overvejelser om daglig kreativ praksis

Med jævne mellemrum kigger jeg på min daglige praksis og overvejer, om den er, som den skal være for at være i overensstemmelse med det fokus, jeg ønsker, og det som giver mig glæde.

Jeg er jo så privilegeret at have friheden til at vurdere, beslutte og styre dette selv. Mit liv er ikke længere afhængigt af udefrakommende krav og forventninger fra mennesker i mit liv eller fra samfundets struktur.

Som jeg har skrevet flere gange før, så ønsker jeg at leve mit liv i spirituel og kreativ fordybelse i glæde, fred og kærlighed. Det er overskriften, fundamentet og fokus for mit liv. Men indimellem får jeg øje på, at dele af min praksis alligevel kører i en gammel rille, som ikke længere er i overensstemmelse med det, jeg ønsker, men blot er gammel og ubevidst vane.

Jeg følger flere blogs for at søge inspiration til mit kreative arbejde og min daglige praksis. Blandt andet følger jeg Alisa Burke, der er kunstner, forfatter og underviser. Hun har bloggen http://alisaburke.blogspot.dk/. En gang imellem laver hun nogle videos, hvor hun besvarer ofte stillede spørgsmål fra sine læsere og kursister. I tirsdags, den 28. 2. talte hun om, hvordan man finder sin kreative stil og taler herunder om, at det er godt at se på, hvor man søger og finder inspiration, hvordan man arbejder med sin kunst, og hvordan ens praksis er.

Det inspirerede mig til endnu en gang at kigge på min egen kreative praksis og stille mig selv spørgsmålet, om jeg gør det, som er nødvendigt for at nå dertil, hvor jeg gerne vil være med mine kreative udtryk og min daglige praksis.

Tidligere har jeg skrevet om min indre perfektionist, der har begrænset mig meget gennem en stor del af mit liv. Jeg kan se, at den kunst, som jeg er inspireret af og føler mig draget mod og har lyst til selv at kunne lave, er kunst i en legende, fri og eksperimenterende stil.

Perfektionisten mener, at jeg skal kunne alting i forvejen. Enten har jeg et gudsgivent talent, der straks vil udfolde sig, når jeg går i gang med noget, også noget helt nyt og ukendt, eller også har jeg ikke. Øvelse eksisterer ikke i perfektionistens verden. Denne forestilling afholdt mig i mange år fra overhovedet at udfolde mig kreativt, fordi når jeg forsøgte at tegne eller male, var perfektionisten ikke tilfreds med resultatet og konkluderede, at det betød, at jeg var helt uden talent. Og jeg gav op.

Men der var en slumrende trang i mig efter at udtrykke mig kreativt, derfor forsøgte jeg igen … og igen … og igen. Indtil jeg nåede til at finde en metode til at snyde perfektionisten. Jeg begyndte at male på avispapir, der skulle rives i stykker til collager. Altså var resultatet ikke af betydning. Denne snydemetoden var løsningen for mig i forhold til at begive mig ud i forskellige kreative udtryksformer og komme forbi perfektionistens negative dom.

Med tiden har jeg trukket den magt, jeg havde givet perfektionisten, tilbage til mig selv, og jeg har fundet en langt større kreativ frihed og glæde. Og perfektionisten er skrumpet ind til næsten ingenting.

Mange gange er jeg gået i gang med at øve mig i at tegne og har efter en lang eller kort periode sluppet det igen. Men ønsket om at tegne enkelt, frit og ubesværet er forblevet hos mig.

Ved at se min praksis efter i sømmene og se på, hvad jeg er inspireret af og gerne vil, og hvad jeg rent faktisk gør, hvilket ikke stemmer helt overens, har jeg fået øje på, at en rest af perfektionisten kommer til udtryk i en praksis af at lave noget og producere fremfor at lege, eksperimentere og øve mig.

Derfor er jeg igen begyndt at tegne lidt hver dag. Jeg tegner hverdagsting efter billeder af ting eller de ting, der er lige foran mig. Øvelse gør mester, det ved vi alle … lige bortset fra perfektionisten altså. Men perfektionisten er en vrangforestilling, der kun kan styre så meget, som jeg giver hende magt til.

Jeg vil gerne tegne enkelt, frit og ubesværet og den eneste måde at nå det, er  ved at øve mig i at tegne sådan. At se på ting, på deres form og proportioner og holde tegnehånden i gang ved at gengive det med blyant på papir.

Inden jeg begyndte på keramikskolen i begyndelsen af februar, besluttede jeg mig for at have den tilgang og det fokus, at jeg er totalt nybegynder, en elev der skal lære leret og arbejdet med det helt fra bunden. Når underviseren har demonstreret en metode, er den eneste måde at lære den at øve mig på den og blive ved, til jeg har lært det. At lære noget og at holde det ved lige kræver øvelse. Øvelse, øvelse, øvelse.

Som en sanger, der holder sin stemme fleksibel og varm ved dagligt at synge skalaer, og som musikeren der holder fingrene fleksible og musikaliteten varm ved at øve sig på sit instrument dagligt, så skal jeg øve mig på at tegne, på at arbejde med ler, på at eksperimentere med metoder og forskellige slags farver, på at fotografere, på arbejde med billeder, på at skrive osv. Jeg har mange udtryksformer, og de skal holdes i gang og i brug.

Kreativ fordybelse og praksis rummer vedholdende og daglige øvelser, leg og eksperimenter med forskellige kreative teknikker, materialer og udtryksformer. Det handler om kreative processer fremfor produktion. Det er sådan, jeg gerne vil leve mit liv og bruge min tid kreativt.

Mit kreative værksted skal være stedet for kreativ leg, eksperimenter, øvelser og praksis. Og jeg vil bringe både min notesbog og tegneblok med ud i verden og øve mig dér.

Sådan!

dscn6738

Dette indlæg blev udgivet i I det kreative værksted, Tanker om .... Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s