dagbog … en tekst

Dagbog

Det er lørdag og forår.

Mine dage og min skrift er fyldt med morgener. Om morgenen skriver jeg. Skriver morgenen og dagens begyndelse.

Måske skulle jeg brede skriften ud, så den bliver mere rummelig med både dag og aften. Ja ligefrem nat. Natten er også nærværende nogen gange, i tilbageblikket.

Hvis skriften bredes ud og bliver mere rummelig, vil teksten og skriften måske blive elastisk som tiden, der nogen gange er kort. Eller lang.

Er det skriften, der tegner dagen? Eller er det dagen, der tegner skriften?

Det kommer an på, hvor meget jeg skriver. Og hvornår. Og hvor længe.

Skriften kan tegne et billede af dagen, som lige nu dufter af nybagte boller og frisklavet kaffe.

Det er lørdag, og hunden sover i sofaen ved siden af mig. For jeg skriver i sofaen, mens jeg passer bollebageriet og drikker min kaffe med varm mælk.

Hvis du kendte mig og min dagsrytme, ville du vide, at det er tidligt på formiddagen. Det er bollebageriet, der ville fortælle dig det.

Farven hvid.

Jeg ser på blomsterne i min stue. Hvide orkideer. Hvide liljer i potte. Hvide ranunkler i en hvid rillet Lyngbyvase på en hvid dug på sofabordet med den hvide kop med kaffe med varm mælk.

Farven hvid.

Jeg holder af den ro, der er i farven hvid.

Hvide eller cremefarvede vægge giver lys og ro i rummet.

Der er stadig varme farver af brændt rød og okker på gulvtæpper, sofa og billeder på væggene fra min mere farvemættede fortid. Og synet fremkalder en trang til at dække den uro farverne giver i rummet. Dække det med lyse farver, hvid og creme måske med diskrete mønstre i sarte lyse farver.

Jo mere fred og ro i mit indre, jo mere trang til enkelhed og ro i de nære omgivelser.

Hvor kommer støvet fra?

Støvet, der lægger sig på alle flader, så snart jeg vender ryggen til. Og spindelvævene der hænger under loftet, i vindueshjørnerne og mellem møbler og vægge.

Hvor kommer det fra?

Pludselig er det der, foran mine øjne.

Jeg har hverken set støvet falde, eller edderkopperne spinde og hænge deres væv op. Men det er der alle vegne i huset. Selvom det ikke var der lige før.

Det er lørdag, og jeg kan høre vaskemaskinen snurre på den anden side af væggen bag sofaen, hvor jeg sidder med notesbogen på skødet med smagen af en fyldig, let syrlig kaffe med varm sødmælk i munden. Smagen er der hele tiden som et sanseindtryk, mens jeg skriver. Og baggrundslyden af vaskemaskinens svage snurren. Men under og omkring det hele er roen. Og stilheden.

Det er lørdag, og alle bollerne er nu kommet ud af ovnen. Der er stadig kaffe i koppen, og hunden sover ved siden af mig.

Hunden og katten kan ikke ligge i ske. Det er for tæt på hinanden; for katten. Men de vil begge gerne være tættest mulig på mig.

Katten hopper op i sofaen og videre op på ryglænet og lægger sig tæt ved min skulder lige over hunden. Og spinder.

Solen sender varme ind i stuen, og de hvide liljer fylder rummet med duft.

Det er lørdag. Det er forår, og havemøblerne skal stilles frem på uret i den kommende nat kl. 2.

Og så er det pludselig blevet sommer, og klokken er blevet 3.

Men lige nu er det lørdag, og det er forår.

Dette indlæg blev udgivet i Hverdagsliv, I skriveværkstedet. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s