skumringsskrift

dscn6353

Skumringens sorte silhuetter

Solnedgangen får skydækket til at gløde med åbne turkis striber nede mod horisonten. De nøgne træer står som skarpe, sorte silhuetter mod den glødende himmel. Sorte fugle flyver som tegn henover himlen på vej mod skoven, hvor de samles for at overnatte i træerne.

Både forår og sommer er smukke med hver deres karakter og udtryk i træer og buskes bladhang, men denne årstid, hvor vinteren tager over efter efteråret, og alle træer står nøgne, som tegninger med sort tusch mod en baggrund af lysende akvarel, holder jeg særlig meget af at fordybe mig i i skumringen.

Huset ved havet ligger ved en mose ikke ud til havet, som man kunne tro. Jeg kalder mit sted i verden huset ved havet, fordi det ligger med havet lige i nærheden. På to sider endda. Huset ved havet ligger på nordøen, hvor det smalle område mellem nord og syd breder sig ud igen mod nord. På dette sted strækker en skov sig fra havet mod øst til havet mod vest. Lige her hvor skoven ender mod nord ligger den landsby, hvor huset ligger i kanten af mosen.

Mørket står tæt omkring huset, da jeg vågner efter en lang nats søvn. Jeg vågner til fuldkommen stilhed. Ingen lyde høres. Hverken i huset eller ind gennem det åbne vindue.

Jeg ligger længe i stilheden og lader lyset og den nye dag begynde at komme til verden, før jeg står op.

Morgenen er frosset, og landskabet er dækket af et hvidt lag af rim. Solen er på vej op og kaster rødlig gylden farve på himlen og birketræerne, der står på kanten af mosen ud for huset.

Jeg tænder det hvide stearinlys på skrivebordet og trækker dagens ord. Harmoni. Harmoni er netop den tilstand jeg har mærket, siden jeg vendte tilbage til dagsbevidstheden efter nattens søvn. Harmoni er hvad der er i mit liv denne dag.

Jeg tænder skrivebordslampen og lader blikket glide ud gennem den franske altandør og videre ud på den rimklædte mose og de lysende birkestammer, som hilser mig hver morgen, når jeg sætter mig for at skrive morgensider. Jeg griber den store, sorte notesbog, og med fyldepennens blå blæk fylder jeg 3 sider med morgenens tanker. Og slår dagen an. Harmoni.

Solen skinner over øen fra en klar himmel. Og langsomt tør rimfrosten, der har dækket alle tagvinduer og lukker sollyset helt ind.

Da solen står højest på himlen og alligevel hænger lavt over skoven, går jeg gennem skoven ud til havet mod vest og tilbage ad skovvejen med kig ud mod markerne og bakkerne. Efter at træernes blade er forsvundet, er ravnens rede igen blevet synlig, og jeg tænker på de gange, hvor jeg så ravnen ligge og ruge tidligt på foråret, og hvor den anden ravn fløj kredsende over mig med høje skrig.

Det er den stille tid på øen, og skoven og strandene ligger øde hen. Men i denne decembertid er der travlhed rundt omkring på øen med mange arrangementer og sammenkomster for at fejre den kommende jul.

Da solen går ned, tænder jeg stearinlys i stuen og sidder i stilhed og ser ud på skumringens sorte silhuetter mod den glødende himmel, mens mørket langsomt sænker sig og igen lægger sig tæt om huset.

Dette indlæg blev udgivet i Samsø, Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s