den lykkelige drøm … en tekst

dscn6546

Den lykkelige drøm

Det er endnu ikke helt lyst, da jeg åbner døren og lukker Tilda ud i haven.

Græsset er dækket af et tykt lag rimfrost, der knaser under fødderne på min vej ud for at fylde solsikkefrø i foderhuset til fuglene.

Det er en stille morgen fyldt med fred og dyb taknemmelighed.

Taknemmelighed over at være lige her, hvor jeg er.

Taknemmelighed over, at det er her, jeg skal være.

Taknemmelighed over alt det, der er mig givet.

Vi går ind igen, og Tilda overhaler mig på vej op ad trappen til førstesal. Det er tid til morgenens stille stund efterfulgt af skrivning af morgensiderne. Min faste måde at begynde dagen på.

Da jeg sætter mig i læsekrogen, ser jeg, at horisonten bag træerne er farvet blodrød af solen, der er på vej til at stå op.

Det er endnu en morgen i huset ved havet.

Det er begyndelsen på endnu en dejlig morgen og en dejlig dag i mit liv.

Stilhedens fred og ro spejler den indre fred og ro og vished, jeg hviler i denne morgen.

De sidste dages indsigter og erkendelser har givet en dybere fred og vished, der er en lise for sindet.

Det er sindet, der kan tage fejl og have vrangforestillinger, og det er sindet, der skal helbredes ved at få sine fejltanker korrigeret.

Alle problemer ligger i sindet, uanset hvor fysiske, kropslige eller af anden ydre karakter, de forekommer.

Problemer og løsninger befinder sig samme sted. Og derfor sker den virkelig helbredelse også dér, hvor årsagen befinder sig. I sindet.

Her fra skrivebordet kan jeg se småfugle flyve frem og tilbage mellem træerne. Måske er der stadig frø i ellekoglerne, som de kan spise. Og måske er der stadig nogle smådyr at finde.

Jorden er frosset og hård, og jeg sidder her inde i varmen og ser ud over mosen. I denne tid, hvor træerne står nøgne, kan jeg se nogle af husene på hovedgaden, der går gennem landsbyen.

Varmepumpen i skriverummet blæser varme ind med en susen, indtil den slukker igen, og stilheden sænker sig, så den eneste lyd i rummet er pennens bevægelser på papiret.

Tilda ligger på et uldtæppe på gulvet ved siden af fodskamlen under skrivebordet. Hun vil gerne være så tæt på mig som muligt hele tiden. Når jeg sidder i læsehjørnet i min stille stund eller sidder der senere på dagen og læser, så ligger hun tæt op ad mig.

En flok småfugle hopper rundt mellem elletræernes små brune kogler. Jeg kan se dem her fra skrivebordet, men er ikke tæt nok på til at se, hvad det er for en art. Meget små med livlige bevægelser. Som en sammenhængende flok, der hopper rundt mellem grenene.

Indimellem trænger lyden af maskiner og motorer ind til mig. Kloakeringsarbejdet ved sommerhusene er blevet genoptaget efter afslutningen på turistsæsonen. Store gravkøer og traktorer med læs af jord kører frem og tilbage i området ud mod havet. Jeg kan høre dem men ikke se dem fra mit hus.

Gennem træerne på mosen ser jeg en stor lastbil køre gennem hovedgaden. Den har blå presenning på lasten, hvorpå det står Samsø med store hvide bogstaver.

Det er ofte det syn, der møder mig, når jeg ankommer til færgehavnen i Hov eller Kalundborg for at tage færgen hjem. Synet af disse lastbiler, der kører last frem og tilbage mellem øen og fastlandet, giver en følelse af at være hjemme allerede på havnen.

At sejle frem og tilbage med færgen til Jylland eller Sjælland er en del af at bo på øen. Færgen er en del af oplevelsen af hjemme.

Det er den stille tid på øen. Sæsonen hvor næsten alle sommerhuse er lukket ned for vinteren, og hvor der stort set ingen turister er på øen. Det er vintertid. Det er hviletid. Og jeg elsker denne stille tid. Faktisk er det næsten min yndlingstid på grund af stilheden og de få mennesker. I de 13 år jeg nu har boet på Samsø, har jeg ikke oplevet så meget som antydning af økuller, tværtimod kan jeg slet ikke få nok af at være her i den stille tid.

Varmepumpen tænder igen. Frosten udenfor bliver omdannet til varme, der pustes ind i huset. Jeg nyder at sidde her i fred og ro og lade pennen løbe hen over papiret. Og igen fyldes jeg af en dyb taknemmelighed over det liv, jeg er blevet givet på dette sted.

Det liv, som jeg i årtier drømte om som en uopnåelig drøm, men som nu er fysisk liv i levet praksis.

En lykkelig drøm er jeg blevet givet.

Alle forhindringer er blevet fjernet og ophævet for at realisere drømmen.

Drømmen er her nu!

Den lykkelige drøm er her nu!

dscn6549

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om ..., Tekst, Samsø. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s