at ønske eller at ville … en tekst

At ønske eller at ville

Månen står lige over elletræerne, da jeg står op og åbner døren til haven.

Det er halvmåne, og den er aftagende. En periode er på vej mod sin afslutning, før en ny kan begynde.

Tilda løber ud i haven på sin morgentur, og jeg går ind og henter kameraet for at fange morgenhimlen gennem ellegrenene, inden jeg hælder foder op til fuglene.

Da vi er færdige i haven med hver sit, går vi ind i varmen og op ovenpå til morgenens stille fordybelse.

Solen er stået op og skinner fra en blå vinterhimmel. Og efter morgenmaden går vi tur til vandet.

Solen hænger stadig lavt på himlen, men jeg mærker, at den er begyndt at varme ansigtet, da jeg går langs havet mod syd med solen lige mod mig. Den blænder og varmer.

Jeg tænker på, at man siger, at solen står op i øst og går ned i vest. Men det er jo en sandhed med modifikationer. På denne tid af året står solen op i sydøst og går ned i sydvest, en kort afstand på himlen selvom dagen nu er tiltaget med en time.

I vintertiden kan jeg se både solopgang og solnedgang fra den franske altandør i skriverummet, der vender mod syd.

Det er en stille dag uden planer og uden aftaler. Vi går fra stranden og op på lyngheden mellem stranden og skoven og går tilbage ad stien, der fører langs skoven med udsigt til havet og Mols mod nord i horisonten. Som så ofte glæder jeg mig over at bo på dette smukke sted. Jeg er taknemmelig over at være blevet ledt hertil og for, at alting i mit liv blev tilrettelagt og åbnet på den bedste måde, da jeg gennem en årrække blev ledt til vejen brolagt med glæde.

Tilbage i huset ved havet laver jeg kaffe og tager den med ovenpå til formiddagens læsestund. Som altid følger Tilda med. Hun ligger ved siden af mig og hviler og sover efter gåturen, mens jeg fordyber mig i dagens tekst, inden jeg flytter over til skrivebordet og griber pen og notesbog.

Birketræerne står og lyser i sollyset og holder mig med selskab, mens jeg lige nu lader pennen løbe over papiret.

Her er godt at være.

Her er fred og ro og stille glæde.

***

Det er igen blevet morgen i huset ved havet.

Morgenen er indhyldet i tågeslør.

To rådyr springer over vejen og over mosen og forsvinder i tågen.

Jeg hælder solsikkekerner op til fuglene og kaster et overskåret æble på jorden under foderhuset.

Tilda løber rundt på sin morgentur i haven. Hun fanger færten af dyrene i luften og løber hen og snuser ud mod mosen gennem stakittet.

Det er fugtigkoldt i tågen, og vi går ind i varmen i huset og tager den nye dag i brug.

Solen stiger op over horisonten og får så megen magt, at tågen fordamper og forsvinder.

Dagen er lys.

Lyset har et skær, der virker klart og forårsagtigt, selvom det stadig er januar og vinter.

På træernes grene hænger dråber efter tågen. Solen fanger dråberne og får dem til at glitre og lyse som myriader af blinkende krystaller i grenværket.

Hver dag er en ny begyndelse.

Hvert øjeblik på dagen tilbyder et valg om en ny begyndelse.

Lever jeg det liv, som er det optimale i forhold til de muligheder, jeg er givet?

Lader jeg muligheder sive væk som sand mellem fingrene?

Lever jeg i bevidst nærvær og klarhed i forhold til de muligheder og valg, som hver eneste ny dag rummer og giver mig?

Spørgsmål og tvivl følges ad hånd i hånd.

Ligesom tillid og vished følges ad hånd i hånd gennem dagen.

Hviler jeg eller mærker jeg uro?

Masser af visioner viser sig for mit indre blik som muligheder, der vises og tilbydes mig. Døre som allerede står åbne – og har gjort det længe.

Masser af muligheder er givet mig. Men det er mig, der skal handle for at tage imod det, der er mig givet.

Det enkle liv i spirituel og kreativ fordybelse har mange rum og mange muligheder. Det er som en stjerne, der stråler ud i mange retninger.

Hver stråle er et rum at udforske.

Hver stråle er forbundet til centrum, der rummer enheden, fred og klarhed.

Hver stråle er en forbindelse, der har perler af gaver, som kun venter på, at jeg møder op og tager imod dem.

Hver perle rummer en verden af skønhed og glæde.

Det er et valg, om jeg vil se stjernen som et spindelvæv, hvor jeg sidder fast og venter på, at noget skal få noget til at ske. Eller om jeg vil se den strålende stjerne, der tilbyder mig alle de glitrende perler.

Friheden til at udforske stjernens stråler er mig givet.

Friheden, selve friheden er mig givet.

Alt er mig givet. Det er op til mig at huske det og række ud og tage imod.

Jeg ser ud ad den franske altandør og ud på de glitrende dråber på træernes tynde grene. De hænger der som symboler på, hvad der allerede er givet og blot venter på at blive modtaget.

Glitrende, glædesfyldte indsigter.

Den svage vind får birketræerne til at svaje og dråberne til at blinke i solen som små lysende, vibrerende stjerner.

Kom nu, kalder de på mig derude. Kom nu!

***

Den frie vilje er mig givet.

At ønske noget har forbindelse til et sted i mig af tvivl, tro på lidenhed og fravær af magt og kraft.

At ville noget trækker på indre styrke og vished. Det trækker på en viden om, hvad jeg dybest set er og kan og er givet.

At ville trækker på en indre kraft, styrke og magt, som er os alle givet, som er en uudtømmelig kilde, og som ikke er afhængig af mig som en adskilt del af en helhed.

Ingenting afhænger af mig, som noget der kan og skal være i kraft af mig alene. Alting er i kraft af det fælles, som vi alle er en del af og kan trække frit af, som den uudtømmelige kilde, det er.

Jeg vil, siger jeg til mig selv, og jeg mærker forbindelsen til den uendelige styrke i mig.

Jeg vil forbinde mig med kraften og styrken!

Jeg vil forbinde mig med mit sande Selv og Gud, der skabte mig og os som dette Selv!

Jeg vil, og jeg mærker min frie vilje rejse sig i mig som et vældigt kildevæld, der løfter sig mod himlen og kan flytte bjerge.

Jeg vil og dermed trækker jeg på alt, hvad jeg har brug for til at manifestere denne vilje. Det afhænger alene af, at jeg vælger at ville. At jeg vælger at trække på den uudtømmelige kilde i mig af kraft, styrke og vished.

Jeg vil – og alt falder på plads!

***

Jeg elsker morgener.

Jeg elsker, at de tilbyder mig mulighed for at vælge på ny.

Jeg elsker, at jeg bliver tilbudt nye muligheder.

Jeg elsker nye begyndelser.

Jeg vil en ny begyndelse.

Jeg vil et enkelt liv i spirituel og kreativ fordybelse.

Jeg vil et liv i glæde, fred og kærlighed.

Jeg vil skrive og udtrykke mig kunstnerisk i form, billede og ord.

Jeg vil se verden som lektioner i tilgivelse til ophævelse af mine illusioner og fejltanker.

Jeg vil se verden som inspiration til mit spirituelle og kreative arbejde.

Jeg vil forbundethed med min indre uudtømmelige kilde af inspiration, glæde, fred og kærlighed.

***

På nettet ser jeg nogle collager, der rummer en leg og frihed i form og udtryk. Nogle meget inspirerende collager. Og jeg tænker: ”Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne arbejde så legende og frit og lave collager med et sådant udtryk”.

”Hvor ville jeg ønske …” og med den formulering fortæller jeg mig selv, at det kan jeg ikke.

Hvis jeg i stedet for tænker: ”Sådan vil jeg også arbejde! Så legende, frit og ubundet vil jeg også udtrykke mig i collager”.

Med den tanke fortæller jeg mig selv, at det kan jeg selvfølgelig også. Det er bare at gå i gang og gøre det. Hvad skulle hindre mig i det?

Kun mig selv! Er svaret.

Den eneste måde at nå derhen, hvor jeg gerne vil være, er at ville det og begive mig ud i det. At gå på eventyrets udforskning, hvis det er et nyt og ukendt område, jeg ikke har været i før.

Hvis jeg gerne vil skrive, må jeg sætte mig ned og skrive. Et ord adgangen. En sætning ad gangen. Et afsnit ad gangen. En side ad gangen.

Jeg kan ikke tænke mig til det eller tale mig til det. Den eneste vej er at sætte mig ned og skrive.

Sådan er det også med alle andre kreative og kunstneriske områder. Den eneste vej er at gå i gang.

Så hvis jeg gerne vil lave collager eller art journaling med et legende, frit og ubundet udtryk, så må jeg gå i gang og begive mig ud i en begyndelse af forsøg, afprøvninger, eksperimenter og øve mig på dette udtryk.

Sådan er det med alt, hvad jeg gerne vil lære eller gøre. At gå i gang! At være villig til at acceptere at være nybegynder. At være villig til at acceptere at lave noget ”dårligt” eller ”mislykket”. At være villig til at acceptere at lave fejl. For sådan er det at være nybegynder. Man kan det ikke i forvejen. Og sådan er det at lege. Det er legen og processen, det handler om, ikke resultatet og det færdige produkt.

En tanke dukker op. Måske skal jeg lave mig en legebog? En bog til at eksperimentere og lege i? En bog til at øve mig i, til at lave det ”mislykkede” og grimme i? Og måske vil det, som jeg lige nu kalder det mislykkede og grimme, vise sig at komme til at udtrykke netop det legende, frie og ubundne, som jeg er blevet fascineret og inspireret af.

”Tusindfryds legebog”

Den skal jeg lave til min indre kunstner og mit indre legebarn!

***

At ville rummer en kraft, styrke og vished, der er som en bærebølge, der umiddelbart bærer fra tanke til handling.

Uden betænkningstid eller overvejelser går jeg i gang med at manifestere og forme den bog, jeg lige har fået en vision af.

I det kreative værksted finder jeg papirark frem og folder dem til sider til bogen. Store ark af forskellig slags papir, der bliver til sider i et format med god plads til at lege, eksperimentere og udfolde mig på.

I stedet for et omslag af forside og bagside med en åben ryg med binding, som jeg oftest bruger, vælger jeg hurtigt og uden overvejelse, at denne bog skal have et stift helbind.

Og mens mørket falder på og samler sig om huset, kravler jeg rundt på gulvet med et stort ark tykt karton og måler op og skærer ud. To rids på midten af bindet, og bogens ryg kan foldes.

Det er blevet aften, og jeg beslutter mig for at vente til i morgen med det videre arbejde med at lave bogens ydre form. Måske vil jeg have flere sider i bogen? Måske skal der laves sjov med at lægge sider med andre formater indimellem de store sider?

Helbindet af hvidt karton skal laves færdigt, før siderne kan syes fast til ryggen.

Hvilket udtryk skal bindet have? Hvilket udtryk og udseende skal bogens ydre have? Skal der være stof, papir, maling som dekoration på omslaget?

Det skal jeg også finde ud af, og jeg vil give spørgsmålet lov til at simre natten over, så det kan komme frem i bevidstheden som idéer og inspiration, når det har fundet sin form og sit udtryk.

Om natten ligger jeg vågen og lytter til stilheden. En stjerne hænger lavt på himlen mod nordøst og blinker mellem træernes grene ind til mig gennem det åbne vindue.

Stilheden omslutter mig.

Jeg er lykkelig!

dscn6595

 

Dette indlæg blev udgivet i I det kreative værksted, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s