efterårsjævndøgn

Der er en friskhed i luften, der varsler efterår. Træernes blade rasler i vinden, og fuglene er skiftet til deres efterårslyde.

Jeg mærker en uro i mig. En slags rastløshed, en fornemmelse af, at noget er på vej. Noget, som jeg endnu ikke ved, hvad er. Noget, som nærmer sig min bevidsthed men endnu ikke har åbenbaret sig for mig.

Er det en tekst? Er det noget kreativt? Er det noget helt andet? Jeg observerer, hvordan en del af mig prøver at regne det ud og finde svar.

Fornemmelsen har jeg i mig, da jeg sætter mig ved arbejdsbordet med “Tusindfryds taske” i et håb om, at det vil vise sig. Men når jeg prøver at række ud efter det, prøver at gribe det, begribe det, griber jeg blot i den tomme luft og i tomheden i inspirationens indre rum.

Der er kun tomhed og stilhed i mit indre udover denne uro.

Det eneste, der er at gøre, er at være med og i tomheden og vente på, at dette “noget” skal åbenbare sig i min bevidsthed eller i min verden.

Jeg sidder og skriver i haven, mærker luftens kølighed og solens varme, mærker at være på tærsklen til efterår.

Oktober måned nærmer sig. Oktober, der ofte har været en skæbnemåned i mit liv, hvor store forandringer har meldt deres ankomst.

Jeg sidder her i min have og i mit liv som i en ventesal, hvor jeg venter på et tog. Jeg ved hverken, hvad toget kommer med, hvornår det ankommer, eller hvor det skal hen. Det eneste jeg ved er, at jeg må vente på, at det kommer.

Det er, som om alting stopper op og holder vejret. Alting går i stå i denne venten.

Jeg mærker tydeligt, hvordan dette ukendte “noget” arbejder uden for tid og rum. Det kan ikke forceres. Måske skal noget falde på plads, før det kan manifesteres i min verden? Måske skal jeg være parat?

Alle de forandringer, skæbnemåneden oktober har bragt ind i mit liv, har givet store omvæltninger, der har vist sig at bringe frisættelse, forløsning og glæde med sig i det lange løb.

“Forvent kun det gode!”, siger stemmen i mig.

Det er efterårsjævndøgn, og jeg lytter til den indre kalden.

“Ja! Svarer jeg. Ja!”

Ja’et klinger gennem min bevidsthed og møder min accept.

Endnu en notesbog er skrevet til ende!

dscn5557

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s