dagbog … en tekst

Som en del af arbejdet med den kommende bog “Rejsen tilbage til mig selv. Notater fra stilheden” er jeg blevet inspireret til, at bogen skal indeholde nogle notater med overskriften “Dagbog”. Notater der tager udgangspunkt i, hvor jeg er på det ydre og på det indre plan lige nu og her.

 

Dagbog 28.03.17

Huset ved havet

Øen og dagen er indhyldet i kølig tågedis. Tågedisen kommer ind fra havet som gus, der lægger sig tæt som skyer mod jorden. Her midt på eftermiddagen tyder intet på, at solen får magt til at opløse tågen og komme igennem med sit lys og sin varme.

Det er tirsdag men føles fuldstændig som lørdag. For i min verden er det fritid efter 4 intense timer på keramikskolen i aftes. Min arbejdsuge er ultrakort og fritiden lang, faktisk går fritiden, der føles som weekend fra sit arbejde, fra mandag kl. 21 til næste mandag kl. 17. Mandagenes keramikskole sætter kadencen på mine uger for tiden. Det er fast planlagt tid med streg under vil og skal overholdes. Resten af ugen er fri tid oftest uden faste planer og aftaler.

I dag er det altså den første frie dag i denne uge. Jeg har det lidt som øen. Der ligger dis over mig fra nattens søvnløshed og myldrende tanker om ler og glasering. Søvnløsheden er trukket ind over dagen som havgus fra natten.

Jeg har besluttet mig for at holde fri nogle dage fra leret. Måske hele ugen.

Og jeg har besluttet mig for at dedikere denne uge til skrivetid og arbejde med den kommende bog.

Sjovt nok vakte denne tanke på mine morgensider en modstand, der kom helt op til overfladen af sindet. Under sin kappe bærer denne modstand en forestilling om, at jeg kun må skrive, hvis jeg er sikker på at skrive noget godt eller brugbart. Denne modstand har stoppet mit skriveri mange gange, og tiden er nu kommet til at se den direkte i øjnene.

Jeg vil gerne skrive. Faktisk elsker jeg at skrive. Jeg vil gerne skrive mere … tænker jeg, skriver jeg, siger jeg … og har gjort i årevis.

Jeg skriver faktisk også en hel del, men kontinuerlig skriven som en daglig praksis har jeg ikke. Jo, jeg skriver morgensider som en daglig praksis, men det tæller ikke i denne sammenhæng, for morgensiderne er et privat frirum, hvor alt er tilladt, og det skrevne er kun for mine egne øjne. Her giver jeg mig selv frirummet til at skrive dårligt. Men det er straks en helt anden sag for en stemme i mig, når jeg skriver tekster. Altså skriver ’rigtigt’. Denne stemme kan være temmelig højtråbende og insisterende, og den rejser sig som modstand, der kan have uendelig mange forklaringer på, hvorfor jeg ikke skal skrive lige nu, eller i dag men vente til en anden dag. For hellere lade være med at skrive end risikere at skrive dårligt, og jeg er jo heller ikke rigtig inspireret, vel? Fortsætter stemmen.

Det er egoets stemme. Stemmen som jeg lader begrænse mig og sætte mig i bur, hvis jeg ikke er opmærksom og hører efter den. I forhold til vedholdende at skrive har jeg lyttet mere til den, end jeg har lyst til at erkende. Men det er ved at se det i øjnene og erkende det, at jeg kan vælge på en anden måde. Og det jeg må vælge er at være parat til at skrive dårligt. Det vigtige er, at jeg gerne vil skrive og skrive mere, og det kan jeg kun nå ved at gøre det i praksis. Og at skrive dagligt eller meget ofte rummer muligheder af, at noget af det jeg kommer til at skrive, vil være dårligt og ikke brugbart. Men hvad så?

Det handler om praksis! Praksis er at gøre, ikke at tænke på at gøre. Og med den praksis jeg har haft længe med at skrive i perioder og så holde pauser, nogle gange lange pauser indimellem, hvor modstanden har slået rod, og jeg har skullet skrive mig forbi den og i gang igen, har været som at stå stille på stedet. Det har været en vedholdende gentagelse af sig selv.

Den eneste mulighed for forandring er at ændre praksis. Derfor sidder jeg her og skriver i dag, og skriver om dette. Derfor har jeg givet mig selv en hel uge til at fokusere på og praktisere at skrive og at komme længere og længere ind i skriften og skriftens rum.

Dette er endnu et skridt på vejen tilbage til mig selv. Og i dag står jeg der, hvor jeg kan vælge at lade mine fødder synke længere ned og gro fast på samme sted, eller jeg kan gå i aktion og fortsætte ad en anden sti, ad skriftens sti.

Hvad er det næste skridt? Sæt dig ned og skriv! Og det er så det jeg gør. Lige nu og her!

Og lige i dette øjeblik begynder solen at bryde igennem disen! Lyset og varmen kommer ind ad vinduet her ved skrivebordet nedenunder, hvor jeg sidder og skriver på computeren med udsigt til haven og træerne langs vejen ud mod mosen.

I mange år har jeg ønsket mig venskab med andre skrivende kvinder. Men af en eller anden grund er der ikke kommet en eller flere aktivt skrivende venner ind i mit liv. I stedet for har Julia Cameron været en sådan ven igennem den række af bøger, som hun har skrevet om at skrive og leve et skrivende og kreativt liv. Jeg har netop afsluttet læsningen af hendes bog ”Finding Water”, et 12 ugers forløb med en lang række essays om at skrive og overkomme blokeringer, modstand og manglende tillid til sig selv som skrivende.

I en bogkasse i skriverummet ovenpå står en stribe af hendes bøger. Jeg er lige begyndt at genlæse ”The Sound of Paper”, som titlen antyder endnu en bog om at skrive. At læse lidt i en af hendes bøger hver dag og læse om hendes liv og skriven er som at følges med en ven, der lukker en ind i sin verden og gerne vil være sammen med en om det, som vi begge er optaget af. At skrive og leve et meningsfuldt kreativt liv.

En anden inspirerende skriveven er Christine Mason Miller, som jeg også kun kender gennem hendes bøger, hjemmeside, blog og en podcast om at skrive, som hun er begyndt at udgive en gang om ugen. Her fortæller hun om sin egen skriveproces med sin seneste bog ”Moving Water. A memoir”, der handler om en del af hendes livshistorie og erkendelsesrejse. I disse podcasts har hun også samtaler med andre kvinder om at skrive.

Jeg spejler mig i disse kvinder, disse forfattere og genkender en masse fra deres skriveproces. De kender også modstanden og må forholde sig til, hvad den handler om, og om den skal have lov til at styre og forhindre dem i at skrive. Jeg genkender meget af mig selv og min proces i dem og det de fortæller om. Vi er alle i gang med at finde os selv, kende os selv, acceptere os selv og give os selv lov og plads til det, som vi elsker at gøre. Nemlig at skrive og være kreative og at give det tid og rum som en vigtig praksis i måden at være i livet på. Og de taler begge om at dette også er en del af en spirituel praksis, som det også er for mig.

Vi ønsker alle at dele disse erfaringer med andre, som måske kan spejle sig i det, vi fortæller, og selv finde en ven i dette til at støtte sig til i sin egen proces og på sin egen vej i livet.

Nu ved enden af denne dags notat, er disen næsten forsvundet. Både den ydre og den indre. Solen skinner fra en let diset himmel og varmer mig på min skrivearm, der lige nu samarbejder med den anden på computerens tastatur.

 

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s