forgængelighed eller den smuldrende Buddha … en tekst

dscn5869Forgængelighed eller den smuldrende Buddha

Bladene rasler under mine fødder, da jeg går ud i skoven. Solen sender brede striber af lys ned mellem træerne. Luften er kølig men stille.

Jeg går rundt i skoven med kameraet og søger efter motiver af efterår.

Skovens falmen ses lige nu næsten mere i skovbundens nedfaldne blade end i trætoppenes farver. Birketræerne er blevet gule og gyldne, egetræernes og bøgetræernes blade er begyndt at følge efter.

Skoven dufter sødligt af fyrnåle og de nedfaldne blades langsomme opløsning.

Tilbagetrukket på grunden sidder en Buddhafigur, der langsomt er ved at forvitre og smuldre væk. Figuren, som en gang sad lysende hvid med korslagte ben og samlede pege- og tommelfingre, er ved at vokse sammen med skovbunden. Mos er vokset op over figuren og dækker ben og hænder og er begyndt også at indtage og skjule torsoen. Vejr og vind har fået toppen af Buddhaens hoved og skuldre til at smuldre og forsvinde lidt efter lidt og efterlade hullede fordybninger ned i figuren, hvor væde trænger ind.

En smuldrende Buddha i en skov, der er på vej til at kaste alle sine blade og stå tilbage med nøgne træer. Et tegn på årstidernes omskiftelighed og altings forgængelighed i den verden, vi med vore sanser opfatter som manifest.

Buddha sad og sad og sad, indtil han til sidst gav helt slip og lod alting opløse sig i tomhed.

Der er stille i mit sind. Kun få fredfyldte tanker skyller ind over det som blide bølgeskvulp mod en kyst.

Havet synes i evig bevægelse fremkaldt af forbindelsen til den verden, som det er en del af. Det rejser sig med storme og falder til ro i blikstille. Vind og hav er forbundet.

Intet kan være noget i sig selv, for sig selv eller af sig selv. Alting hænger sammen som elementer af en helhed. Noget kan ikke opstå af intet. Årsag og virkning befinder sig altid sammen. Men nogen gange er det kun virkningen vi kan få øje på, mens virkningens årsag synes usynlig og uden for vor forståelses rækkevidde. Måske fordi vi som betragteren tror at være uden indflydelse på og uden ansvar for det sete og analyserede.

Jeg ser ud på skovens træer, der forbereder sig på vinterens hvile, og det kan være svært at se, at jeg, den tilsyneladende lille, har indvirkning på og ansvar for naturen og den tilsyneladende store verden, jeg ser ud på.

Det er efterår, og dagen går hurtigt på hæld. Lyset dæmpes, og farveintensiteten i skovens blade skifter karakter. Den smuldrende Buddha falder ind i det tiltagende mørke.

Jeg ser ud på en verden af foranderlighed og forgængelighed. Intet er nogen sinde det samme. Intet er, hvad det ser ud til. Under overfladen er tomheden. Hinsides tomheden er væren.

Der er fred og ro i mit sind, og verden falder til ro med det.

 

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s