kærligheden åbner for muligheder … en tekst

Kærligheden åbner for muligheder

Året går på hæld og synger på sit sidste vers, og jeg prøver at skrive mig tilbage til indadvendtheden og ind i skriftens rum igen.

Birketræerne svajer i vinden, og jeg mærker en intensitet og aktivitet i verden omkring mig. En aktivitet, der handler om at blive klar til at afslutte det gamle år.

Igen er befolkningstallet taget til på øen. Biler holder ved indkørslen ved sommerhuse, hvor røg stiger op ad skorstenen.

Det er vinter men ikke koldt.

Stilheden efter årets første storm er blevet afløst af blidere blæst, der suser om huset og får de nøgne træer til at svaje.

Årets tid er ved at rinde ud. Der er kun to dage tilbage af det, der hed Kærlighedens År. For mit livs vedkommende.

På bordet foran mig ligger et lille kort, som jeg har trukket for denne dag. ”Love” står der på kortet. Kærlighed er ordet for denne dag.

Jeg befinder mig stadig i en tilstand med en fornemmelsen af venten.

Her i livets ventesal er det kommende tog end ikke i sigte endnu. Jeg ved, det er på vej. Det kan jeg mærke. Mere ved jeg ikke.

2017 har fået overskriften ”Mulighedernes År”. Mit 2017.

Foran mig venter altså mulighedernes år. Et år fyldt med muligheder?

Karakteren af en mulighed er, at den bliver givet og stillet til rådighed, den åbner sig, og det er så op til mig at tage imod den, tage den til mig og bruge den.

Jeg har ikke nogen klar fornemmelse af, i hvilke retninger disse muligheder vil pege eller inden for hvilke livsområder og felter, de vil opstå og vise sig. Det eneste kendte og klare er Keramikskolen, der løber fra februar til maj.

Måske vil Keramikskolen åbne for nogle muligheder, som jeg end ikke kan forestille mig lige nu.

Keramikken og en ny udtryksform er blevet givet mig som en mulighed, og jeg har med stor glæde og begejstring sagt ja til at træde ind ad en åben dør til et helt nyt og ukendt rum.

Jeg ved ikke, hvor stort dette rum vil vise sig at være og blive, jeg ved ikke, hvad det rummer, og hvor det fører hen. På den måde bevæger jeg mig ind i et helt nyt mulighedernes land.

Jeg mærker en hvilen i livet i huset ved havet og en samhørighed til livet her på øen. Her hører jeg til i verden, og her er grunden og fundamentet for mit menneskelige liv. Herudfra breder mit liv sig som ringe i vandet. Hvor disse ringe flyder hen og udvider sig, ved jeg ikke, jeg ved bare, at det er sådan.

Der er en fred og ro og hvilen i mit liv. I visheden om, at jeg er præcist, hvor jeg skal være. På den lige vej hjem. Med glæden og klarheden til at lyse for min fod.

I denne livets ventesal er der en intens indadvendt lytten.

Lytten efter marchordre.

Lytten efter adgangssignal.

Lytten efter klarhedens vejviser.

Uanset hvor længe denne venten skal vare, kan intet forceres eller presses frem eller igennem. Det åbner sig i rette tid, når alting er parat og på plads. For mig og for helheden. For alle forandringer og muligheder involverer helheden. Vi har ikke overblikket til at vide hvad, hvornår og hvordan. Vore liv er sammenkædet, uanset om vi erkender det eller ej, og med alle andres liv, uanset om vi kender dem eller ej.

Intet menneske er en ø, og ingen kan tage beslutninger og handle uden, at det påvirker os alle. Synligt eller ej. Bevidst eller ej.

I en tilstand af fred og rolig glæde venter jeg på det, som skal komme.

kaerlighedens-port

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s