillede af tågede og disede fornemmelser. Tanker, der er ordløse og værende, en oplevelse af at det ydre disede, klukkende, fugtigheden og stilheden er en del af mig. Der er ikke forskel på den verden, jeg vandrer i, og den jeg oplever at være. Verden er i mig, og det er op til mig, hvad denne verden repræsenterer.

Den disede, fugtige luft er som blide kærtegn på huden. Min bevidsthed strækker sig mod den forsvundne horisont og bryder igennem dens slørede intethed, og jeg mærker og fornemmer det grænseløse og uendelige som et uerkendt men fornemmet vilkår.

Havet er stille og går i ét med himlen og strandens sand i ét diset, gråligt tågeslør.

En verden af blid mildhed og væren.

***

Det er nat, og stjernehimlen indbyder mig til fortabelse i det tilsyneladende uendelige rum. Jeg ligger vågen i min seng og ser lige op i mylderet af stjerner på den natsorte himmel. Natten er blevet til nat efter sommerens lys.

Jeg ligger og lytter til nattens stilhed, der omslutter mig.

Nattens stilhed er dyb og uendelig som den himmel, jeg ser op i. En stilhed, der får alle tanker til at gå i stå. Jeg ligger der i natten og flyder sammen med stilheden og uendeligheden.

Jeg er lykkelig.

Jeg er taknemmelig.

Det er, hvad natten er.

Det er alt, hvad der er. Nu.

 

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s