vishedens og kreativitetens opløftende glæde

Hvad er det, der løfter sådan? Hvad er det, spørger vennen i skoven gennem mobiltelefonen, da jeg fortæller om opstarten på keramikskolen og dens opløftende og energigivende virkning.

Er det kreativiteten, det at lave noget, spørger han videre.

Ja, det er dette at lege, eksperimentere og forme noget. Det er det frie rum af leg og kreativitet, der giver en sådan opløftende glæde, svarer jeg.

Dette at være i det inspirerende rum, hvor det er muligt at udtrykke den indre kreativitet, frihed og glæde i en eller anden form, det løfter, bærer og giver masser af energi. Sammen med dette at vide, at jeg dermed er lige præcis der, hvor jeg skal være.

Jeg tænker på den vished, jeg havde i mig, da Keramikskolen Samsøs kursus blev slået op på nettet i efteråret. Straks jeg læste det, rejste et højt og uforbeholdent JA sig i min bevidsthed. En vished om, at dét skulle jeg bare deltage i, uanset hvad det kostede, og at jeg ikke lige kunne se, at jeg havde pengene, og uanset at jeg skulle binde mig for 15 mandage gennem hele foråret. Det var bare sådan. Ingen tvivl var mulig. Og denne vished fremkaldte en opløftende, sprudlende og overstrømmende glæde i mit sind, som bar forventningens glæde i månederne op til, at skolen åbnede, og kurset skulle begynde. På intet tidspunkt dukkede en tvivl op.

På samme måde var det, da jeg flyttede til huset her på Samsø i 2003. Samsø havde kaldt på mig i årevis, og da jeg endelig landede her for at flytte ind den allerførste dag, var der en følelse i mig: Endelig! Endelig var jeg nået frem hertil. Der var ingen tvivl i mig i forhold til, at her ville og skulle jeg bo og leve. Alting faldt på plads og til ro inden i mig. Endelig var jeg nået frem og på plads.

Og selv 1½ år efter, da jeg efter 32 års ægteskab måtte indse, at skilsmisse og et liv hver for sig var den eneste mulighed for at komme videre i livet, da var visheden der stadig i mig. Her ville jeg bo. Her i dette hus, hvis det overhovedet var muligt praktisk og økonomisk i forhold min daværende situation, men det måtte løse sig. Her på Samsø skulle jeg bo. Dette var mit sted. Her hørte jeg til. Her havde jeg alt, hvad jeg havde brug for, og her var jeg lykkelig for at bo og leve mit stille liv. Ikke et eneste øjeblik har jeg været i tvivl i forhold til at bo her. Jeg var landet her, hvor jeg skal være.

Igennem alle de år, hvor jeg døjede af svære og invaliderende eftervirkninger efter 2 hjernerystelser, og hvor mit tidligere liv faldt fuldstændig fra hinanden, var den eneste funktionsevne, jeg havde tilbage, at kunne skrive og arbejde kreativt. Da alt, hvad jeg tidligere havde kunnet forsvandt, var det eneste tilbage evnen til at udtrykke mig i ord og billeder. Og dette bar mig igennem mere end 7 års eftervirkninger. Det kreative arbejde, dette at lege, eksperimentere og udtrykke mig i forskellige kreative former gav mig daglig glæde, og visheden i mit sind om, at alt var, som det skulle være og var til det bedste, uanset hvordan det lige nu tog sig ud, var fundamentet under mig og mit liv.

Noget i mig har vidst, at dette liv i huset ved havet på Samsø ventede forude. Og at det ville blive lykkeligt og give mig glæde.

På samme måde har noget i mig vidst, at keramikskolen ville bringe en åbning til kreativ udfoldelse, som ville give mig en opløftende glæde.

Visheden er blevet en mere og mere fundamental grund under mit liv. Jeg hviler på denne vishedens grund i glæde, tillid og taknemmelighed og ved, hvor min vej fører mig hen. Jeg kender ikke vejen, men jeg kender målet og ved, at jeg blidt bliver ført dertil.

***

Blæsten suser med sibirisk kulde omkring huset, og det er blevet tid til at supplere fjernvarmen i radiatorerne med buldrende ild i brændeovnen. På første sal er vinduerne mod vest dækket af et fint lag løs sne, der giver lidt hulestemning med dejlig varme fra varmepumpen. Fuglene myldrer omkring foderhuset og på græsset i haven travlt optaget af at spise. Heldigvis giver huset fuglene lidt læ for den isnende kolde vind.

Et tyndt lag sne dækker græsplænen, og Tilda løber hurtigt ud i haven og besørger og skynder sig ind i varmen igen. Mens jeg sidder her ved computeren og skriver med udsigt til haven og fuglene, ligger hun i sin seng lige i nærheden.

Det er en stille dag med rum til eftertanke og glæde.

dscn6632

Må din dag være lys og glad og lige tilpas.

Dette indlæg blev udgivet i Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s