og latteren runger mellem fjelde … en tekst

Og latteren runger mellem fjelde

Meget længe havde de norske fjelde kaldt på mig. Meget længe, i flere år havde de kaldt på mig i mit indre.

Efter en total omkalfatring af mit liv gennem en årelang rutchebanetur gennem livet, var alt, hvad der ikke længere var frugtbart og til gavn, blevet kastet af i farten og efterladt bag mig. Et helt nyt og anderledes liv kaldte på mig et sted i fremtidens horisont.

Jeg mærkede denne indre kalden, uforklarlig i sin umiddelbare forståelighed var den.

Hvad var det de ville mig, fjeldene? Og hvordan skulle det kunne lade sig gøre at imødekomme deres kalden?

Uanset disse spørgsmål var den indre kalden uden tvivl. Det var, som om selve deres kalden også rummede spørgsmålenes svar og løsning, blot var de endnu ikke dukket op i min bevidste verden.

Længe før noget synes at manifestere sig i verden og ske, kan det allerede være sket. Det står skrevet, siger vi nogle gange om dette fænomen. Noget uafvendeligt er sat i gang uden for tid og rum.

Således også med den person, der var på vej ind i mit liv, og som allerede begyndte at være i min bevidsthed flere år før, det syntes at ske i den fysiske virkelighed. Vi nærmede os hinanden. Hvordan ved jeg ikke. Og hvad der skulle falde på plads i hver vort liv før mødet, ved jeg heller ikke noget om. Jeg ved blot, at det er sådan. Ligesom fjeldenes kalden er dette uden tvivl.

Da denne person i fremtrædelsesformen af en mand dukkede op i min fysiske verden, steg fjeldenes kalden til en højere frekvens i mit indre. Den blev insisterende om end stadig som en åbning og en mulighed.

Denne mand kom ind i mit liv, og med ham åbnede vejen til fjeldene sig.

Uanset hvor mange sten vi stødte på, der kunne se ud til at skabe forhindringer på vejen, så blev vejen til fjeldene holdt åben. Og en dag stod jeg dér. Omgivet af fjelde.

Den fysiske vej mod fjeldene mod nord fremkaldte masser af tårer, der løb ned ad mine kinder. Taknemmelighedens tårer. Forundringens tårer. Uanset hvor umuligt alting havde set ud i årevis, så var alting vendt. Det, der skulle slippes, var sluppet. Og med hvert element i mit gamle liv, der blev sluppet, jo mere lys og jo flere kræfter og muligheder blev en del af mit nye liv. Tanken om, at jeg havde måttet erkende og troet på, at mit liv ville forblive ekstremt begrænset, da alting var mest svært og mørkt, fremkaldte masser af tårer ved nu at opleve, at det alligevel ikke havde været sandt. Efter al denne given slip var frisættelsen til et nyt liv kommet. Og her var jeg omgivet af høje fjelde. Manifestationen af min frisættelse.

Jeg så mig omkring og mærkede fjeldenes vældige tilstedeværelse omkring mig.

I kaldte, her er jeg, sagde jeg i tankerne til fjeldene.

Vi ser dig, svarede de.

Hvad ser I?

En tumling!

En tumling, sådan havde jeg aldrig tænkt om mig selv. Men det var et meget dækkende symbol. Jeg var blevet væltet totalt omkuld, blot for at rejse mig igen, da alt det gamle var renset væk. En tumling rejser sig altid igen og kan ikke virkeligt væltes omkuld. Et svar som gav megen mening, tænkte jeg med taknemmelighed, inden jeg stillede et nyt spørgsmål.

Hvad vil I mig?

Hvad vil du os, spurgte fjeldene.

Jeg vil opleve … det grundfæstede, svarede jeg efter at have tænkt lidt.

Det findes ikke, var fjeldenes lakoniske svar.

Og latteren rungede mellem fjeldene, der rejste sig mod himlen i storhed og klippefasthed. En tilsyneladende grundfæstethed, der skjulte sin foranderlige grund i jordens indre og den meget langsomme foranderlighed i den tilsyneladende faste klippeformation.

Omgivet af høje fjelde med sne på toppen så jeg mig omkring i et øde og stenet landskab, hvor latteren rungede omkring mig og løsnede småsten, der rullede ned og lagde sig til rette, som om de altid havde ligget der og ventet på, at nogen ville samle dem op og bruge dem til varder for at markere en vej gennem ødet.

Der var ikke flere spørgsmål at stille. Der var kun at være sammen med fjeldene.

Vi boede i ødemarken sammen med fjeldene. Vi lyttede til elvenes og fossernes brusen, der fyldte natten, mens vi så midnatssolen oplyse himlen mod nord.

Vi så skyer opstå mellem fjeldsiderne og hænge dis ud under morgensolen. Og som en nymfe badede jeg i det kolde vand i elve og små bjergsøer og følte, at jeg endelig var nået frem. Til en frihed og ubundethed jeg ikke havde kendt før.

Vi kørte ad smalle veje gennem fjeldlandskabet, ad stærkt snoede veje op over skovgrænsen og ned igen. Vi oplevede sne og kulde højt oppe og stærk varme i solbeskinnede dale, og vi drak det friske bjergvand i fosser og elve.

Ravne fløj mellem fjeldene og hilste på deres vej under himlen. Uanset hvor øde landskabet var, var ravnen der også. Og jeg mærkede forbindelsen mellem dette sted og mit eget lille sted. Ravnen dannede broen og forbindelse. Ravnen fra skoven derhjemme, og ravnen her højt oppe i fjeldet. Jeg genkendte den og dens tale.

På kortet fandt vi en lille vej, som førte ind til en stor bræ, der dækkede et område med flere høje fjelde. Vi fandt vejen og kørte derind. Dette var kronen i drømmen. En lang smal, grøn dal omgivet af høje fjelde, der endte ved en hvidtyrkis lysende gletcher.

I denne dal var der få huse og gårde. Her mødte vi en gammel mand, der var født på dette sted, og som havde levet hele sit lange liv her i dalen sammen med sine får. Han gav os lov til at slå lejr på sin græsmark overfor den røde træbyggede gård. Selvom det kun var sidst i august, nærmede vinteren sig, og dagene brugte han på at slå græs med le til vinterfoder til dyrene. Snart ville sneen komme, og den ville blive liggende i mange måneder.

Han talte et norsk, som vi stort set ikke kunne forstå, ligesom han havde svært ved at forstå os. Alligevel kunne vi tale sammen. Han fortalte, at han kun havde været borte fra dalen, mens han var soldat i en by lidt sydligere i landet. Han spurgte, hvor vi kom fra, og hvad vi ville her. Vi fortalte, at vi kom for at møde fjeldene, fordi der jo ikke er fjelde i Danmark. Svaret forbavsede ham tydeligvis, han kunne ikke forestille sig et land og et liv uden fjelde. Det var, som om han levede i et andet århundrede og ikke kendte til den verden, der omgav ham uden for fjeldene og dalen. Han levede et liv med arbejde, der fulgte årstidernes skiften og fårenes livscyklus. Et liv i sin egen verden og sin egen tid. Et liv vi ikke forstod, ligesom han ikke forstod vores. Og jeg tænkte på, hvordan mon hans indre liv var. Svaret på det forblev i hans eget indre.

Vi boede nogle dage i gletcherens nærhed og iagttog fascinerede, hvordan dagslyset fik bræens is til at skifte farve og lyse med forskellig intensitet. I skumringen var det, som om der indefra bræen kom et fluorescerende lys, der lyste i det tiltagende mørke, indtil fjelde og mørke gik i et.

Her sluttede mit første møde med fjeldene i mit nye liv. Da vi forlod bræen og dalen, kørte vi sydpå ad vejen hjem. Og da vi kørte over grænsen, sendte jeg taknemmelige tanker til fjeldene i en tilstand af vemod ved tanken om, at jeg måske ikke ville komme tilbage til fjeldene igen.

Hvad jeg ikke vidste den dag var, at jeg allerede året efter var tilbage.

Dette indlæg blev udgivet i Tekst. Bogmærk permalinket.

4 svar til og latteren runger mellem fjelde … en tekst

  1. Lene siger:

    Tak for den smukke tekst, den vækker en længsel efter fjeldene. En anden måde at opleve dem på end ellers.

  2. tantesoed siger:

    Jeg får helt kuldegysninger af dine ord. Mit livs mest spirituelle og kærlighedsfyldte møde var med en nordmand. På min sidste rejse hjem fra Samsø lige før jeg besluttede at flytte hertil. Det møde fylder mit indre for altid. Så meget genkendelighed her i din tekst. Jeg drømmer stadig om at komme frem. I fjeldet🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s