unchain my mind … at slippe ud i det fri … en tekst

unchain-my-heart-001

 

“Unchain my heart/mind”

 

At slippe ud i det fri

Frosten har lagt et gardin af iskrystaller på tagvinduerne i huset. Solen skinner og får krystallerne til at glitre, før de smelter, glider ned ad ruden og forsvinder.

En tilstand af overvældende lettelse fylder min bevidsthed, da jeg vågner op til en ny dag og tager dagen i besiddelse.

Jeg læner mig ind i denne følelse af enorm lettelse og mærker, at den rummer en oplevelse som at være sat fri fra en fangelejr, hvor jeg fejlagtigt har været holdt indespærret, uskyldigt dømt.

En tung, tung byrde af forestillede forpligtelser glider af mig og ud af mit sind, der har været tynget af det hele livet.

Forestillinger om sårbarhed, svaghed, manglende evner, om ikke at gøre nok og det rigtige.

Forestillinger om, hvad der krævedes af mig for at være et godt menneske.

Forestillinger om, hvad jeg skulle klare og leve op til.

Alt dette glider af mig som en tung, tung byrde, der har tynget min gang på jorden og fyldt sindet med uro, tvivl og tanker om, at hvis jeg blot gjorde nok og gjorde mere, var forstående nok og rummelig nok, så ville alting blive godt. Blive bedre.

Alle disse tanker og forestillinger glider ud af mit sind, som kæder der går i opløsning efter at have holdt mig fanget i et spind.

Jeg mærker, at jeg er blevet sat fuldstændig fri.

Fri for at tage ansvar for andre.

Fri for at stille op for andre.

Fri for at løfte dem, som ikke vil løfte sig selv.

Det betyder ikke, at jeg ikke skal give kærlighed. Tværtimod. Det betyder, at jeg nu skal lære og erkende, hvad kærlighedens gerninger og svar er!

Det er slut med at skulle bevise noget for andre og for mig selv.

Det er slut med at gøre mig fortjent til noget som helst.

Jeg skal ikke gøre noget, klare noget, løfte noget for at være værdig og god nok.

Det var en fejltagelse at fortælle mig selv det og derigennem vise det til andre.

Friheden er, at der ingenting er, jeg skal gøre. Jeg er sat helt fri af præstationens og handlingens bur.

Jeg står på den frosne jord.

Jeg står på en solbeskinnet vej, og jeg ser, at bag mig ligger alt det, som jeg fejlagtigt troede om mig selv og om andre. Om hvad jeg skulle være og præstere. For mig selv og for andre.

Solen skinner på den frosne jord, og mit sind er fyldt med taknemmelighed og glæde.

Ro og fred omslutter mig, og jeg læner mig helt ind i denne tilstand.

Jeg er fri!

Det er sådan det er!

Helt i dybden erkender og mærker jeg det.

Jeg er fri!

Jeg er givet at leve mit liv i solskin på vejen hjem, uanset om vejen virker hård og frosset under mig.

Det betyder ingenting. Det er blot en form og omstændigheder, der forandrer sig

En lang fase af fri og åben tid ligger foran mig.

Jeg mærker, hvor meget jeg er givet. Hvor meget hjælp jeg får, så jeg kan løfte mig op og huske.

Jeg mærker, at så megen tvivl er blevet opløst og ophævet i mit sind og erstattet af vished.

Huset ved havet er mig givet. Livet her er mig givet. Her hører jeg til i verden. Herfra min verden går i verden.

Jeg er sat fuldstændig fri af alt det, jeg troede, jeg skulle.

Det er som at flyve frit og lande.

Det er som at være og hvile i vished.

Vejen ligger åben og lys foran mig.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s