dagens tekst

I dag er også sådan en dag …


Dagens tekst:

Regnen siler blødt ned og har gjort det hele formiddagen.

Jeg vågnede sent, mit indre vækkeur har endnu ikke omstillet sig til sommertid.

Jeg vågnede op med en indadvendthed, der spejlede den tætte, grå, dryppende himmel med en indre tilbagetrukket hulestemning.

I denne stemning dukkede et erindringsbillede op, der fik mig til at tænke på det liv, jeg havde en gang, og som jeg var så bange for at miste. Og den mand, der var centrum i mit liv. Og jeg tænkte med undren, at det liv og den mand ønsker jeg på ingen måde tilbage, om jeg så fik det tilbudt.

Når jeg tænker tilbage til det liv, kan jeg næsten ikke genkende mig selv i det. Egentlig ikke så mærkeligt, for jeg havde jo netop ikke fundet mig selv endnu. Det var derfor, jeg kunne gøre en anden til centrum for mit liv. Det var derfor, jeg kunne tro, at mit liv var afhængigt, betinget og identificeret af vores relation, vort samliv og hans tilstedeværelse i mit liv. Og derfor holdt jeg fast og ville ikke give slip, selv da jeg så, at ægteskabet og relationen var ved at falde fra hinanden.

”Jeg er stået af. Jeg kan ikke følge med”, sagde han på et tidspunkt det sidste år, vi havde sammen, hvor jeg prøvede at dele en indsigt og erkendelse med ham.

Det, han ikke kunne følge med i, var, at jeg tog syvmileskridt på min vej. Han kunne ikke følge med mig bevidsthedsmæssigt.

Han stod tilbage på den vej, vi var fulgtes ad og så mig forsvinde i horisonten, mens han selv blev stående.

Og i dag kan jeg se, at vi ikke kunne fortsætte sammen, fordi jeg allerede var et andet sted end han. Og siden er jeg nærmest fløjet afsted og er i en helt anden verden end hans og den, vi delte med hinanden.

Jeg er meget taknemmelig for alt, hvad vi delte gennem vores lange samliv, og for alt hvad han gav. Jeg er taknemmelig for kærligheden og læreprocessen vi delte, og for støtten vi gav hinanden på vejen, så længe vi endnu kunne nå hinanden.

Den vej, som det meget af tiden var hver sin vej, men vi fulgtes alligevel hånd i hånd og støttede hinanden fuldhjertet, indtil vi ikke kunne lære mere ved at følges ad.

Jeg var begyndt at flyve, og han kunne ikke holde mig på jorden, hvor han befandt sig bedst.

Livet har lært mig, at der intet er at frygte. Heller ikke i afsked, opbrud og forandringer.

Livet har lært mig, at når en dør lukker sig bag mig, åbner en port til en langt lysere og friere verden.

Da jeg bad min dybe bøn ”Før mig til vejen brolagt med glæde” i august 1999 og mærkede, at den var blevet hørt, og at det ville ske, så begyndte et jordskred af dimensioner at vælte hele min verden omkuld. Og den proces varede i mange år og forandrede mit liv totalt på alle områder.

Og det jordskred løftede mig som en tsunami og skyllede mig i land i mit nye og på alle måder helt anderledes liv på vejen brolagt med glæde.

Processen var indimellem voldsom, skræmmende og smertefuld, fordi jeg skulle give slip på næsten alt for at blive sat fri og lade mig føre afsted.

Men i tilbageblikket vil jeg ikke ønske noget anderledes.

Det var min frygt og modstand, der gjorde processen voldsom, skræmmende og smertefuld, fordi jeg undervejs oplevede at miste noget, som jeg troede, jeg ønskede at beholde. Og når jeg strittede imod og stillede mig i vejen for processen, fordi jeg troede, at jeg vidste, hvad jeg gerne ville, blev den smertefuld.

Det blev smertefuldt at holde fast i det, som jeg blev nødt til at give slip på for at nå til glæden. Jo mere jeg holdt fast, jo mere utåleligt blev det at være i, så den eneste vej ud af det utålelige var at give slip.

Frisættelsesprocessen gav efterhånden fred og glæde. Jo mere jeg gav slip, jo mere fred, tillid og glæde.

I begyndelsen var frisættelsen meget på det ydre, fysiske plan. Og det skabte perioder af kaos i mit liv. Men jo mere frisættelsen og forandringen af mine forestillinger og måder at tænke, tro og opfatte på kom i gang, jo mere fred og glæde oplevede jeg.

Det er på det indre plan, miraklerne sker. Det er ændringerne i måden at se begivenheder, sig selv og andre på og tænke om dem, der er den egentlige helbredelse.

Det er ens tankesystem, der former ens verden, som vi opfatter og oplever den.

Vejen går indad til erkendelse af, hvad der er sandt, og hvad der er vildfarelse og illusioner i ens tankesystem. Og helbredelsen sker, når vi giver slip på vore vildfarelser og illusioner og kun vil kende sandheden og lade den blive kendt for os.

Det er rejsen tilbage til mig selv.

Det er rejsen tilbage til glæde, fred og kærlighed, der er sandheden indeni.

Det er den rejse, jeg stadig er på. Rejsen indad.

Og jeg kender og genkender mig selv efterhånden, som alle lag af illusioner og vildfarelser bliver ophævet i mit sind, så sandheden og kærligheden, der er et og det samme, kan træde frem i bevidstheden, som det, der er virkeligt i mit sind, og som det, jeg og vi alle virkeligt er.

Dette indlæg blev udgivet i I skriveværkstedet, Tanker om ..., Tekst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s