hverdagsliv på en mandag … en tekst

Det er mandag morgen.

Jeg elsker morgenen på en ny dag, og jeg elsker mandage og begyndelsen på en ny uge.

En ny dag, en ny uge, en ny begyndelse med en perlerække af muligheder, der blot venter på, at jeg skal få øje på dem og samle dem op.

Efter en række dage indhyldet i tågedis er lyset mere klart i dag trods skyerne, der dækker himlen.

Flammen på det hvide stearinlys på skrivebordet giver et gyldent, varmt, lysende spot foran udsigten til de dæmpede vinterfarver på mosen og toppen af skoven.

Vindretningen er skiftet om i øst, og lyden af havet er som en rytmisk susen, der omslutter huset og haven.

Fuglene flokkes om foderet. De samles hver morgen, når der er fyldt op i foderhuset, der hænger i et udgået æbletræ. I stedet for at bære blomster og æbler bærer træet nu foder til fuglene. Jeg har valgt at beholde træet til dette formål. Det døde træs nøgne grene bliver delvist skjult af syrenerne, der vokser i en stor cirkel og danner en stor rund helhed af syren og inddeler haven i rum og en gang ud mod snebærhækken.

Om sommeren giver syrenerne blomster, duft og skyggesteder i haven, mens foderhuset hænger i sommerhi i cykelskuret bag huset. I sommerperioden kommer fuglene i haven for at bade og drikke vand i fuglebadet, de finder naturlig føde og bygger reder og markerer deres område med sang.

Det er en mandag i februar i en meget mild vinter. Lyset er begyndt at vende tilbage, dagen er tiltaget med 2 timer, og fuglene er begyndt at lade deres stemmer høre.

I dag hviler jeg i en indre tilstand af glæde og taknemmelighed over at være lige her, hvor jeg er i mit liv.

Jeg løfter blikket fra notesbogen og ser ud over mosen. Nogle enkelte snefnug flyver hastigt forbi i vinden.

***

Tilda og jeg går tur ud mod havet mod øst. Da vi når kanten af skoven, drejer vi til venstre og går mod nord i læ for blæsten igennem sommerhusområdet, der er vinterstille med tomme huse, så Tilda kan løbe uden snor.

Vi drejer ind ad en sti, der fører ud til havet, og en stiv isnende kold blæst møder os. Blæsten løfter havet og presser det ind mod kysten med skumklædte bølger, der løber brusende op over sandet. Det føles næsten som at gå tur ved Vesterhavet. Havets melodi i dag har en lys overtone af susen med en dyb, lav underliggende brummende bas.

Jeg fyldes med fryd over at gå her på stranden i blæst og bølger, mens jeg mærker den isnende sibiriske kulde i ansigtet, og hunden løber glad i fuld fart over sandet.

200220132228

 

Det er blevet hen på eftermiddagen, og vinteren gør et forsøg på at komme synligt tilstede. Den drysser lidt sne ud i luften, men opgiver åbenbart igen, for det bliver ikke til mere.

Lyset er aftagende. Det kunne tyde på kommende sne. Måske i aften. Måske  i nat. Eller måske  ombestemmer vinteren sig og lader det alligevel ikke blive  til noget.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv, Samsø, Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s