når tiden er inde …

Ved efterårsjævndøgn skrev jeg:

Jeg mærker en uro i mig. En slags rastløshed, en fornemmelse af, at noget er på vej. Noget, som jeg endnu ikke ved, hvad er. Noget, som nærmer sig min bevidsthed men endnu ikke har åbenbaret sig for mig.

Er det en tekst? Er det noget kreativt? Er det noget helt andet? Jeg observerer, hvordan en del af mig prøver at regne det ud og finde svar.

Fornemmelsen har jeg i mig, da jeg sætter mig ved arbejdsbordet med “Tusindfryds taske” i et håb om, at det vil vise sig. Men når jeg prøver at række ud efter det, prøver at gribe det, begribe det, griber jeg blot i den tomme luft og i tomheden i inspirationens indre rum.

Der er kun tomhed og stilhed i mit indre udover denne uro.

Det eneste, der er at gøre, er at være med og i tomheden og vente på, at dette “noget” skal åbenbare sig i min bevidsthed eller i min verden.

Jeg var med dette “noget ” i mig nogen tid, hvorefter jeg gav slip på det og næsten glemte det igen.

Ved porten til november kom et opslag på Facebook om etableringen af “Keramikskolen Samsø”, som billedkunstneren Rie Toft er i gang med. Hun annoncerede det første hold, der løber over 15 mandage og begynder den 6. februar i det nye år.

Dette opslag fik et højt JA og en vild glæde til at runge igennem mig. JA, det vil jeg deltage i. JA, ja, ja, ja, det skal jeg simpelthen bare, uanset at det kræver, at jeg binder mig til 15 uger helt frem til den 22. maj. Det føltes som om, at beskeden om dette keramikhold var noget, jeg havde gået og ventet på længe uden at være bevidst om det. Og først flere dage senere kom jeg i tanke om fornemmelsen af noget udefinerligt nyt på vej omkring efterårsjævndøgn. Dette var det nye, jeg havde mærket var på vej ind i mit liv!

Faktisk begynder historien om keramikken for længe siden. Som teenager drømte jeg om at blive keramiker, men det var ikke noget, syntes mine forældre, jeg skulle have en “rigtig” uddannelse og et “rigtigt” arbejde … på kontor for eksempel, det var et godt og sikkert arbejde, som de så det.

I 1999/2000 drømte min daværende mand og jeg om at lære rakubrænding. Vi købte en rakuovn, læste om det, kiggede på keramikere, der demonstrerede metoden, men nåede ikke at komme i gang med det, før mit og dermed også vores fælles liv begyndte at falde fra hinanden. Ved skilsmissen flere år senere flyttede rakuovnen sammen med manden, for jeg regnede ikke med at komme over mine årelange eftervirkninger efter hjernerystelser, så jeg ville blive normaltfungerende og få gang i den. Sådan kom det heldigvis ikke til at gå, selvom det tog mange år at komme helt ovenpå igen.

Drømmen om at forme i ler forsvandt ud af min bevidsthed. Til gengæld fik jeg gang i andre og nye kreative udtryksformer.

For nogle år siden kom vennen i skoven cyklende forbi det lokale store loppemarked, og der udenfor ud til vejen stod en drejeskive med en bænk, hvor man sidder og holder skiven i gang med fødderne! Det var i en periode, hvor vi ofte talte i telefon, mens han cyklede lange ture, og jeg gik tur eller lavede andet, mens vi talte sammen. Og denne dag var vi også sammen i telefonen. Han stoppede op, vendte om og gik ind og hørte på drejeskiven og endte med at købe den til mig med en stærk fornemmelse af, at den ville jeg kunne få glæde af at bruge.

Længe stod den ubrugt ovre i skoven, indtil vennen i skoven en dag skilte den ad og transporterede den over til huset ved havet, hvor den blev samlet og nu fik plads i mit bryggers. Tanken var at lave keramikværksted dér, så i januar 2015 blev der rokeret rundt i bryggerset, der fik både nyt lys og hylder, så det nu også kunne fungere som keramikværksted.

dscn0186

Min veninde Dortea og jeg ville lave keramik sammen. Vi var ret tændte på tanken og drog til Jylland til Sorring Lervarefabrik og købte ler, glasur og værktøj. Forandringer i vore liv indtraf, og al energi sivede ud af projektet. Drejeskiven og det planlagte værksted har stået ubrugt siden. Lige til nu.

I det nye år er jeg sikker på, at drejeskiven kommer til at rotere i mit bryggers. En helt ny udtryksform venter på mig, og jeg skal lære håndværket fra bunden, lære leret at kende, metoder, værktøj og eksperimentere med udtryk. Og jeg glæder mig ustyrligt til at komme i gang.

Tiden til at begive mig ind i keramikkens verden er kommet!

Dette indlæg blev udgivet i I det kreative værksted, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s