et frø blev sået i bevidstheden … en tekst


Et frø blev sået i bevidstheden

En uge faldt ud af bogens verden og tilblivelsesproces. I stedet kom et uventet og uanmeldt besøg ind med sit liv af samvær, nærhed og samtale og fyldte huset og livet med sin opmærksomhed og sit nærvær. Bogens univers trak sig tilbage og gik på afventende standby, mens jeg lod formgivning og læring af et nyt formsprog og en ny udtryksmulighed fylde min bevidsthed og mit kreative rum ud.

Efter en uge er jeg tilbage og fokuserer på at mærke den tråd, jeg gav slip på for at lade bevidstheden blive fyldt af noget andet. Den tråd, som leder mig ind gennem skriftens dør og ind i det kreative rum uden for tid og rum, hvor bogen venter på min tilstedeværelse for at kunne komme til verden i fysisk form.

I den uge, der er gået, har den stille stemme lagt et frø til bogen i min bevidsthed. Et frø med et tydeligt tegn på, som når man skriver en plantes navn på et skilt og stikker det i jorden i en potte med jord, hvor man har lagt et frø, så man kan huske navnet og skelne spirerne i potterne fra hinanden, når de kommer op i lyset og skal plantes ud på deres blivende voksested.

Sådan er det også med det frø, der blev sået i min bevidsthed, mens jeg var optaget af andre ting i ugens løb.

Frøet er bogens titel: ”Rejsen tilbage til mig selv – Notater fra stilheden”.

Undertitlen ’Notater fra stilheden’ giver frøet til visionen af bogens struktur. Og med det frø i bevidsthedens muld kan bogens univers spire frem med sine kimblade, vokse op og folde sig ud, når jeg vander det og giver det næring med min opmærksomhed ved at komme tilstede og tage imod, hvad der skal skrives, og følge inspirationens vejledning om, hvilken form bogens skal have.

Ved at så dette frø i min bevidsthed i en periode, hvor jeg var optaget af noget andet, sikrede inspirationens stille stemme, at tråden mellem bogens univers og mig ikke blev brudt i skrivepausen. Sådan at frøet kunne spire, når jeg vendte tilbage, som lige nu, hvor jeg har grebet pen og notesbog for at skrive mig tilbage til inspirationens indre rum.

Solen skinner og lyser hele min verden op med sit klare forårslys.

Kalenderen har passeret forårsjævndøgn, hvor dagen har indhentet natten og er klar til at forkorte den med sit lys. Det er tid til at vågne op af vinterens dvale. Det er tiden, hvor skallen om frøet krakelerer, og spiren bryder igennem og søger mod lyset.

Dagene bliver længere, mens natten skrumper ind, og inspirationens lys kaster glitrende frø ind i min verden, der er omsluttet af stilhed og nærende fordybelse.

Det er tid til at skrive!

Det er tid til at komme til stede, til at lytte og tage imod.

Det er tid til at stille mig til rådighed og til tjeneste.

Forårslyset løfter mig op og bærer mig ind i kreativitetens og skriftens glædesfyldte verden, hvor tanker bliver udtrykt i ord og visuel form. Hvor tankens kraft bliver formidlet via kreativitetens sprog, der kan nå fra hjerte til hjerte – fra sind til sind.

Fra skrivebordet ser jeg en rød dompaphan, der danner en farveplet i mirabellehegnets næsten farveløse grenværk. Han har selskab af sin gråbrune hun, der næsten falder helt i med grenenes farver og kun er synlig på grund af kroppens livlige hoppende bevægelser fra gren til gren. Det er tid til redebyggeri og til snart at lægge æg og bringe til verden.

Nyt liv bliver bragt til verden med lysets tilbagekomst.

Sådan er det også med at skrive og udtrykke sig kreativt. Med inspirationens lys fra den stille stemme bliver handlinger klare i bevidstheden, så vi kan gå i gang.

Som fuglene bygger rede og gør klar til at lægge æg og bringe unger til verden, griber jeg pennen og lader frøet i bevidstheden komme til spiring og udfoldelse.

***

Lærkerne hænger kvidrende i luften over markerne, mens Tilda og jeg vandrer afsted ad vejen ud til lystbådehavnen. Her er vid udsigt over markerne, havet, himlen og bakkerne. Solen kaster sit klare skarpe lys over landskabet og får havoverfladen til at glitre.

Da vi når næsten ud til havnen, drejer vi ind ad en jordvej, der fører hen til skoven. Her går vi med havet og stranden på højre side og markerne med svævende, kvidrende lærker på venstre side. De sidste dages regn har skabt store og små søer på markerne og på jordvejen. Da vi når hen til kanten af skoven, går jeg ned på stranden og sætter mig på en stor sten og nyder solens varme. Tilda går helt hen til vandkanten og smager på det salte vand. Havet er stille, skoven giver læ for vinden, der kommer fra øst, og den eneste lyd er edderfugle, der ”snakker” sammen ude på vandet. En stor flok ligger derude som små sorte og sorthvide pletter på det blå, blå hav. Færgen lægger fra land og sejler fra øen på horisontlinjen mod fastlandet.

Skriften kalder.

Vi går hjemad gennem skoven. Himlen er skyfri og stærk koboltblå mod de høje, slanke hvide birkestammer.

Tilda drikker regnvand, der har samlet sig til lange søer på skovvejen, og løber glad afsted foran mig på vejen hjem. Det er stadig den stille tid på øen, og på hele gåturen møder vi ikke et eneste menneske. Der er som at gå rundt i sin egen helt stille og fredfyldte verden.

Hjemme igen er det igen blevet tid til at skrive.

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s