nat og dag … den sidste dag i september … en tekst

Nat og dag

Sidste dag i september

Blæsten suser i træerne, og indimellem kommer kraftige vindstød, der rusker i trætoppene og buldrer mod husets tag.

Det er nat, og jeg ligger vågen og lytter til nattens melodi spillet af blæst og træernes raslen.

Over mig tegner Mælkevejen en sløret stribe af diffust lys henover den mørke stjernebestrøede nattehimmel.

Jeg ligger og kigger lige op i denne himmel og kan kun finde Kassiopeias store W i myriaderne af stjerner.

Med blikket indstillet på det fjerne i universets dybde er jeg indadvendt og tanketom i dette tilsyneladende uendelige rum.

For mit indre blik ser jeg den planet, min seng hviler på, sejlende i universets lufttomme rum. Et rum af uendelig tomhed og alligevel fyldt med planeter og galakser, der kommunikerer med hinanden i baner af tidløshed. Et univers af rum med bevægelige punkter i tomheden til at definere dets eksistens for vore øjne og måleinstrumenter.

Hvad er dette tilsyneladende uendelige univers tegn på? Hvad kan det fortælle os? Og er det der, hvis der ingen er til at observere det?

Jeg sejler på en klode i et tomrum med andre kloder og andre væsner. I et univers af tid og rum.

Og hvad er jeg og vi, der ser det, observerer det og prøver at afdække dets hemmeligheder med kikkerter, måleinstrumenter, satellitter og tanker?

Hvad er verden uden vore tanker og observationer?

Et træ i skoven knirker kun, hvis der er noget tilstede, der modtager lydbølgerne og omdanner dem til opfattelse af lyd.

Det er morgen, og den vågne nat har slugt en del af dagens lyse timer. Det blæser stadig, luften er frisk, lun og tør, og al dug er renset væk af vinden.

Jeg befinder mig på en klode i et univers, der tilsyneladende er forsvundet med dagens komme. Kun solen mellem skyerne på den blå himmel minder mig om, at universet er derude som et billede, uanset det lige nu er usynligt for mine øjne.

Hvad med den verden, der ikke kan opfattes og sanses med kroppens sanser? Den verden der er uden tid og rum. Den verden der mærkes og forstås umiddelbart af noget i mig, der ikke har med kroppen og den fysiske verden at gøre.

Hvad er det, der har forbindelse til den verden? Den verden, der er uafhængig af min krops sanser og modtageapparat.

***

Med hunden i kurven på baggagebageren cykler jeg ud til havet og parkerer cyklen ud for det sidste sommerhus før stranden. Hunden løber glad afsted foran mig, da vi går igennem den tunnel, som høje slanke birketræer danner med deres toppe. Hunden stopper op og ser på mig med et spørgsmål. ”Skal vi gå til højre ad lyngheden eller lige ud til havet?” ”Vi går den her vej”, siger jeg højt og tænker lyngheden, hun forstår, og vi drejer til højre.

Solen skinner, og der er ingen mennesker at se, så hunden løber frit og snuser efter spor af harer, rådyr og andre hunde. På et tidspunkt drejer vi ud til havet, hvor også stranden er fri uden et øje at se nogen steder. Hunden elsker at løbe, og hun tager sig nogle løbeture i fuld fart over sandet. Indimellem forsvinder hun op i de lave klitter, men det varer ikke længe, før hun kommer drønende med glæden strålende ud fra den lille uldne krop.

Dønninger fra hurtigfærgen mellem Sjælland og Århus kommer ind mod kysten og danner lange, sammenhængende, kraftige bølger, der sender lange tunger af vand ind over sandet.

Jeg går der i solen langs havet på en klode i universet og er som så ofte dybt taknemmelig. Taknemmelig over at befinde mig på dette sted, på denne lille smukke og fredfyldte ø. Taknemmelig over mit liv, der rummer en udstrakt grad af frihed til at fordybe mig i det, som betyder noget for mig, et liv der rummer nære og kærlige relationer med mennesker, som jeg følges med i livet og på vejen.

Da vi når tilbage til cyklen, løfter jeg hunden op i kurven igen, og vi cykler tilbage til landsbyen og hjem til huset ved havet.

***

Lykke er at sidde under skråvinduet i et solopvarmet skriverum med kaffe med varm mælk og slappe af, mens regnen styrter ned og trommer mod vinduet. At se solen skinne igennem regnen på ruden og kaste bølgende, vibrerende lysspil ind i rummet. At sidde her uden at skulle noget, når nu nattens manglende søvn har trukket proppen op, så energien stille er løbet ud af kroppen, og det er blevet tid til hvile. Lykke er bare at være i visheden om at være blevet givet denne gave, som mit liv er. At vide at være draget omsorg for og ledt på vejen tilbage til mig selv og kærligheden, som det vi alle er.

Dagen går på hæld, og den dalende sol farver himlen gylden over landsbyen.

Jeg sidder og skriver ved computeren i skriverummet i stueetagen med hunden ved mine fødder. Jeg sidder her og skriver med bevidstheden om tilsyneladende at befinde mig på en klode i et lufttomt rum med kloder og galakser, der bevæger sig i et univers af kommunikation, der får galakser og kloder til at bevæge sig i forhold til hinanden.

dscn5768

 

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s