en streg i sandet … en tekst

Jeg elsker at være i fordybelsens og inspirationens rum, hvor jeg møder op, griber pennen og skriver det, som venter på mig uden for tid og rum.

Jeg elsker at leve mit liv i spirituel og kreativ fordybelse, i alenehedens fryd og fylde, hvor jeg flyder gennem dagene, indadvendt, opmærksom og meget klar.

Det er interessant at være i denne skriveproces, hvor tekster til samlingen “Vejen tilbage til mig selv” dukker op. Nogen tekster kommer fiks og færdige på én gang. Andre skal ligge lidt og vente på, at sidste del af teksten når frem. Som nu med den følgende tekst, der fik sin finpudsning og afslutning i går.

Og nu er der dømt pause i skriveværkstedet. Andre aspekter af livet og samvær kalder.

En streg i sandet

Nogen gange bliver der trukket en streg i sandet for at få fortiden og det gamle liv til at sive væk.

Nogen gange bliver der trukket en streg i sandet endnu en gang med samme formål.

På en sær måde er det, som om fortiden genopstår og spærrer vejen til nuet og en anderledes fremtid.

Nogen gang er det mig, der hiver den uforløste fortid op af hatten som en tryllekanin, der kaster kaos ind i rummet, så nuet og freden forsvinder.

Nogen gange er det den anden, der med et forvredent ansigt trækker fortidens manglende klarhed og afklaring op af lommen og holder den op mellem os.

Hvorfor ønsker vi at holde fast i vore billeder af fortiden, så vi ikke kan nå frem til nuet og se hinanden klart nu?

Uanset hvor mange gange vi fortæller hinanden, at fortiden ikke eksisterer, og at det vi oplevede der, var tolkninger set gennem vort eget tågede spejl, så bevarer vi alligevel fortiden i hat og lommer, så vi kan trække den frem og kaste den i hovedet på hinanden, når den ubevidste frygt tager over.

Hvad er det, vi er bange for at se i nuet?

Hvad er det, vi er bange for at mærke i nuet?

Der er kun kærlighed i nuet, er det den, vi er bange for at se og finde i os selv?

Der er kun nu, og alligevel forsvinder vi og synker ned i fortidens mørke, så vi hverken kender os selv eller den anden.

Hvorfor dette drama?

Hvorfor dette kaos af tolkninger, følelser og reaktioner på spøgelser i vort eget indre?

Vi vil fred, glæde og kærlighed, siger vi til hinanden, og vi gør alt, hvad vi kan. Slår en streg i sandet og går videre på vejen sammen. Lige indtil den bortgemte fortid igen stikker sit fjæs frem og skubber os ud af nuet.

Hvorfor lader vi det ske?

Hvorfor lader jeg det ske?

Vi mødte hinanden og holdt hver sin drøm op og ønskede at se, at de passede sammen. Dette ønske fik os til kun at se det, der stemte overens, mens vi overså alt det, der strittede udenfor i helt forskellige retninger.

Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at bevare drømmen om os intakt. Men hele tiden så vi, at den anden faldt uden for drømmen på forskellige måder.

Jeg prøvede at hugge en hæl og klippe en tå for at passe ind i din drøm og var ved at forbløde af det. Indtil jeg vågnede op og indså, at jeg ville os så meget, at jeg havde forsøgt at få mig til at passe ind i din drøm og selv var forsvundet.

Jeg arbejder mig tilbage til mig selv. Kravler først, rejser mig så og går på mine egne ben tilbage til mig selv.

Vi mødes igen og står nu i øjenhøjde med hinanden og vælger os på ny.

Vore drømme synes nu at passe bedre sammen, vi gør os umage med at formulere dem for hinanden, og indimellem fortæller vi os selv og hinanden, at nu er vi nået til at ville det samme og ville os.

Vi gør alt, hvad vi kan for at være sammen i fred, glæde og kærlighed, men indimellem opstår der revner og sprækker, som vi skynder os at samle igen.

Men ligesom med isbjerge og kontinentalplader i jorden, der arbejder og skaber rystelser og skælv, så rummer vi begge fortrængte og ubevidste beslutninger og selvbilleder, som arbejder skjult i dybden af bevidstheden. Og indimellem opstår der hændelser, der får det bortgemte i den ene eller den anden til at lave skælv og rystelser i relationen, der trækker fortiden op af hatte og lommer igen.

Vi står og ser undrende på hinanden.

Hvor blev kærligheden af?

Hvor blev glæden og freden af?

De er forsvundet ned i de sprækker, som skælvene har fremkaldt i relationens smukke overflade. Og vi kan ikke genkende hinanden.

Drømmen synker igen i grus. Den synker sammen og forsvinder ned gennem alle de sprækker og revner, som det seneste skælv har fremkaldt, og som vi ikke evner at samle og héle sammen.

Der skal villighed og mod til at se ned i sine egne fortrængte dybder og hive det hele op i lyset, så det kan blive ophævet og ikke kan blive ved med at styre og spærre for nuet og kærligheden, der er dér.

Vi vil hinanden så meget.

Vi vil os så meget.

Men når der opstår sprækker i overfladen, som kun kan heles ved at se ned i mørket, slipper vi hinandens hånd i stedet for at se derned sammen.

Vi styrter til sidst ned i mørket og kan ikke finde vejen op sammen, og relationen synes at sive langsomt bort og forsvinde ud af verden.

Vort forhold dør, siger du.

Kun det uden liv og kærlighed kan dø, svarer jeg.

Og lige nu kan vi ikke finde ud af at finde en fælles vej igennem det og sammen holde fast i det, der er livet og kærligheden i relationen, det som ikke kan dø.

Vi gør alt, hvad vi kan, og nu er der ikke flere streger at slå i sandet og ikke flere drømme at drømme.

Vi vil et os i fred, glæde og kærlighed.

Vi vil det så gerne.

Vi har gjort alt, hvad vi kunne, men lod alligevel frygten styre og overtage kærlighedens plads.

Hvornår bliver vi parate til at slippe frygten, vore billeder af fortiden, vore drømme og vågne op?

Hvornår giver vi slip på alle drømme, så vi kan se hinanden og vælge hinanden i stedet for en drøm?

Hvornår bliver vi parate til kun at vælge det, der er sandt og virkeligt?

Hvornår bliver vi parate til kun at fokusere på det, der er sandt og virkeligt i hinanden?

Hvornår bliver vi parate til at erkende, at kun kærligheden i os selv og den anden er det virkelige og sande?

***

Når jeg får nok af mine tryllekaniner og det drama og kaos, de fremkalder i mit liv, beslutter jeg mig for at se ned i hatten. Hvad er det, der gemmer sig der?

Det øverste lag er vores fælles fortid. Under det min individuelle fortid fra før vi mødtes. Lag efter lag kigger jeg på og henter op i lyset, så det kan blive ophævet og miste den magt over mig og mit liv, som jeg har givet det.

Allerdybest nede, så langt væk fra min bevidsthed som muligt er fortiden fra tidens begyndelse gemt væk. Forestillingen om faldet ud af Himlen og den voldsomme skyldfølelse over det. Menneskehedens fælles fundamentale fortid, som vi har beskyttet med al vores frygt, så den forblev fortrængt og ubevidst i vort sind og i hvert enkelt, adskilte sind. Her ligger årsagen til alt drama og kaos i det personlige liv. Her ligger årsagen til alle krige på alle niveauer og til alle tider. Her ligger årsagen til oplevelsen af fravær af kærlighed og fred.

Jeg lader alt det, jeg får øje på komme op i bevidstheden og holder det op i lyset, så kærligheden kan dømme det som en fejltagelse, der skal korrigeres, en fejlopfattelse der aldrig var sand. For hvert lag af fortid, der bliver ophævet, jo større indre fred og glæde oplever jeg. Og jo mere klart kan jeg se.

Jeg erkender, at kun jeg kan skabe fred i mit liv. Kun jeg kan vælge, at kærligheden skal være fundamentet i mit liv og i mine relationer med andre. Kun jeg kan vælge at se med kærlighedens øjne på mig selv og alle andre og se, at al drama, kaos og krige er mine egne og mine brødres råb på kærlighed.

Og hvad kan svaret på et råb på kærlighed være andet end … kærlighed? At give, udtrykke og fokusere på kærligheden som det eneste sande og virkelige i denne foranderlige verden.

Jeg vælger at gøre alt, hvad jeg kan for at tjene og ære kærligheden i os alle!

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s