vejen tilbage til mig selv … tekst fortsat

 ***

Himlen er septemberblå, og træernes blade rasler lidt i den lette vind. En raslen, der fortæller, at bladene er ved at tørre ud, og træet er ved at gøre klar til at trækken saften tilbage til rødderne og slippe bladene og lade dem falde til jorden.

Endnu er buske og træer grønne, men der ligger allerede gulnede blade hist og her.

Jeg har flyttet havebordet ind i skyggen og sidder nu og skriver med udsigt til mosen, der i morges var dækket af et slør af dis.

Himlen er høj og uden en eneste sky. Svalerne svæver højt i dag, næsten helt ude af syne. Katten har lagt sig i skyggen bag en gren af havtorn, der hænger helt ned i græsset. For første gang bærer havtornen bær. De sidder næsten alle oppe i de øverste grene, netop udenfor nåhøjde.

Det er hverdag, og stilheden er baggrundstone for lyde fra aktiviteter i landsbyen. Biler og traktorer kører gennem hovedgaden og skoven. Lyde der slår pauser i stilheden.

Det er en meget indadvendt dag, hvor jeg næsten ikke er tilstede i verden, selvom jeg registrerer, hvad kroppens sanser fortæller mig. Jeg registrerer det blot, fæstner mig ikke ved det og forbinder mig ikke med det. Det meste af min bevidsthed er optaget af at være indadlyttende.

Jeg forstår godt de forfattere, der tager hjemmefra, når de skriver. For skriveprocessen er en meget indadvendt proces. Både når man skriver, og når man ikke skriver. For teksten arbejder i bevidstheden hele tiden, så man er nærværende i det indre ikke i det ydre.

Nogen kalder det ensomt. Sådan oplever jeg det ikke, tværtimod. For mig er der megen fylde i aleneheden og i fordybelse i en kreativ proces, som det at skrive eller arbejde med kunst er.

Selvom jeg bor i huset ved havet med frihed og al min tid til rådighed, så er der noget, der rumsterer i baggrunden af bevidstheden i disse dage. En tanke om, at det ville være skønt med en periode i et sommerhus tæt på Vesterhavet!

Hvad mon der er i den tanke, som jeg ikke har her?

Det er, som om det er en vision af en endnu større dybde i aleneheden. Som om jeg kunne manifestere noget et sådant sted, som jeg ikke kan her.

Det handler om frirum! At være alene uden at skulle noget andet end at skrive og gå tur. Hjemme rummer opgaver og forpligtelser. Hjemme rummer ofte samvær og aftaler om samvær.

Måske er det derfor, man rejser et andet sted hen? For at slippe for disse opgaver og forpligtelser og samvær?

Men hvem definerer og kræver disse opgaver og forpligtelser løst andre end mig selv?

Det er mig, der bor i huset ved havet, og jeg bor her alene. Hvorfor er der så noget i mig, der tror, det vil være bedre med mere tid og rum ved at tage et andet sted hen?

Livet er fyldt med ting og gøremål. Der er tøj, der skal vaskes. Der er måltider, der skal laves, spises og ryddes op efter. Der er rengøring, der skal klares. Opgaver, der opstår hele tiden i én cirkulær bevægelse. Man bliver aldrig færdig med det. Det er en del af det fysiske livs tyranni.

Men jeg kan jo også vælge at se det anderledes og gøre disse ting som en kærlig handling over for mig selv. Men tanken om og lysten til en skriveferie ved Vesterhavet står stadig og banker på i min bevidsthed.

I ”gamle dage” i mit ægteskab tog vi i sommerhus ved Vesterhavet hvert efterår. Det var mit frirum til at skrive i og muligheden for daglige gåture ved havet i et i øvrigt fyldt liv med fuldtidsarbejde og masser af opgaver i den livsstil med en stor grad af selvforsyning vi havde valgt. Hvorfor kalder en sommerhustur ved Vesterhavet så på mig nu?

***

Det er nat.

Jeg ligger vågen og lytter. Til natten.

Jeg ligger vågen og roterer under sensommerens nattehimmel.

Hvad er det egentlig, jeg har gang i?

Hvad er det egentlig, jeg har gang i med mit liv og mine relationer?

Jeg stiller spørgsmålet ud i natten.

Jeg stiller spørgsmålet indad til det i mig, som ved.

Længe roterer jeg med spørgsmålet, som fylder alt og forhindrer søvnen i at komme til mig.

Pludselig bliver natten klar og rolig. Svaret står i rummet, i mig og om mig.

Jeg ser, at jeg hele livet og hele mit voksenliv har troet, at et parforhold var det vigtigste af alt. At et parforhold var det jeg ønskede og drømte om at have som fundament i mit liv. At der var én nær person, som jeg kunne dele alting med og følges med gennem livet.

Jeg ser, at det var drømmen, der bar mit ægteskab gennem alle disse år. Og jeg ser, at det var den drøm, der bar mig videre efter ægteskabet var ophørt.

Der måtte være en person at dele livet med. At dele tanker, tvivl og glæder med.

Jeg ser, at dette er fundamentet for min selvforståelse, og grunden til oplevelsen af ensomhed, når relationen ikke levede op til drømmen. Denne selvforståelse var drivkraften i min søgen og oplevelse af at mangle noget, når der ikke var en sådan anden person i mit liv, eller personen og relationen, der var der, ikke rummede den samhørighed, jeg savnede.

Jeg ser, at jeg fortsatte i samme drømmespor, da jeg var blevet alene med mig selv. Jeg ventede og håbede på, at jeg ville finde og møde en, som jeg kunne dele mit liv med i samhørighed og ligeværdighed.

Jeg ser, at det jeg savnede og manglede var en dyb indre forankring. Jeg tog fejl, da jeg troede en anden person kunne give mig det, jeg savnede, og at jeg kun kunne være hel og mig selv, hvis der var en person at dele mit liv med.

Jeg ser, at min selvforståelse var en fejltagelse.

Jeg ser, at først i aleneheden, har jeg fundet mig selv. Aleneheden, der har åbnet til et uendeligt rum af frihed, fred og fordybelse i den indre forbindelse.

Jeg ser, at jeg hele livet har søgt at finde mig selv i en relation med én særlig anden, et sted hvor det, jeg længtes efter, ikke kan findes.

Jeg ser, at først da jeg slap den gamle drøm og vendte om og gik en anden vej – indad, da fandt jeg en sprudlende lykke, der omsluttede og løftede mig til højder, jeg aldrig før har kendt.

Jeg ser, at visionen af en alenetur i sommerhus ved Vesterhavet er et billede af svaret på min længsel.

Det er alenehedens fylde og frihed, der kalder på mig indefra.

Det er glæden og oplevelsen af fuldbyrdelse som fordybelsen i det spirituelle og kreative liv giver mig, fordi det er her, jeg møder og kender mit sande Selv.

Alt det, jeg længes efter, er lige her, hvor jeg er og synes at være.

Jeg er givet et hus ved havet med tid og rum til den fordybelse, som er fuldendelsen af min opgave og tilstedeværelse i verden.

Efter klarheden kommer søvnen, og jeg vågner op med en bevidsthed om, at Gud er centrum i mit liv. At Gud er mit liv.

***

 

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

2 svar til vejen tilbage til mig selv … tekst fortsat

  1. 1annemarie siger:

    Tak kære Ilse – hvor smukt!!!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s