stilhedens tomhed eller fylde … en tekst

Stilhedens tomhed eller fylde

Hun slukker og pakker tv-skærm og computer sammen og stiller den på plads. Og går ind i stuen.

Mørket står bag alle vinduer som sorte felter og samler sig omkring huset.

Hun tænder stearinlys og sætter sig i sofahjørnet, hvor gulvlampen i hjørnet sender sit bløde, gyldne lys ud i rummet.

Hun griber bogen, der ligger på bordet og begynder at læse.

Hun hører stilheden runge i rummet omkring sig. Stilheden som hun plejer at elske at svøbe om sig. Men det er ikke den samme stilhed. Denne stilhed er lyden af tomhed. Den tomhed, som afbrydelsen af billeder og lyde på skærmen, har efterladt sig.

Længe har hun fyldt de lange, mørke aftner med lyd og billeder. Med fortællinger i billeder og lyd som har fået mørkets trykken mod huset til at forsvinde ud af bevidstheden, der blev optaget af noget andet. Og når hun slukkede og gik i seng, var det med en følelse af tomhed.

Igen og igen har hun afbrudt i begyndelsen af en udsendelse eller midt i en film, fordi hun kedede sig over indholdets ligegyldighed. Og hver gang er hun blevet bevidst om, at hun fordrev tiden. Spildte sin tid.

Midt i en fransk film afbryder hun. Slukker og pakker det hele sammen. Nu har hun spildt nok tid på ingenting. Er det virkelig sådan, hun ønsker at leve sit liv og bruge sin tid, spørger hun sig selv.

Hun sidder i sofahjørnet med bogen i skødet og ser rundt i sin lyse stue med de tændte hvide stearinlys i vinduet ved siden af de nyindkøbte hvide orkideer.

Hun elsker den ro som enkelhed og hvide, lyse farver danner. De giver ro i rummet, forstyrrer ikke ved at tiltrække sig bevidsthedens opmærksomhed på en støjende måde.

Igen og igen har hun fortalt sig selv, at hun ønsker at leve et enkelt liv i spirituel og kreativ fordybelse. Og det gør hun også. På mange måder. Og meget af tiden. Men disse mørke vinteraftner foran skærmen bryder fordybelsen og det indre fokus og fylder bevidstheden med ingenting.

Er det sådan jeg ønsker at leve og bruge min tid?

Hun stiller dette spørgsmål til sig selv. Til klarheden i sig selv, som en anden, efterladende del af hende har valgt at overhøre. Hun indser, at hun har valgt at lytte til denne efterladende side og fyldt sine vinteraftner med ligegyldig underholdning, som end ikke giver eller kan bruges til inspiration på nogen måde. Det har kun været tidsfordriv. Men hvorfor overhovedet fordrive tiden? I stedet for at bruge den?

Tidsfordriv er tomhed som fyldes ind i tomhed i et meningsløst og umuligt forsøg på at nå frem til indhold.

Tomhed er tomhed uanset, hvad den fyldes med.

Fylde er fylde. Det er noget i sig selv. Det har indhold. Det kan rumme handling og gøremål. Men det kan også være blot væren. Uden handling af nogen art.

Hun svøber stilheden om sig og mærker indadvendthedens fokus og fylde.

Hun mærker det sted i sig selv, hvor klarheden er, og hvorfra hun kan træffe beslutninger, som giver indhold og glæde.

Hun ser, hvordan hun har bildt sig selv ind, at det ikke gjorde noget at spilde sin tid med ingenting. Hun ser, hvordan hun har fordrevet aftnernes tid for at det snart kunne blive morgen og dag igen. Med tid til stilhed og fordybelse. Sikke et selvbedrag at aftenen ikke også kan rumme netop det!

Hun tænker på, hvor fantastisk gode mennesker er til selvbedrag. Hvor fantastisk god hun er og har været til selvbedrag. Til at fortælle sig selv, at det er i orden at gøre noget andet end sit eget bedste. For hun ved det jo godt, så hvorfor fortælle sig selv noget andet?

Hun tænker på, hvor fantastisk god hun og mange andre er til at komme med forklaringer over for sig selv og andre på de valg, de træffer for deres liv og tid.

Hun tænker på alle de forklaringer, vi kan give os selv på, hvorfor vi vælger som vi gør. Når vi giver magten over os selv til noget andet. Til alkohol, sex, fjernsyn, mad, andre mennesker. Vi gør os afhængige af noget ved at give det magten over os, og så fortæller vi bagefter os selv, at vi ikke kan gøre noget ved det, og at vi ikke kan gøre for det. Men det kan vi jo. For vi har selv valgt det. Bevidst eller ubevidst. Og vi kan tage magten tilbage. Men hvis vi ikke er bevidste om, at vi selv har magten, kan vi ikke tage den tilbage, og så forbliver vi i en ubevidst given magten fra os. Måske fordi vi ønsker at være uden ansvar.

Hun ler indvendigt af, hvor fjollet hun har været. At give sin magt fra sig og give den til billeder og lyd til at fylde vintermørkets tomhed med. Vintermørket er jo kun tomt, hvis jeg lader det være tomt, tænker hun.

Med det nye år har hun mærket, at en ny begyndelse er blevet givet hende som en mulighed. En mulighed, fordi det er helt op til hende at tage imod og at handle på det.

Tiden er kommet til endnu en gang at se sine egne hensigter, handlinger og forklaringer efter i sømmene.

Tiden er kommet til endnu en gang at tage sig selv alvorligt, være konsekvent og på et højere niveau.

Tiden er kommet til at vælge at være i stilhedens fylde døgnet rundt.

Hun ser sig selv i øjnene og ser bjælken derinde. Den bjælke som hun ser som splinter hos andre.

Tiden er kommet til at skabe overensstemmelse mellem tanke, ord og handling. Helt konsekvent. Og på alle områder af hendes liv.

Tiden er kommet til at vælge om igen!

Tiden er kommet til at leve og handle i overensstemmelse med det, hun virkelig er.

Som så ofte vækker indsigter samtidig undren over, hvorfor hun ikke for længst har indset det og handlet på det.

dscn3739

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s