tanker om samliv, aleneliv og lykken

Gennem mit 32  år lange ægteskab havde jeg altid en underliggende frygt for at miste og for at blive alene. Og jeg havde ofte en følelse af længsel og af at savne noget, hvad vidste jeg ikke helt, og jeg troede ofte, at det var noget, der manglede i parforholdet og samlivet. Og når jeg tænkte tanken, at jeg af en eller anden grund blev alene, blev der helt blankt og sort indeni mig.

Nu snart 12 år efter afslutningen af ægteskabet, kan jeg konstatere helt uforbeholdent, at der absolut intet var at frygte. Ja nærmest tværtimod.

I størstedelen af mit liv har jeg troet, at det, jeg ønskede og ville trives med, var et samliv med et andet menneske. At have en at dele livet, dagene, tankerne og beslutningerne med. At jeg ikke ville været helt mig selv uden. Og da ægteskabet faldt fra hinanden, troede jeg det stadigvæk, og jeg ønskede at finde et andet menneske, som jeg kunne dele livet med.

Gennem mange år har jeg været i en gennemgribende forandringsproces i mit liv. Jeg har været på rejsen tilbage til mig selv. Der har været mange stadier på denne rejse, mange foreløbige destinationer, mange store forandringer. Essensen af denne proces og rejse har været en total forandring af mit tankesystem og min måde at være i livet og verden på.

Mange af mine forestillinger, ønsker og drømme har i denne proces åbenbaret sit egentlige indhold for mig, så jeg har indset, at jeg havde taget fejl, og at det faktisk slet ikke var det, jeg dybest set ønskede.

På denne rejse tilbage til mig selv har jeg lært mig selv at kende og har fundet ud af, at det jeg savnede og længtes efter, var mig selv og det, jeg virkelig er. Jeg har fået skilt falsk selvforståelse fra, set det efter i sømmene og har givet slip og ladet det ophæve, som mørke der forsvinder, i det øjeblik lyset når frem.

Således også med mine forestillinger om samliv og aleneliv. Jeg har fundet ud af, at i dybden er jeg indadvendt, indadskuende og har brug for at være alene. Og den erkendelse er kommet med oplevelsen af alenehedens ro og rum til fordybelse og den fryd og fylde, jeg har fundet der.

Efter en periode med en følelse af tomhed og af at være alene efter så mange års samliv begyndte jeg lidt efter lidt at opdage fryden ved aleneheden, hvor der ingen mangel er, og hvor jeg intet savner. Igennem de sidste 5 år har jeg oplevet perioder af sprudlende uforbeholden lykke i mit aleneliv, en lykke som jeg aldrig har oplevet sammen andre eller i kraft af andre.

Lykken er ikke afhængig af, om der er et andet menneske ved siden af mig, om jeg har selskab, og om jeg har en at dele mit liv og min hverdag med. Tværtimod faktisk, den kommer ikke til mig udefra eller kræver et andet menneskes bekræftelse af mig og min værdi.

Lykken har jeg fundet i det indre, ved at finde ind til den jeg virkelig er. Det, som er uforanderligt og upåvirket af ydre faktorer og begivenheder. Det, som er, og som er upåvirket og uafhængigt af, hvad jeg gør i verden. Men jeg kan ære dette ved de valg, jeg træffer og ved de ting, jeg vælger at gøre i verden. Jeg kan vælge at leve i mest mulig overensstemmelse med det, og når jeg gør det, er glæden og lykken helt nærværende i mit sind, som det jeg hviler i.

Årets første sne er kommet, og Tilda og jeg har været ude at gå tur og nyde friskheden, blæsten og bølgerne.

dscn6477

 

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s